
Spiralsamtalen - lyt bedre og få alle med
Her får du et af de mest simple samtaleværktøjer, der findes. Det kan skabe tryghed, intensivere lytning og aktivere alle deltagere.
Der sker noget med vores evne til at lytte, når vi ikke sidder og venter på, det bliver vores egen tur til at sige noget.
Vi lytter med en større åbenhed og oprigtig nysgerrighed, når vi ved, at taleturen kommer til os af sig selv, og vi ikke skal bruge energi på at finde det rette tidspunkt at bryde ind i samtalen, for at fremhæve egne synspunkter eller bidrage med inputs.
Det siger Karen Louise Reeh, der arbejder som konsulent i SPARK – Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne.
Hun vil gerne slå et slag for metoden Spiralsamtalen, fordi den både er simpel at anvende og utrolig virksom.
Fordybelse og respekt
Spiralsamtalen er en struktureret samtaleform, der kan tage afsæt i næsten hvad som helst: et emne, en problematik, et begreb, et oplæg man har hørt eller lignende.
Rytmen er, at deltagerne først får nogle minutter hver for sig, hvor de reflekterer over emnet. Refleksionerne kan med fordel noteres, så den enkelte bagefter fuldt ud kan koncentrere sig om at lytte til andre og ikke skal bruge energi på at huske egne tanker og ideer.
Deltagerne deler herefter på skift én af sine tanker, ideer eller refleksioner, mens de andre deltagere lytter - enten siddende eller stående i rundkreds, så det er muligt at have øjenkontakt med hinanden. Der må ikke brydes ind eller kommenteres, og man skal undgå at tale for længe, så der er flow i samtalen. Taleturen går ofte mange gange rundt, og fortsætter til alle deltagere har sagt pas, eller til tiden er gået.
- Når jeg bruger spiralsamtalen, får jeg ofte den feedback, at det skaber en tryghed i gruppen, når vi giver hinanden plads til at udtrykke tanker uden krav om respons, og samtidig bliver der skabt et rum for fordybelse og respekt for de forskellige inputs til emnet, siger Karen Louise Reeh.
Ligestiller og aktiverer alle
- Spiralsamtalen er med til at skabe en arena, hvor alle perspektiver kommer frem og alle forholder sig aktivt til det, der bliver delt. Noget af det fine ved Spiralsamtalen er netop, at der ikke er kamp om ordet, men at alle deltagere bliver bedt om at forholde sig til et emne og dele sine tanker og refleksioner, og at det går relativt hurtigt på tur, siger Karen Louise Reeh.
Hun fortæller, at Spiralsamtalen også kan egne sig til arbejdspladser med en livlig kultur, hvor man ofte taler i munden på hinanden, eller hvor det ofte er de samme, der siger mest. Der bliver nemlig plads til langt flere nuancer. Den er også god, når deltagerne ikke kender hinanden godt, fordi den sætter nogle rammer med mindre positionering og mere nysgerrighed, og fordi deltagerne ikke kommenterer på det, der bliver sagt
- Målet med Spiralsamtalen er grundlæggende at lytte for at forstå – ikke at diskutere, forklarer hun.
Sådan gør I:
Forberedelse
- Definér et klart spørgsmål eller emne, som alle skal forholde sig til.
- Giv deltagerne 3-5 min til at reflektere over spørgsmålet eller emnet. Tanker kan evt. noteres på en blok eller post-its.
Gennemførelse
- Sid eller stå i rundkreds i grupper af 3-4 personer. I skal kunne se hinanden.
- Deltagerne taler én ad gangen. Én af jer åbner samtalen og deler kort (1-3 minutter) en refleksion om det valgte emne.
- De andre deltagere lytter aktivt og noterer evt. egne refleksioner undervejs. Deltagerne skal være stille og må ikke stille spørgsmål eller kommentere.
- Næste deltager deler derefter en refleksion, og sådan fortætter turen, der kan gå rundt om bordet mange gange.
- Deltagerne må gerne sige pas.
- Spiralsamtalen er slut, når alle har sagt pas, eller tiden er gået
Afslutning
- Når alle har talt, kan facilitator eller en i gruppen samle op ved at spørge: ”Hvilke mønstre eller nye indsigter er der opstået undervejs?”
- Hvis der skal tages beslutninger eller aftales næste skridt i en proces, drøftes de først efter den fælles opsamling.
Samtalen tager ca. 15-25 minutter, alt efter hvor mange I er.












