1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Organisation & Udvikling
  4. Fuldtid løfter effektivitet og kvalitet i rengøringen
En fremtid med fuldtid

PROJEKT

En fremtid med fuldtid

6 min læsetid

Fuldtid løfter effektivitet og kvalitet i rengøringen

Med flere medarbejdere på fuldtid i rengøringen bliver kvaliteten løftet, oplever to kommuner med høje andele af fuldtidsmedarbejdere.

Fuldtid løfter effektivitet og kvalitet i rengøringen
- Vi har lige haft et stillingsopslag med synlig rengøring og fuldtid, hvor vi fik 85 ansøgere. Det gør det nemmere at rekruttere, siger Ane Randleff, rengøringsplanlægger i Gladsaxe Kommune.
Bettine Romme Andersen
Bettine Romme Andersen

I både Herning og Gladsaxe Kommuner er andelen af medarbejdere i rengøringen, som arbejder fuldtid, langt over landsgennemsnittet.

Her er 6 ud af 10 på fuldtid.

Og hvad får man så ud af, at mange medarbejdere arbejder 37 timer i rengøringen?

Skab rammerne for fuldtid

Ifølge Herning og Gladsaxe Kommuner er der mange gevinster ved at skabe rammerne for, at mange kan arbejde på fuldtid.

Blandt andet bedre koordinering, mere fagligt kompetente medarbejdere, tættere dialog med brugerne, lavere sygefravær og en rengøringskvalitet, der er blevet bedre - uden at det har krævet større budgetter.

- Det giver bare god mening. Vi har tilfredse medarbejdere, og vi har tilfredse kunder, siger Ane Randleff, der er rengøringsplanlægger i Gladsaxe Kommune.

Herning og Gladsaxe Kommuner

I Herning Kommune er der 150 ansatte på rengøringsområdet, og andelen på fuldtid er 62,2 procent.

I Gladsaxe Kommune er der 200 ansatte på køkken- og rengøringsområdet, og andelen på fuldtid lyder på 59,2 procent.

Landsgennemsnittet er 24,7 procent.

Synlig rengøring skaber bedre koordinering

Lad os se på førnævnte fordele, som kommunerne fremhæver.

Begge kommuner opererer med synlig rengøring - altså at rengøringsmedarbejderne arbejder, mens fx skolen eller daginstitutionen er i brug i stedet for tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

- Tidligere gjorde vores medarbejdere rent, når vi ikke var der. Det giver meget bedre mening, at vi er på arbejde samtidig og kan få fat i hinanden. Det giver også nogle gode arbejdsvilkår og arbejdstider, som ligger inden for en dagsrytme, så det ikke foregår i de sene aftentimer, siger Peter Dalsgaard, chef for Drift og Service i Herning Kommune.

Tæt dialog med kunderne

Synlig rengøring kræver en god dialog med kunderne - altså de dagtilbud, skoler og andre institutioner, som rengøringsmedarbejderne arbejder på.

- Det starter selvfølgelig med, at vi har en god dialog med fx dagtilbudslederen om hvilke muligheder, der er. Hvordan er rytmen? Hvor er børnene hvornår? siger Peter Dalsgaard og suppleres af rengøringsplanlægger Ane Randleff.

- Vi skal hele tiden være i dialog med vores brugere om lokalerne og brugen af dem. Vores rengøringsmedarbejdere er en del af huset, så de hører også, hvis behov ændrer sig, og så kan vi lægge nye planer, siger hun.

Koordinering giver plads til fleksibilitet

Fagkoordinator og tilsynsassistent i rengøring Nord i Herning Kommune Sejla Bajric påpeger også, at medarbejderne, som kommer i huset hver dag, har en god føling med, hvordan lokalerne bliver brugt og på den måde kan være fleksible i udførelsen af arbejdet.

- Hvis vi har nogle lokaler, som kan være svære at komme ind i, så kan vi rykke et andet sted hen og komme tilbage senere.

