Fleksjob og faste rammer gav Carsten balancen tilbage

Efter et arbejdsliv med flere nedture end opture nyder den 57-årige cand.scient.pol. Carsten Balle de dage, hvor han tænder for arbejdscomputeren hjemme i rækkehuset i Lystrup, lige uden for Aarhus.

I dag har han et fleksjob 15 timer om ugen som AC-medarbejder hos Specialområde Udviklingshandicap under Region Midtjylland. Området driver fem tilbud til voksne med udviklingshandicap, som ligger spredt over hele regionen.

Her har han til opgave at rådgive specialområdets afdelings- og funktionsledere i forskellige typer af personalesager: sygefravær, advarsler, opsigelser. Når han guider lederne gennem den personalejuridiske jungle, sker det udelukkende via videoopkald eller telefon.

- Det er et spændende job, der holder mig intellektuelt skarp. Men det kan også være udfordrende. Jeg ved sjældent, hvor mange sager der venter på en arbejdsdag. Når telefonen ringer, kan jeg reagere fysisk: Jeg sveder og bliver nervøs. Men jeg ved, at jeg har styr på det faglige. Og dem, jeg rådgiver, fornemmer næppe, at jeg kan være lidt presset, siger Carsten Balle.

Da støjen blev for meget

De fysiske reaktioner, han i dag oplever i jobbet, kan på ingen måde sammenlignes med dem, han tidligere har været plaget af. Gennem sit arbejdsliv har han flere gange været nødt til at sygemelde sig, når kroppen bukkede under for belastningen.

Det begyndte så småt, da han for lidt over ti år siden blev ansat som AC-medarbejder i Psykiatrien under Region Midtjylland. Et åbent kontorlandskab ventede. Det var første gang i karrieren, han ikke havde sin egen dør. Han troede, han kunne vænne sig til det. Det kunne han ikke.

- Det begyndte simpelthen at gå galt. Mine ører opsnappede brudstykker fra alle samtaler i rummet; halve sætninger blev til ord uden sammenhæng. Indtrykkene kørte rundt i hovedet, og jeg kunne ikke samle mig om mine opgaver, fortæller Carsten Balle.

Sanserne kom på overarbejde

Han blev første gang sygemeldt i 2014, men kæmpede sig tilbage. Den følelsesmæssige belastning ved at passe et job med mange kolleger omkring sig blev dog kun værre i de følgende år.

- Når det var muligt, lånte jeg enmandskontorer. Ellers flyttede jeg mig rundt på arbejdspladsen for at finde ro. Ofte endte dagen som en konstant kamp for overlevelse. Nattesøvnen røg, og stressen bankede konstant på, fortæller han.

Med det konstante, høje stressniveau fulgte symptomer på en række andre lidelser:

- Min krop larmede, selv når alt andet var stille. Jeg udviklede angst og oplevede flere OCD-lignende træk. Pludselig udviste jeg også tegn på en spiseforstyrrelse, hvilket ikke er helt almindeligt for en mand i min alder.

En diagnose – og en forklaring

I løbet af 2020 var Carsten Balle så presset, at en ny, længerevarende sygemelding var uundgåelig. På trods af flere forsøg fra arbejdspladsens side lykkedes det ikke at skabe de rette rammer for hans arbejdsliv. Efter en lang sygemelding fulgte opsigelsen.

Efter afskedigelsen henviste hans egen læge ham til en privatpraktiserende psykiater, som, efter en længere udredning, stillede diagnosen Aspergers syndrom. Carsten Balle fortæller, at diagnosen ikke overraskede ham. De brikker, der tidligere havde ligget spredt, fandt pludselig hinanden.

- I virkeligheden forklarede det så meget. Jeg blev først diagnosticeret som 54-årig, men set i bakspejlet kan jeg godt se, at der altid har været noget. Jeg er et indadvendt menneske. Udover min nærmeste familie, min ekskone og vores tre børn, har jeg aldrig søgt social kontakt. Jeg trives bedst i mit eget selskab – også på arbejdet.

En ny chance i regionen

Alle landets regioner er omfattet af rammeaftalen om Det Sociale Kapitel. Aftalen er en del af overenskomsterne og har bl.a. til formål at fremme, at medarbejdere med nedsat arbejdsevne så vidt muligt kan forblive en del af organisationen.

I Carstens situation betød det, at der blev indledt en dialog om at finde et egnet job i regionen. Konsulent Mette Høiriis fra Det Sociale Kapitel i Region Midtjylland forklarer, at fokus blev rettet mod at finde en arbejdsplads, hvor Carstens kompetencer kunne komme alle parter til gode.

