1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Ældre og Sundhed
  4. Efter 39 år som leder: Nu skal jeg lære at aflære
ældreområder

PROJEKT

Ledelseslaboratorium

4 min læsetid

Efter 39 år som leder: Nu skal jeg lære at aflære

Ledelseslaboratoriet kan lære mig at gå fra "fixer til facilitator", siger mangeårig hjemmeplejeleder i Allerød.

Efter 39 år som leder: Nu skal jeg lære at aflære
Jeanette Harfeld, daglig leder i Allerød Kommune, er klar til at sætte sig ned på bagerste række og være åben overfor alt det nye.
Irene Aya Schou
Irene Aya Schou

- Som garvet leder skal jeg passe på ikke at sige: “Det har vi prøvet”. “Det kender jeg til, så det kan jeg lige fixe”. Derfor bliver min største udfordring at aflære en masse ting.

Sådan siger daglig leder i hjemmeplejen i Allerød Kommune Jeanette Harfeld, der har meldt sig som deltager i Fremfærd Sundhed og Ældre-projektet “Ledelseslaboratorium”.

Ældreloven sætter en ny ramme

Her skal hun sammen med 44 andre ledere reflektere over egen praksis og styrke sin handlekraft i mødet med ældrereformens krav. Og det er der brug for, pointerer hun.

- Som leder mangler man et rum til refleksion og inspiration. Et rum, hvor vi får et samspil i praksis. Ældreloven opsætter en ny ramme. Vores opgave er sammen med medarbejderen at definere: Hvad kan lade sig gøre indenfor rammen, siger hun.

Ledelseslaboratorium

I Fremfærd Sundhed og Ældre-projektet “Ledelseslaboratorium” indgår 45 ledere på ældreområdet i et eksperimenterende fællesskab for læring, dialog og udvikling. Udgangspunktet er, at ældreloven markerer et væsentligt skifte i rammerne for ældreplejen og stiller nye krav til både organisering, faglighed og ledelse. Derfor har lederne brug for at kunne teste nye arbejdsformer via systematiske prøvehandlinger - med faglig sparring undervejs og støtte fra ledere i andre kommuner. Der afholdes i alt seks ledelseslaboratorier, tre i Østdanmark og tre i Vestdanmark, over det næste halve års tid.

Hjælpe medarbejdere med konflikter

Jeanette Harfeld er uddannet plejehjemsassistent og har ledererfaring fra både hjemmeplejen, psykiatrien og somatiske plejehjem.

Hun oplever, at ældreloven accellererer en udvikling, hvor fagligheder i højere grad end før tager egne beslutninger.

- Min lederopgave bliver at hjælpe personalet til at stå i den kompleksitet og de konflikter, der kan komme, når borgeren får mere selvbestemmelse og pårørende og frivillige skal inddrages, siger hun.

Ringsted og Haderslevs erfaringer med faste teams i ældreplejen

"Vi skal også som ledere forny os"

Rejsen mod en ny ledelsesstil i lyset af ældreloven er i høj grad en personlig rejse, hvor man skal kunne stille sig sårbar, siger leder i Aabenraa Kommune.

Læs artiklen

Er ældreloven lidt for ambitiøs?

For Jeanette Harfelt er ældreloven meget ambitiøst - måske også lidt for ambitiøs.

- Udfordringen er, at man sætter gang i nye tanker uden at sikre sig, at ledere og medarbejdere er med. Man har fra politisk hold en kæmpe tillid til og forventning om, at alle kan følge disse tanker og få dem til at leve i praksis, men man glemmer, hvordan virkeligheden ser ud, siger hun.

Blandt virkelighedens udfordringer er, at mange medarbejdere er tosprogede - og ikke nødvendigvis stærke i dansk.

- De har ikke en jordisk chance for at opfylde målene fx om borgerens selvbestemmelse, fordi de ikke kan snakke med borgeren om deres ønsker, siger hun.

Ned på bagerste række

Jeanette Harfeld er med egne ord “en gammel nisse”, der efter 39 år som leder har set og hørt det meste.

Hendes vigtigste opgave i forbindelse med Ledelseslaboratoriet bliver derfor ikke at lære men at aflære.

- Jeg skal helt klart aflære en masse. Det gælder bl.a. min tendens til at quick-fixe og sige: “Det har vi prøvet før”. Derfor vil jeg sætte mig ned på bagerste række og forsøge at være åben overfor det nye, siger hun.

Samarbejde med SOSU-skoler

Jeanette Harfeld har gennem den lokale SOSU-skole arbejdet med spørgsmål som: “Hvad er selvbestemmelse?” og”Hvordan samarbejder man med pårørende?”

- Vi er nødt til at klæde medarbejderne på. Vi har også arbejdet med et begreb som ventesorg, der er den sorg, man som pårørende kan opleve, fx hvis man ser en dement pårørende forsvinde. Det begreb gav god mening hos medarbejderne, siger hun.

Mentor for lederkolleger

Jeanette Harfeld håber også gennem Ledelseslaboratoriet at få værktøjer til at fungere som mentor for to nye lederkolleger i kommunen, så de får et reelt rum til at udvikle sig og ikke skal mødes med, “sådan plejer vi at gøre”.

- Derfor tager vi også to ledere afsted fra Allerød Kommune for at give de nye kolleger de bedste vilkår i deres udvikling, siger hun.

Også på det tværfaglige område står Jeanette Harfeld overfor udfordringer, det kan være godt at vende i et fortroligt rum.

- Fra 1. januar bliver sygeplejerskerne ledet af os daglige ledere, og de er meget bekymrede for, om deres fagidentitet ryger, når de bliver en fast del af teamet og måske får en daglig leder, der er terapeut, siger hun.

“Jeg kan ikke andet”

Jeanette Harfeld har altid vidst, at hun ville være leder. Hun er dog ikke sikker på, at hun ville vælge lederfaget i dag.

- Jeg ville nødig gøre det i dag. Jeg forstår ikke dem, der vælger ledelsesfaget i dag, men jeg bliver på min pind. For jeg har altid fået at vide, at “du dur ikke til andet.”