
PROJEKT
Fremfærd
0 min læsetid
Fremfærd Børn
Samarbejde om børn i trivsel, motivation i udskolingen og læringsorienteret vejledning. Læs mere om de projekter, som Fremfærd Børn arbejder med.

Fremfærd Børn iværksætter projekter omkring børn og unge fx på daginstitutioner, folkeskoler og i klubber. Ambitionen er at nyttiggøre eksisterende, praksisnær viden i hverdagen.
Ekspertudvalget for Fremfærd Børn er sammensat af repræsentanter fra de faglige organisationer og fra KL og kommunerne.
Igangværende projekter
Bekymrende skolefravær
Forebyggende og foregribende indsatser i arbejdet med bekymrende skolefravær.
Målet er at øge kendskabet til viden og indsatser, der kan forbedre elevernes trivsel og skoletilknytning og samtidig bidrage positivt til viden om inkluderende fællesskaber. Derudover er det målet med projektet, at der gennem vidensdeling kan bidrages til en bæredygtig praksis for at forebygge fravær på tværs af skoler og kommuner.
Projektledelse: KL, DLF
Fritidspædagogikkens rolle
Fritidspædagogikkens rolle ifh til trivsel og sociale fællesskaber for børn i udsatte positioner
Formålet med projektet er at undersøge, hvordan fritidspædagogik kan fungere som et alternativ til negative sociale fællesskaber og som en løftestang for trivsel, deltagelse og udvikling for børn og unge i udsatte positioner.
Projektledelse: KL, BUPL, FOA, DLF
Kvalitet og bedre overgang for børn i dagtilbud
Formålet med projektet er, at der på baggrund af inspiration fra Lillehammer Kommune udvikles et erfaringsgrundlag i en dansk kontekst, som viser, hvordan kommunerne kan udvikle dagtilbud i et højkvalitetsperspektiv i forhold til pædagogiske strukturer, inkluderende børnefælleskaber, interne overgange og overgang til skole for flere børn. Projektets erfaringer med processen skal løbende kunne deles med medarbejdere og ledere i andre kommuner.
Projektledelse: KL, DLF, BUPL, FOA
En almen skole for flere
Formålet med projektet er, at der på baggrund af inspiration fra Lillehammer Kommune udvikles et erfaringsgrundlag i en dansk kontekst, som viser, hvordan den almene skole kan danne rammen for undervisning af en større andel af elever med særlige behov. Projektets erfaringer med processen skal løbende deles med medarbejdere og ledere i andre kommuner.
Projektledelse: KL, DLF, BUPL, FOA
Styrket elevmotivation på mellemtrinnet
Projektets formål er at styrke elevernes motivation, trivsel og udbytte af undervisningen. Dette skal ske gennem et udviklingsprojekt, der undersøger og afprøver hvordan lærere og pædagoger kan tilrettelægge en skoledag, et undervisningsforløb eller en lektion med mere varierede undervisningsformer og med afsæt i viden om, hvad der skaber motivation hos eleverne.
Projektledelse: KL, DLF of BUPL
Børns deltagelsesmuligheder
Projektet skal skabe praksisnær forskning tæt på børns hverdagsliv samt viden om almene sammenhænge i de samspil og processer, der har betydning for deltagelsesmuligheder i børns hverdagsliv. Det er viden, der skal kvalificere det pædagogiske arbejde og skabe relevante deltagelsesmuligheder for alle børn på tværs af det kommunale dagtilbud- fritids- skoleområde.
- Der skal udvikles et deltagelsesbegreb, som kan styrke forskellige faggruppers arbejde med og samarbejde om at skabe relevante deltagelsesmuligheder for alle børn.
- Der skal ses på, hvilke betingelser i praksis der henholdsvis fremmer og hæmmer arbejdet med og samarbejdet om børns deltagelsesmuligheder.
- Centrale faggrupper og uddannelsers tilgange til arbejdet omkring børns deltagelse skal kvalificeres
Projektledelse: KL, DLF, BUPL, FOA og Dansk Psykologforening
Samarbejde om børns trivsel i hverdagens fællesskaber (SamHver)
Projektet undersøger hvordan fagprofessionelle kan arbejde med at udvikle deltagelsesbetingelser for børn gennem et fokus på at forandre sociale situationer, der skaber bekymring?