- Selvom man er neurodivergent, kan man fungere rigtig godt i det rette job. Men vi ved også, at det hurtigt kan blive en udfordring, hvis rammerne ikke passer. Opgaven var derfor at finde et sted, hvor Carstens evne til fordybelse kunne bringes i spil, forklarer hun.

Et fleksjob med plads til ro

Resultatet blev, at Carsten kom i arbejdsprøvning i sekretariatet for Specialområde Udviklingshandicap. Sekretariatet manglede en AC-medarbejder med kendskab til personalejura, som kunne arbejde selvstændigt.

Arbejdsprøvningen viste, at det var et godt match. Efter nogle måneder blev forløbet gjort permanent. Fleksjob 15 timer om ugen. Tre faste dage. En fast leder. Og faste pauser. Nu er det sådan, det er. Og sådan skal det forblive.

Nu arbejder han fem timer hver mandag, tirsdag og torsdag. Fra kl. 9 til 14. Hverken mere eller mindre. Kun én gang om måneden møder han fysisk op i fællessekretariatet til et personalemøde, der varer to timer.

- Vi er som regel 25 personer samlet. Og det er faktisk den eneste fysiske kontakt, jeg har med mine kolleger. Det er søde mennesker, men jeg har hverken brug for – eller savner – mere social kontakt, siger han.

Regelmæssig opfølgning med leder

Lizette Hoffensitz Nielsen, områdeleder for HR, økonomi og fælles sekretariat under Specialområde Udviklingshandicap, er Carsten Balles nærmeste leder og har den primære kontakt til ham i hverdagen. Hver anden uge taler de sammen via telefon eller videoopkald.

- For mig handler det om at identificere medarbejdernes individuelle behov og tilpasse min ledelse, så den enkelte – diagnose eller ej – trives og bruger sine kræfter der, hvor organisationen har brug for dem,” siger hun og fortsætter:

- Carstens kompetencer er særdeles efterspurgte. Men jeg ved også, at han kun trives fagligt, når han har det godt. Og her er det et vilkår, at han arbejder bedst hjemmefra, og derfor ikke skal tvinges til fysisk fremmøde.

Klar og enkel kommunikation

Hun peger på, at samarbejdet mellem de to bygger på gensidig tillid, da den reducerede kontaktform også har sine udfordringer:

- Jeg må stole på det, Carsten fortæller mig, og han er heldigvis god til at sige til, når noget presser ham. Det sidste er meget vigtigt, for når vi ikke ses fysisk, kan jeg ikke aflæse kropssprog eller stemning, som jeg ville kunne med en kollega, der sidder over for mig, siger hun.

Lizette Hoffensitz Nielsen er samtidig opmærksom på, at hendes kommunikation med Carsten ikke bliver for abstrakt.

- Carsten forstår ting, som de bliver sagt. Så jeg prøver at være meget konkret.

Hun har også instrueret de andre ledere i organisationen i kommunikation med Carsten.

- På tværs af organisationen er vi opmærksomme på, at alle ledere formulerer sig klart, når de henvender sig til ham. Spørgsmål skal være præcise og veldefinerede – uden plads til fortolkning. Ellers risikerer vi at skabe unødigt pres, siger hun.

Mangfoldighed gør alle bedre

At det kræver ekstra opmærksomhed fra alle niveauer i organisationen at inkludere en medarbejder med særlige behov, er sikkert. Men der er bestemt også gevinster. Det mener områdechef Hilde Elisabeth Thun fra Specialområde Udviklingshandicap i Region Midtjylland.

Hun slår fast, at regionen som offentlig virksomhed har et særligt ansvar for at skabe et rummeligt og inkluderende arbejdsmarked.

- Vi har haft flere medarbejdere på særlige vilkår inden for vores område. I kraft af vores værdier og menneskesyn er det naturligt, at vi går forrest og viser, at der er en plads til alle. Mangfoldigheden i vores medarbejdergruppe giver samtidig alle mulighed for læring. Og vi lærer hele tiden mere om hinanden.

Et arbejdsliv i balance

I dag, godt fire år efter diagnosen, føler Carsten, at han er landet. Han bruger fortsat meget energi på arbejdet, men han får også lov til at lade op.

Derfor håber han at kunne fastholde en 15-timers arbejdsuge i den resterende del af sit arbejdsliv. For restitutionsdagene er uundværlige for ham.

- Af samme årsag holder jeg også fast i, hvilket tidsrum det er muligt at kontakte mig. For når jeg stempler ud torsdag kl. 14, åbner jeg ikke arbejdscomputeren igen før mandag morgen.

For ham har fleksjobbet ikke været et skridt tilbage, men derimod en ramme, der gør arbejdet muligt.

- Jeg fungerer bare bedst, når jeg ikke skal kæmpe for at passe ind.