
PROJEKT
Inklusion på arbejdspladserne
3 min læsetid
Bliv klædt på til bedre inklusion af medarbejdere med særlige behov
Få værktøjer og inspiration til at tage bedre imod medarbejdere med særlige sårbarheder og udfordringer.



Kommunale og regionale arbejdspladser har også i fremtiden brug for at kunne rekruttere og fastholde medarbejdere – også medarbejdere med særlige udfordringer, som kommer med værdifulde kompetencer.
Trods en række støtteordninger og allerede eksisterende opmærksomhed på at inkludere mennesker med særlige behov støder arbejdspladser og medarbejdere stadig på barrierer og udfordringer.
Arbejdspladserne skal derfor være bedre klædt på til at tage imod de medarbejdere og til at understøtte dem, så de kan bidrage effektivt til at løse kerneopgaven og samtidig føle sig som en integreret del af arbejdsfællesskabet. Her har både ledelse, kollegaer og organisationen en opgave.
Få inspiration og værktøjer
Derfor er KL, Danske Regioner og Akademikerne gået sammen om projektet Inklusion på arbejdsmarkedet i regioner og kommuner.
På denne temaside finder du, ud over en række gode råd og værktøjer, otte cases fra kommunale og regionale arbejdspladser.
Erfaringen er tydelig: Når rammerne er klare, ledelsen tager aktivt ansvar, og dialogen om behov er åben, kan medarbejdere med særlige sårbarheder bidrage fuldt ud og professionelt til kerneopgaven.
Casene viser, at inklusion sjældent kræver særordninger. Ofte er det små, præcise greb, der gør forskellen. Det kan være tydelige jobopslag, forventningsafstemning tidligt i ansættelsesforløbet, struktureret onboarding og løbende opfølgning. Det kan også være en klar rollefordeling, forudsigelighed i opgaverne eller en kultur, hvor det er legitimt at tale om behov for tilpasning.
Samtidig peger erfaringerne på barrierer, som kan håndteres systematisk: usikkerhed i rekrutteringen, manglende kendskab til støtteordninger og tvivl om, hvad man må spørge om under jobsamtalen. Her er ledelsesmæssig tydelighed og fælles retningslinjer afgørende.
Brug casene aktivt. Drøft dem i ledergruppen eller MED-udvalget. Gennemgå jeres praksis for rekruttering, introduktion og fastholdelse. Identificér, hvor små justeringer kan frigøre større potentialer. Inklusion handler ikke om at sænke kravene, men om at skabe rammer, hvor flere får mulighed for at bidrage til arbejdsfællesskabet og derigennem styrke både kvalitet, trivsel og tilknytning.
Derfor giver en inkluderende arbejdsplads værdi
Når arbejdspladser investerer tid og kræfter i at skabe plads til alle, betaler det sig. Det er en bæredygtig investering, der kan skabe værdi for både mennesket, samfundet og for arbejdspladsen.
- Adgang til en større pulje af kandidater ved mangfoldig rekruttering
- Attraktiv arbejdsplads - ansøgere vægter inklusion og diversitet højt ved valg af arbejdsplads.
- Medarbejdere med særlig støtte er ofte mere taknemmelige, loyale og bliver på arbejdspladsen.
- Arbejdspladsen udvikler et rummeligt arbejdsmiljø, som kan spille positivt ind på stabilitet, sygefravær og trivsel.
- Ledelsen dygtiggøres, fordi de udfordres på deres kommunikations- og relationskompetencer.
- Godt omdømme og stolthed blandt medarbejderne på grund af arbejdspladsens samfundsansvar.
Materialet er udarbejdet af videnshuset Cabi for Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Akademikerne som led i OK24-aftalerne. Formålet er at styrke arbejdet med at tiltrække, inkludere og fastholde akademiske medarbejdere med særlige sårbarheder og udfordringer.







