”Jeg er blind – men juraen ser jeg klart”

Beskæftigelsen buldrer derudad. Flere og flere danskere kommer i job, men én bestemt gruppe oplever ikke nogen nævneværdig fremgang i beskæftigelsestallet: blinde og stærkt svagsynede.

Blandt hele befolkningen i den arbejdsdygtige alder er der ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet en beskæftigelsesfrekvens på 77 procent. For Dansk Blindesamfunds cirka 2.300 medlemmer mellem 20 og 64 år er det kun 32 procent. Til sammenligning er godt 60 procent af alle borgere med handicap i job, viser tal fra VIVE.

Mikael Krarup Andersen er 41 år og blind. Hver dag tager han offentlig transport fra Aarhus til Skanderborg, hvor han med sin mobilitystok i hånden finder vej til rådhuset "Fælleden", lidt uden for byen. På 1. sal sætter han sig til rette i Skanderborg Kommunes afdeling for Administration og Ydelse, som er en del af fagsekretariatet i Arbejdsmarked og Social. Afdelingen løser opgaver inden for beskæftigelses- og socialområdet, integration og forebyggelse.

De vigtigste tilpasninger

Her rådgiver han kolleger, vurderer klagesager og skriver juridiske svar til borgere – helt på linje med kommunens øvrige jurister.

Det meste af arbejdsdagen tilbringer han foran computerskærmen, hvor stemmen fra en skærmlæser hjælper ham med opgaverne. Stemmen taler hurtigt og monotont. Det lyder som volapyk, men for Mikaels trænede øre er det lyden af en velkendt kollega, der aldrig bliver træt.

Når man spørger, hvad kommunen ellers har gjort for at indrette arbejdspladsen til hans behov, nævner Mikael det, han selv kalder en trivselstilpasning: en lille ekstra knap på kaffemaskinen.

- Så jeg kan mærke, hvor jeg skal trykke for at få sort kaffe. Det er ret banalt, men for mig gør det en forskel. På et tidspunkt havde rengøringspersonalet fjernet knappen. Det brokkede jeg mig højlydt over, siger han smilende.

Få timers personlig assistance

Med skærmlæserens hjælp varetager han præcis de samme opgaver som kollegerne. Der er dog enkelte opgaver, hvor skærmlæseren kommer til kort: håndskrevne klager, læsning af visse journaliseringssystemer og udformning af breve. Til det sidste har han en personlig assistent nogle få timer om ugen.

- Det faglige indhold i et brev til en borger laver jeg selv. Assistancen handler om at lave noget layout, så brevet ser ordentligt ud for modtageren, siger han.

Ellers er der få særlige hensyn. Bygningen er stor og har flere etager, men kolleger hjælper ham gerne med en støttende arm, når han skal til møder på andre etager. I hans verden handler inklusion ikke om store tilpasninger, men om små, gennemtænkte detaljer.

- Jeg har ikke brug for særlige privilegier. Blot rammer, der virker. Mit synshandicap er egentlig ikke noget, der fylder ret meget i hverdagen. Ikke for mig i hvert fald, siger han og forklarer, at man kan komme langt ved at åbne munden.

- Jeg kan jo ikke læse skilte, men jeg klarer mig normalt med min mobilitystok, og ellers spørger jeg om hjælp.

Juraen har ingen synskrav

Mikael blev født blind som følge af en for tidlig fødsel. Handicappet har dog ikke forhindret ham i at læse jura og opbygge en karriere.

- Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle være lastbilchauffør eller kirurg. Men jura var oplagt. Der er godt nok enkelte nicher inden for juraen, hvor det kan være en fordel at kunne se – for eksempel i strafferet, hvor du skal genkende ansigter, eller ved taksationer af ejendomme, hvor du skal kunne bedømme et område eller bygninger rent visuelt. Men i langt de fleste tilfælde spiller det ingen rolle, om du kan se eller ej, forklarer han.

Han færdiggjorde jurastudiet på Aarhus Universitet og blev siden ansat i Ankestyrelsen. Efter flere år i staten ville han prøve kræfter med noget andet. Det skulle være mere udadvendt og tættere på borgerne.

- I min verden kunne det være spændende at opleve en kommune indefra. Så jeg søgte og fik vikariatet. Senere blev det til en fastansættelse i den afdeling, hvor jeg er nu, siger han.

Da Mikael søgte jobbet, skrev han i sin ansøgning, at han var blind.

