En madras på lederkontoret har ændret kulturen

Klokken er lidt over ti en almindelig onsdag formiddag i afdelingen ”Job og Sygdom” i Skive Kommune. Telefoner ringer, møder er i gang, og på gangen uden for sektionsleder Christian Rohr Konges kontor passerer medarbejderne hinanden med bærbare computere under armen og kaffekrus i hånden.

Christian Rohr Konge er 42 år, leder afdelingens 37 medarbejdere og har ansvaret for kommunens sygedagpenge- og fleksjobindsats. En typisk formiddag i hans arbejdsliv består af beslutninger, koordinering og overblik over sager, der samlet set beløber sig til millioner i budgettet.

Men inde på kontoret ændrer tempoet sig pludseligt. Ordene på Christians skærm begynder at flimre. Hans synsfelt driller. Først svagt. Så tydeligere. I højre side opløses teksten. Christian læner sig tilbage. Han ved, hvad der er på vej.

Han tager to hovedpinepiller og et glas vand. Han ruller gardinet ned. Han sætter telefonen på lydløs. Han trækker madrassen ud langs væggen og lægger sig med en sovemaske for øjnene.

Udenfor fortsætter arbejdet. Indenfor er der mørkt og stille.

Halvanden time senere er flimren væk. Hovedpinen er der stadig, men nu er den til at arbejde med. Christian sætter sig op, logger på computeren og fortsætter dagen.

Et vilkår, der altid har været der

Christian lider af migræne med aura – en form for migræne, der begynder med tydelige forvarsler, såsom synsforstyrrelser, før den kraftige hovedpine sætter ind. Han er langt fra alene.

Der findes mere end 200 forskellige former for hovedpinesygdomme, og migræne og spændingshovedpine er blandt de mest udbredte. Mindst hver tiende voksne dansker lever med migræne i varierende grad, og for mange får smerterne konsekvenser for arbejdslivet – i perioder så alvorlige, at arbejdstid og opgaver må ændres, eller arbejdslivet helt må opgives.

For Christian Rohr Konge har migrænen været en del af livet, siden han var 13–14 år. Det første anfald kom efter en intens badmintonkamp. Dengang anede han ikke, hvad det var. Nu kender han mønsteret.

Auraen fungerer som et varsel: synsforstyrrelser, flimmer og en tydelig fornemmelse af, at noget er på vej.

- Når auraen viser sig, kan jeg ofte nå at tage anfaldet i opløbet, vel at mærke hvis jeg reagerer med det samme, lægger mig ned og får et par timers hvile. Bagefter kan jeg egentlig det meste. Jeg kan stadig holde samtaler og træffe beslutninger. Men dem, der kender mig godt, kan måske mærke, at jeg er lidt mere afdæmpet end normalt, siger han.

Det er netop dér, forandringen viser sig. Efter et anfald, hvor migrænen har været på vej, er Christian ikke helt den samme leder som før. Til daglig er han hurtig, idérig og fremadrettet, men det kan migrænen ændre.

- Jeg lytter mere. Jeg bliver mere rolig. Jeg tror faktisk, at jeg nogle gange træffer bedre beslutninger, fordi jeg ikke haster så meget.”

Bliver på kontoret

En del af Christians anfald opstår i arbejdstiden, ofte i perioder med højt arbejdspres.

- For mig er migræne eller hovedpine ikke automatisk ensbetydende med sygdom. Hvis jeg håndterer det rigtigt, kan jeg ofte justere min arbejdsdag i stedet for at melde mig syg, siger han og fortsætter:

- Jeg ser det derfor ikke som et handicap. Jeg har generelt meget få sygedage og næsten aldrig længerevarende fravær.

Løsningen med madrassen opstod efter et uheld i privaten, hvor Christian slog hovedet ind i en luge på sin sejlbåd. Det gav en hjernerystelse med dertil følgende symptomer. En læge anbefalede fuld ro derhjemme, men det fungerede ikke for Christian.