Projektets formål er at bidrage til praksisudvikling, der skaber professionelle handlemuligheder og handlekraft i forhold til på én gang at arbejde med at udvikle fællesskaber og pædagogisk praksis i et alment perspektiv og deltagelsesmuligheder for de børn, der har det svært. Som en del heraf skal udvikles nye måder at samarbejde om, hvordan det, vi ofte taler om som ’specialviden’, gøres relevant i udviklingen af den daglige praksis. Fx i form af at specialviden kan bidrage til udvikling af fælles aktiviteter, der kommer hele børnegruppen til gode. Som led i projektet udvikles et konkret analyseredskab, der kan gribe og fastholde et hverdagslivsperspektiv.
Projektledelse: KL, FOA, BUPL, Dansk Psykologforening og DLF
Afsluttede projekter
Samarbejde om læringsorienteret vejledning
Projektets tager udgangspunkt i den aktuelle dagsorden om en mere praktisk orienteret skole og behovet for øget søgning mod erhvervsuddannelserne. En mere praksisnær og anvendelsesorienteret undervisning kombineret med kvalificeret og veltilrettelagt vejledning kan give eleverne bedre forudsætninger for at vælge ungdomsuddannelse.
Projektet søger gennem en række udviklingsrum og vidensunderstøttedeprøvehandlinger at styrke læreres og vejlederes (KUI) samarbejde om at udvikle elevers forudsætninger for at vælge ungdomsuddannelse.
Projektledelse: KL og DLF
Anbragte børns skolegang
Formålet med projektet er at afdække, hvordan vi styrker samarbejdet mellem lærere, socialpædagoger, pædagoger og ledere til gavn for anbragte børn og unges skolegang. Hertil at udvikle anbefalinger, som kan bidrage til metoder og systematik for tværprofessionelt samarbejde, der styrker anbragte børns skolegang, så flere opnår folkeskolens afgangseksamen og trives bedre.
Projektet er et samarbejde mellem Fremfærd Borger med Særlige behov og Fremfærd Børn.
Projektledelse: KL, DLF, SL og BUPL
Karrierelæring i skolen
Formidling af Udsyn i udskolingen
Formidlingsprojektets formål er at gøre metoder, erfaringer og konkrete undervisnings- og vejledningsaktiviteter om karrierelæring tilgængelig for en bredere kreds, herunder studerende på læreruddannelsen, uddannede lærere, skoleledere og vejledere i form af et undervisningsmateriale og et vidensnotat. Formålet med materialerne er at styrke lærernes og vejledernes samarbejde omkring det obligatoriske emne 'Uddannelse og Job' og en yderligere videns- og praksisspredning af læringsorienterede vejledningsaktiviteter, som er tæt koblet til de almindelige undervisningsaktiviteter i folkeskolen.
Projektledelse: KL og DLF
Udsyn i udskolingen
Formålet med projektet er at give forældre og elever større viden om de uddannelsesmuligheder, der findes og konkret indsigt i, hvad man laver på en erhvervsskole og i forskellige virksomheder, så de unge ikke automatisk vælger gymnasiet.
Baggrunden for projektet er, at uddannelsesvejledning i dag primært er skolens og den enkelte familie ansvar, idet kun cirka 20 procent af de unge, der ikke vurderes uddannelsesparate, får vejledning gennem kommunens UU-vejledere.
Projektledelse: KL og DLF
Virkningsfuldt pædagogisk arbejde i dagtilbud
Spredning af Virkningsfuldt pædagogisk arbejde i dagtilbud
Projektets formål er at dele viden fra projektet ”Virkningsfuldt pædagogisk arbejde i dagtilbud” som Fremfærd børn gennemførte i 2019, gennem en række film. Projektets formål var at løfte den faglige kvalitet. Det var rettet mod alle faggrupper på 0-6 års-området, og skulle bidrage til at understøtte samarbejdet mellem forvaltning, daginstitutioner og dagpleje.
Projektledelse: KL, BUPL og FOA
Samarbejde om børn i mistrivsel
Forprojekt 'Samarbejde om børn i mistrivsel'
Formålet med projektet er at afdække eksisterende praksis med tvær- professionelt og -sektorielt samarbejde om børn og unge i mistrivsel i et 0-16-års-perspektiv. Afdækningen skal sikre et bredt afsæt og vidensgrundlag for den efterfølgende udvikling af hovedprojekt.
Projektledelse: KL, FOA, BUPL og DLF.