- Jeg ville ikke risikere, at de skulle få et chok til samtalen. Så kunne samtalen handle om mine kompetencer frem for mit handicap, siger han.

Det viste sig at være en god beslutning.

Kollega: ”Forventningsafstemning var nøglen”

I dag arbejder han side om side med juridisk specialkonsulent Maria Hede Villumsen. Da Mikael søgte job hos Skanderborg Kommune, sad hun i ansættelsesudvalget. Det var nemlig hendes barselsvikariat, han søgte.

Da hun vendte tilbage efter barsel og senere blev hans nærmeste kollega, insisterede hun straks på en åben snak:

- Jeg sagde til ham: "Jeg kommer nok til at røre dig mere, end jeg gør ved andre kolleger, når vi går rundt i huset sammen. Hvis der er noget, jeg gør, der irriterer dig, må du sige til. Ellers gør jeg bare det, der falder mig naturligt." Den forventningsafstemning gav mig ro og gjorde det trygt for os begge, siger hun.

På fagligt lige fod

Maria fortæller, at de to rent fagligt opererer på helt lige fod.

- Mikael er meget fagligt kompetent, og han udfordrer mig dagligt med sine juridiske betragtninger. Han stiller spørgsmål, som får mig til at tænke anderledes. Desuden er han en kæmpe inspiration for mig som menneske, fordi han aldrig lader sig begrænse af sit handicap, siger hun og tilføjer:

- I teamet har vi også lært, at det ikke er farligt at spørge til Mikaels handicap, og hvad det betyder. Det er langt bedre end at tage unødige hensyn, Mikael ikke har brug for.

En enkel lederopgave

Mikaels nærmeste leder, afdelingsleder for Administration og Ydelse, Marianne Woldemar, fortæller, at hendes opgave som leder for Mikael ikke adskiller sig fra den, hun har over for andre ansatte. Hun ser ikke hans handicap som en ledelsesopgave, men som en del af hverdagen.

- Umiddelbart tænker man, at man skal tage en masse særlige hensyn til en blind medarbejder. Det skal man ikke, siger hun.

Hun fortæller, at kollegerne hurtigt fandt naturlige måder at hjælpe på, fx at tilbyde en albue, når de går til møder, eller tage et stykke kage til ham ved afdelingsarrangementer.

- For teamet har det mest handlet om at fjerne den usikkerhed, der var i starten. Du skal turde spørge, om du må hjælpe. Og svaret er altid: ’ja, det må du gerne’, siger Marianne.

Hun peger også på, at Mikael bringer noget ekstra ind i afdelingen.

- Han har en misundelsesværdig hukommelse og kan altid finde et citat fra en film eller en bog, der passer præcist til situationen, siger hun.

Et spejl af samfundet

Marianne Woldemar mener, at Skanderborg Kommune som kommunal arbejdsgiver har en forpligtigelse til at gå forrest, når inklusionsdagsordenen kommer på bordet.

- Vi skal gerne kunne afspejle samfundet. Vores afdeling arbejder med mennesker i alle tænkelige livssituationer, så selvfølgelig skal vi også kunne rumme forskellighed internt. Det giver god mening, at vi også viser, at der er plads til forskellighed. Vi lærer alle noget af at arbejde sammen med kolleger, der ikke ligner os selv, siger hun.

Hendes råd til andre ledere, der skal inkludere en medarbejder med særlige udfordringer, er klart:

- Medarbejderens handicap, hvad enten det er fysisk eller psykisk, må aldrig udvikle sig til en ’elefant i rummet’. Tal åbent om, hvordan du kan hjælpe. Det kræver ikke meget at åbne munden, men det betyder noget, når du gør det.

Måles på kompetencer

På trods af sit handicap har Mikael aldrig oplevet, at han skulle bevise mere end andre. For ham er det vigtigt at blive bedømt på sine kompetencer og ikke sit handicap. Derfor tænker han sjældent over, at han er blind. Han tænker over jura – på paragraffer, afgørelser og rimelighed.

- Jeg føler, at jeg bliver målt på de samme kriterier som mine kolleger. Og sådan skal det være. Jeg er jurist. Punktum.

Hans råd til andre med synshandicap er lige så nøgternt:

- Vær åben om, hvad du har brug for. Og søg et job, hvor du kan bidrage på lige fod med andre. Det hjælper ikke at jagte et job, hvor dit handicap gør store dele af arbejdet umuligt.