6 min læsetid
Leder om medledelse: Ingen kan længere lægge hovedet i omklædningen
Godt 25 ledere på ældreområdet i Sønderborg Kommune er blevet kompetenceudviklet i medledelse. "Der er brug for ledelse, bare på en anden måde".



- Hvad synes du selv?
For nogle er det spørgsmål blevet den ultimative hadesætning, men i Sønderborg Kommune stiller de spørgsmålet med stolthed.
- I starten sagde jeg meget: “Hvad tænker du selv?” Eller “hvor lyder det spændende, fortæl noget mere”. Mine medarbejdere fortalte mig senere på MUS-samtaler, at de var ved at kaste op, hver gang, jeg sagde det.
Træner facilitering i dagevis
Sådan siger Helle Schmidt Andersen, der er daglig leder af Hjemmeplejen Nordals i Sønderborg Kommune.
Hun er én af godt 25 distrikts- og daglige ledere i hjemme- og sygeplejen i Sønderborg Kommune, der igennem de seneste år har fået træning i medledelse.
- Vi har brugt hele dage på at træne facilitering, uddelegering og brobyggende samtaler, hvor man drager alle medarbejdere ind, siger Helle Schmidt Andersen.

Lær at facilitere medledende processer
Ledere på ældreområdet inviteres med i laboratorium, der skal styrke forståelsen bl.a. af medledelse. I Sønderborg er de godt på vej.
Læs artiklenUdviklingsmøde hver uge
En halv time hver uge mødes medarbejderne til et udviklingsmøde i teamet.
- Det er her, vi virkelig kan træne medledelse. Vi snakker om formålsbeskrivelse, teamkontrakt, kommunikation og samarbejde, psykologisk tryghed og roller, både officielle og uofficielle roller, siger Helle Schmidt Andersen.
Medledelse handler om, at det er teamet og ikke lederen, der træffer beslutninger, og det er svært, erkender hun.
- Det sværeste er ikke at skulle bestemme. Det er meget nemmere, når jeg bestemmer, siger hun med et smil på læben.
Teamet er ikke selvstyrende
Lederne i syge- og hjemmeplejen har i deres undervisningsforløb, som konsulenthuset AGORA har stået for, taget udgangspunkt i bogen “Medledelse - Når teamet er chef” af Mette Aagaard.
Den har givet en god forståelse af, hvad medledelse er. For medledelse er ikke selvstyre.
- I starten kaldte vi det selvstyrende teams. Det blev dog ret hurtigt lavet om til medledende teams, for der er brug for ledelse, både i forhold til personalemæssige spørgsmål, men også som den faciliterende leder, siger Helle Schmidt Andersen.
Rollen som fortaler for velfærdsteknologi
Kernen i medledelse handler om at klæde teamet på til at fungere som chef. Her er ingen smutveje.
Der skal tegnes kontrakt med teamet, hvor man diskuterer teamets formål. Der skal tales om, hvordan teamet kommunikerer og samarbejder. Hvordan man deltager på møder, og hvem der har hvilke roller.
Rollerne kan skifte, forklarer Helle Schmidt Andersen. Det vigtigste er, at alle synspunkter repræsenteres.
- Det kan være, at én har rollen som fortaler for velfærdsteknologi for at få det aspekt med i forhold til borgerne, og så får en ny kollega rollen efter nogle måneder, siger hun.

Bliv nysgerrig på egen praksis: Kom med i Ledelseslaboratorium
Ledere på ældreområdet inviteres med i laboratorium, der skal styrke forståelsen af de nye ledelsesopgaver i lyset af ældreloven.
Læs artiklenPå udviklingsrejse siden 2020
Ifølge Helle Schmidt Andersen er det vigtigt, at teamet ikke er for stort for at kunne fungere.
Sønderborg Kommune, der har været igennem en længere udviklingrejse siden 2020, hvor hjemme- og sygeplejen blev flyttet sammen, og der blev iværksat en fælles mødestruktur.
I dag er hjemme- og sygeplejen i Sønderborg organiseret i små, tværfaglige teams med 10-12 faste medarbejdere i hvert team.
Og det er en god størrelse, mener Helle Schmidt Andersen.
- Det skal være overskueligt, så alle tager ansvar, siger hun.
Den brobyggende samtale
Helle Schmidt Andersen har oplevet, at den brobyggende samtale er god til at få alle stemmer i spil og sikre stort engagement på møderne.
- I starten var jeg meget tydelig, når jeg sagde til medarbejderne: “I kommer til at opleve, at jeg stiller spørgsmål til jer, hvis I ikke selv byder ind. Det kan være, at jeg siger: “Line, hvad synes du om det, Mona lige sagde?”
Det gør, at alle hører efter og giver en fantastisk “vi-effekt”, fordi alle kan inddrages, når som helst.
- For ingen vil risikere at blive spurgt om noget, de ikke har hørt, siger Helle Schmidt Andersen.
Tættere på plejen
Udover bedre møder, som medarbejderne også efterhånden lærer at facilitere, giver medledelse mere indflydelse på vagtplaner og kørelister - og bedre pleje til borgerne.
Medarbejderne laver selv deres kørelister fra dag til dag. Og hver 12. uge mødes teamet og planlægger vagter i weekender og på helligdage.
- Det giver øget arbejdsglæde, og det er også godt for borgerne, for det er medarbejderne, der ved, hvad borgerne har brug for. Det kan være en medarbejder, der siger: “Jeg var ude ved Peter i dag, og jeg vil gerne derud på fredag for at følge op på det sår, han har,” siger hun.
Åh nej, nu har du ferie
Selvom medarbejderne i starten var ved at kaste op over at høre: Hvad tænker du selv? Så er de i dag glade for det.
Og når Helle Schmidt Andersen om kort tid går på ferie, er det med ro i sindet.
- Tidligere lød det: “Åh nej Helle, nu har du snart tre ugers ferie. Hvad skal vi gøre"? Sådan lyder det ikke længere. Nu kan de gøre det selv, siger hun og understreger, at medarbejderne også tager stilling i svære sager.
Teamet træffer svære beslutninger
Det kan være en kollega, der af forskellige årsager ønsker at blive fritaget fra at komme hos en bestemt borger.
- For mig var det rart ikke at skulle tage den beslutning men overlade den til teamet. Jeg troede, beslutningen ville tage lang tid, men efter et kvarter lå der en afgørelse, siger hun.
Teamet blev enige om, at kollegaen, som er social- og sundhedsassistent, ikke kan blive fritaget for en bestemt borger, men at teamet vil hjælpe kollegaen med at finde frem til mulige løsninger, så borger ikke opleves at reagere besværligt.
Taler ind i ældreloven
For Helle Schmidt Andersen er medledelse et naturligt næste skridt i udviklingen af de faste teams.
Desuden taler det fint ind i den del af ældreloven, der handler om tillid til medarbejderne, og at medarbejderne sammen med borgerne skal kunne træffe beslutninger.
Men det er en stor ændring for både ledere og medarbejdere.
- Ingen kan længere lægge hovedet i omklædningen, når de går på arbejde. For chefen fortæller ikke længere, hvad de skal gøre, siger hun.


