4 min læsetid
Bliv nysgerrig på egen praksis: Kom med i Ledelseslaboratorium
Ledere på ældreområdet inviteres med i laboratorium, der skal styrke forståelsen af de nye ledelsesopgaver i lyset af ældreloven.



Ældreloven markerer et væsentligt skifte i rammerne for ældreplejen og stiller nye krav til både organisering, faglighed og ledelse.
50 ledere søges
Mere selvstyring og tillid til medarbejdernes faglige kompetencer, et styrket samarbejde med pårørende og civilsamfund og øget fokus på tværfagligt samarbejde er nogle af de nye opgaver, lederne står overfor.
For at styrke forståelsen af de nye ledelsesopgaver og understøtte en ny ledelsespraksis i ældreplejen, inviterer Fremfærd Sundhed & Ældre op til 50 ledere i ældreplejen til at deltage i projektet Ledelseslaboratorium.
Hvad er et ledelseslaboratorium?
Et ledelseslaboratorium er et undersøgende rum, der søger at aktivere ledernes viden, erfaring og stemmer. Det er et bevidst afgrænset rum, adskilt fra hverdagen, hvor der er plads til fordybelse og til at arbejde nysgerrigt med egen praksis.
Projektet afholder to forløb af tre ledelseslaboratorier. Forløbene fordeles geografisk, så ét forløb afvikles i Østdanmark og ét i Vestdanmark.
Hvad får du ud af at deltage?
Som deltager får du mulighed for at:
- Reflektere over egen praksis og styrke din handlekraft i mødet med ældrereformens krav
- Indgå i et eksperimenterende fællesskab for læring, dialog og udvikling
- Teste nye arbejdsformer via systematiske prøvehandlinger - med faglig sparring undervejs
- Få ny viden og inspiration om bl.a. faciliterende ledelse og medledelse
- Få større forståelse af dig selv og din personlige ledelsesstil
- Få kendskab til og erfaring med hinanden som ledere og bidrage til fælles læring og viden, som kan komme andre ledere til gavn
Ledelseslaboratorier øst
Der afholdes tre ledelseslaboratorier i Østdanmark:
- Onsdag den 2. september 2026
- Tirsdag den 3. november 2026
- Torsdag den 21. januar 2027
De tre ledelseslaboratorier vil blive afholdt i København.
Ledelseslaboratorier vest
Der afholdes tre ledelseslaboratorier i Vestdanmark:
- Tirsdag den 8. september 2026
- Onsdag den 4. november 2026
- Tirsdag den 19. januar 2027
Den fysiske placering fastlægges, når deltagerkommunerne er kendt. Der tilstræbes mindst mulig kørsel til alle.
De seks ledelseslaboratorier vil blive faciliteret af konsulenthuset AGORA, der har specialiseret sig i ledelse og ledelseskraft på ældreområdet og har stor erfaring med implementering af ældreloven i kommuner.
Hvem er målgruppen?
Projektet henvender sig primært til ledere i faste teams eller andre borgernære ledere både i den udekørende hjemmepleje, på plejecentre, rehabiliteringscentre og andre dele af den kommunale ældrepleje.
Man kan tilmelde sig som enkeltperson. Det kan dog være en fordel at tage en lederkollega eller to med for at sikre bedst mulig forankring i egen praksis.
Som leder skal man udover tre hele dage til ledelseslaboratorierne sætte tid af til prøvehandlinger og online sparring mellem laboratorierne.
Vi opfordrer til, at man som deltagende leder fx teamleder orienterer sin afdelingsleder/områdeleder/plejehjemsleder om sin deltagelse og deler viden og erfaringer.
Projektledelse og kontakt
Projektet gennemføres i samarbejde mellem KL, FOA og DSR. Hvis du er interesseret i at deltage i projektet, hører vi meget gerne fra dig. Du er selvfølgelig altid velkomne til at skrive ind med spørgsmål.
Tilmelding kan ske ved at kontakte Christina Bendix fra KL chbe@kl.dk senest 22. juni 2026.
Det er gratis at deltage. Udgifter til transport og arbejdstid dækkes dog ikke.
Interesserede ledere får senest 30. juni 2026 besked på, om de skal deltage i projektet.