Faglig dømmekraft kommer i spil

Begge kommuner har investeret systematisk i at opkvalificere medarbejderne til rengøringsteknikere. I Gladsaxe er omkring to tredjedele af medarbejderne i dag uddannede rengøringsteknikere, og kommunen arbejder efter kvalitetsstandarden INSTA 800.

- Vi uddanner til at forstå forskellige kvalitetsniveauer, og det er medarbejderne, som på baggrund af egne kompetencer og erfaringer beslutter, hvilken indsats der er nødvendig. Det har været vigtigt for at sætte medarbejderne fri i opgaven, forklarer Mette Olesen, der er servicechef i Gladsaxe Kommune.

I praksis betyder det, at en erfaren medarbejder selv kan vurdere, at et lokale, der ikke har været brugt, ikke behøver rengøring lige nu – og i stedet flytte indsatsen derhen, hvor behovet er størst.

- Fuldtid gør, at vi kan kompetenceudvikle vores medarbejdere. De står utroligt stærkt ude på stederne og kan bidrage til opgaveløsningen
Ane Randleff, rengøringsplanlægger Gladsaxe Kommune

Herning arbejder med en tilsvarende model, hvor medarbejderne er organiseret i selvstyrende teams, der selv koordinerer og omprioriterer opgaverne på stedet, hvis der opstår behov for det.

- Så man er selv med til at bruge sin faglige viden. Og ved at vi gør synligt rent og får koordineret, opnår vi en bedre rengøring. Vi kan flytte rundt på vores tid, og vi får mere rengøring for hver krone, vi anvender i dag end tidligere, siger han.

Hvorfor to kommuner satser massivt på fuldtid i rengøringen

Hvorfor to kommuner satser massivt på fuldtid i rengøringen

Flere på fuldtid i rengøring er win-win. Det giver jobs, man kan leve af, og sikrer samtidig tilknytning og rekrutteringsmuligheder.

Læs artiklen

Lavt sygefravær gør driften robust

En ofte overset gevinst ved fuldtid er en mere stabil bemanding. Begge kommuner fremhæver, at et lavere sygefravær blandt de fastansatte gør det lettere at planlægge – og reducerer behovet for eksterne vikarer, når nogen bliver syge.

I Gladsaxe løses vikardækningen af et fast korps af fuldtidsansatte afløsere, der møder ind på hovedkontoret hver morgen og fordeles ud til de institutioner, der har brug for hjælp den dag.

- Vi arbejder meget med nedbringelse af sygefravær, så vi har flere indsatser på det område. Vi har et lavt sygefravær, og det gør, at det, vi normalt skal planlægge efter, er ferie, omsorgsdage og seniordage – og så er der plads til, at en medarbejder ringer og har fået influenza, forklarer rengøringsplanlægger Ane Randleff.

Herning har en tilsvarende model med fire faste afløsere suppleret af tilkaldevikarer.

Effektivitet uden større budgetter eller mere transporttid

Et naturligt spørgsmål er, om flere fuldtidsstillinger kræver, at medarbejderne dækker et større geografisk område – og dermed bruger mere tid på transport. Her peger begge kommuner på, at en gennemtænkt ruteplanlægning har holdt udgifterne i ro.

- For os har det ikke ændret noget. Når vi laver vores opmålinger og planlægger, prøver vi at samle tingene, så vi ikke ligger og kører fra den ene ende af kommunen til den anden. Vores budgetter er ikke steget, siger Peter Dalsgaard.

I Gladsaxe udgør transport lidt over et årsværk, og transporttiden indregnes som en fast del af den samlede rengøringsøkonomi sammen med vikardækning, hovedrengøring og administration – men uden at det har ført til stigende omkostninger.

Se webinar: Sådan kan I lykkes med mange på fuldtid

Se webinar: Sådan kan I lykkes med mange på fuldtid

Hør erfaringerne fra to kommuner, der har arbejdet intensivt med at øge andelen af medarbejdere på fuldtid i rengøringen.

Læs artiklen
Nyhedsbrev til en fremtid med fuldtid

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra En fremtid med fuldtid

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, kan du forvente at blive opdateret på de seneste nyheder fra En fremtid med fuldtid 4-6 gange om året.

Tilmeld dig her