1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Organisation & Udvikling
  4. Kursus i AI spreder sig som ringe i vandet

5 min læsetid

Kursus i AI spreder sig som ringe i vandet

Et introkursus i AI slog alle rekorder i Haderslev. Mange medarbejdere er nu klar til at tage næste skridt til diplom- og akademimoduler.

Kursus i AI spreder sig som ringe i vandet
FTR for HK Kommunal Ann Margret Zerlang har samarbejdet tæt med direktør for arbejdsmarked og borgerservice Birgit Thorup om at få AI-kurserne skudt godt fra start.
Pernille Søndergaard
Pernille Søndergaard

Implementering af kunstig intelligens i kommunerne er i hastig udvikling, men der er stor forskel fra kommune til kommune, hvor langt fremme man er.

I Haderslev Kommune vil de ikke betegne sig selv som first movers.

Alle medarbejdere har adgang til Co-pilot på den generelle licens og enkelte medarbejdere i afdelingerne har adgang den udvidede licens, som kan lidt mere. Desuden er enkelte AI-løsninger blevet indarbejdet i en del af kommunens fagsystemer.

Stor interesse

Selvom kommunen ikke er stormet afsted med diverse AI-løsninger, så er døren til gengæld slået op på fuldt gab, når det gælder introkurset i AI, cyber- og informationssikkerhed, som HK-ansatte får 100 procents støtte til fra Den Kommunale Kompetencefond.

Indtil videre har 245 medarbejdere på tværs af alle kommunens forvaltningsområder været afsted på introkursus.

- Vi startede med to hold, og vi endte med ti. Interessen for introkurset bredte sig som ringe i vandet og viste sig at være kæmpestor, fortæller fællestillidsrepræsentant for HK Kommunal Ann Margret Zerlang.

Bare sæt i gang

Hun har haft en stor andel i at give introkurset vind i sejlene - i tæt samarbejde med direktion og HR.

Efter hun havde fået øjnene op for, at introkurset i AI var et godt sted at sætte ind med en kompetenceudviklingsindsats, bankede hun på direktionens dør for at høre, om der var mulighed for at finde fælles fodslag her.

Og svaret var et stort JA - ikke kun fra direktionen.

Forslaget om at give medarbejderne tilbuddet om introkursus i AI fik også fuld opbakning fra kommunens styregruppe for digital fremtid. Så det var bare at sætte i gang.

Vil I også i gang med en indsats med kurser og diplom- og akademimoduler i AI og informations- og cybersikkerhed?

Så står Den opsøgende indsats klar med gratis rådgivning og sparring om økonomi og rammer, og hvordan I kommer godt fra start.

Tag fat i Den opsøgende indsats

Budskabet kom bredt ud

I tæt samarbejde med HR-afdelingen blev budskabet om introkurserne pushet bredt ud til alle ledelsesniveauer på tværs af forvaltninger.

- Nyheden om kurset blev også breaket på intranettet - og vi sørgede i det hele taget for at komme ud med budskabet i alle de kanaler, der betyder noget, siger Ann Margret Zerlang.

Kort om Introkursus om AI, informations- og cybersikkerhed

  • Kurset tager udgangspunkt i deltagernes opgaver og fagområde og giver mulighed for, at man kan arbejde med, hvordan man kan bruge kunstig intelligens i opgaverne.
  • På kurset får deltagerne desuden indblik i, hvordan de kan være med til at sikre, at kommunen lever op til de nye krav indenfor informations- og cybersikkerhed.
  • Kurset kan afholdes på arbejdspladsen og strækker sig over en dag.
  • Kurset skal give lyst til at tage yderligere uddannelse i form af akademi- og diplommoduler udviklet til HK'ere i kommunerne.
Læs mere om kurset

Digitaliseringsstrategi er afsæt

Det er UC Syd, der har stået for introkurset, og kommunen har samarbejdet tæt med skolen om at tilrettelægge kursets indhold, fortæller direktør for Arbejdsmarked og Borgerservice Birgit Thorup.

- Vi afholdt et møde med dem om vores digitaliseringsstrategi, så de har haft den som bagtæppe og afsæt for undervisningen. På den måde sikrede vi os, at undervisningen var i overensstemmelse med det niveau for informationssikkerhed, som vi har fastlagt i strategien, siger hun.

Ann Margret Zerlang tilføjer:

- Det handler jo rigtig meget om at få lavet et godt samarbejde med uddannelsesinstitutionen og at preppe dem med indhold, der taler til medarbejderne, og som de kan genkende i deres hverdag.

Det var et virkelig interessant, relevant og anvendeligt kursus for vores dagligdag. Undervisningen tog udgangspunkt i vores retningslinjer for, hvordan man arbejder med teknologierne, og det gjorde en stor forskel.
Jane Andersen, økonomichef

Appetit på mere viden om AI

Og det ser ud til, at undervisningen har ramt plet.

I en tilfredshedsundersøgelse tilkendegiver 97 procent af deltagerne, at det, de lærte på introkurset, har været relevant for dem og givet inspiration i forhold til fremtidige opgaver.

Det var et godt kursus, hvor jeg især godt kunne lide, at vi fik muligheden for at prøve tingene af. Bagefter er jeg begyndt at bruge AI meget mere i mit arbejde.
Rune Hedegaard, økonomimedarbejder

- Det har vist sig, at medarbejderne har været vildt begejstrede, fordi de oplever, at det er noget, de kan bruge her og nu. Og nu bliver det efterspurgt, at vi også tilbyder diplom- og akademimoduler i AI og informations- og cybersikkerhed, siger Birgit Thorup.

Det er en efterspørgsel, som direktionen har tænkt sig at komme i møde. Alt efter hvor stor interessen viser sig at være, er planen derfor at sætte et eller to hold i søen på den anden side af sommerferien.

Vidste du at...

… man nu kan få 100 procents tilskud til akademi- og diplommoduler inden for henholdsvis AI og Informations- og cybersikkerhed.

Et hovedfokus i undervisningen på modulerne er, at den nye viden skal kunne anvendes i deltagerens konkrete opgaveløsning samt give et afsæt for nye opgaver. Modulerne bygger videre på de elementer, der er introduceret på introkurserne.

Læs mere om akademi- og diplommodulerne

Mulighed for samlæsning

Arbejdet med at planlægge modulerne er gået i gang, og tanken er at udnytte muligheden for samlæsning.

Den mulighed blev Ann Margret Zerlang nemlig gjort opmærksom på, da hun deltog i et dialog-møde for ledere, chefer, (F)TR’er og IT-ansvarlige og HR arrangeret af Den opsøgende indsats, hvor hun var inviteret ind for at inspirere andre kommuner med de gode erfaringer fra Haderslev.

Samlæsning betyder, at der er mulighed for at undervise akademi- og diplomdeltagere på samme kursus størstedelen af tiden.

- Dermed kan kolleger følges ad på uddannelse og få et fælles sprog for det, de lærer, selvom de tager forskellige moduler. Vi ved fra øvrig efter- og videreuddannelse, at det betyder rigtig meget. Så det kan være en måde at gøre det nemmere for nogen at springe på uddannelsen, vurderer Birgit Thorup.

Godt fundament

Haderslev Kommune ser ind i en fremtid, hvor kunstig intelligens kommer til at fylde mere - og lige nu og her gælder det deltagelsen i de storskalaprojekter med kunstig intelligens i den offentlige sektor, som rulles ud i kommuner og regioner i år.

- Så det er jo godt givet ud, at vi er gået i gang med at klæde medarbejderne på med viden og kompetencer og skabe et fundament, de kan stå på i en nær fremtid med mere AI i opgaveløsningen, siger Birgit Thorup.

Har I brug for hjælp? Så tag fat i os

Har I brug for hjælp? Så tag fat i os

Her kan du møde teamet bag Den opsøgende indsats for uddannelse & kompetenceudvikling og læse mere om, hvilken hjælp vi tilbyder.

Læs artiklen