- Jeg kunne ikke ligge hjemme med nedrullede gardiner. Jeg havde brug for at være på arbejde.

I stedet for en længere sygemelding indrettede han sit kontor, så han kunne hvile sig i arbejdstiden. Han købte en madras, et tæppe og en pude og placerede dem på kontoret.

- Det kostede omkring 500 kroner. Det var det, der skulle til. Madrassen er blevet liggende på kontoret, så den bruger jeg nu, når auraen viser sig, siger han.

En ny kultur er opstået

Christian har ikke lanceret madrassen på et personalemøde eller skrevet den ind i en politik.

- Jeg har aldrig tænkt det som et ledelsesmæssigt greb. Det er bare det, der virker, siger han.

Alligevel har madrassens tilstedeværelse på lederens kontor haft betydning for hverdagen i afdelingen. Når han uden forklaring kan lægge sig midt på arbejdsdagen og komme tilbage igen, ændrer det opfattelsen af, hvad der er normalt. Ifølge Christian har det rykket kulturen fra enten-eller til både-og-tænkning.

- I vores afdeling behøver man ikke at have dage, hvor man enten er rask eller syg. Man kan godt være midt imellem og stadig være en del af arbejdsfællesskabet. Det sender vel et signal om, at man kan tage hensyn til sig selv og stadig passe sit arbejde, mener han.

Efter introduktionen af madrassen på lederens kontor har flere medarbejdere fortalt, at de også har migræne.

- Det vidste jeg ikke før. Enten fordi de ikke sagde det – eller fordi der ikke var plads til det.

Det bliver lettere at sige det højt

En af dem er Mariann Bertel Aarup, 58 år, og jobkonsulent i afdelingen. Hun har været ansat i mere end 20 år og har selv migræne.

- Jeg synes, det er rart, at Christian er åben om det. Når ting bliver italesat, er det nemmere at forstå, hvad der foregår, siger hun.

Hun oplever ikke, at Christian leder anderledes på dage, hvor et migræneanfald har været under opsejling.

- Man kan godt se, at han ikke er på toppen, men jeg synes, han stadig formår at lede på samme måde. Der kan indimellem være møder, der bliver aflyst, men det kender jeg jo også fra mig selv.

For hende har det gjort en forskel, at lederen selv taler åbent om en usynlig lidelse.

- Det gør det mere legitimt. Der kommer en større forståelse for, at man kan have dage, hvor tempoet er lavere, siger hun.

Mariann håndterer selv sine anfald forskelligt. Nogle gange arbejder hun videre og kollapser først, når hun kommer hjem. Andre gange må hun tage hjem med det samme.

- Jeg forsøger at finde en balance. Hvis jeg vågner med migræne, melder jeg mig ikke nødvendigvis syg med det samme. Ofte kan jeg møde senere og komme igennem dagen alligevel. Den fleksibilitet betyder noget.

Hun ser Christians åbenhed som en styrke.

- Det giver en anden forståelse. Det, der er skjult, er svært at forholde sig til. Når det bliver sagt højt, bliver det mindre problemfyldt.

En holdbar måde at være leder på

Den vigtigste erkendelse for Christian er kommet med tiden. Han fortæller, at han med årene er blevet bedre til at forstå sammenhængen mellem hoved og krop.

- Da jeg accepterede, at det var nødvendigt at lytte til kroppen, fik jeg færre anfald og blev en bedre leder, siger han.

Tidligere arbejdede han længere, forberedte sig mere og pressede sig selv hårdere.

- Med tiden har jeg måttet erkende, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Det er bare mere.

I dag prioriterer han skarpere og reagerer med det samme, når symptomerne viser sig. Det betyder færre sygedage og en mere stabil ledelse. Når han lægger sig på madrassen og vender tilbage igen, er det ikke et kompromis. Det er en metode.

- Jeg har ikke brug for, at mit arbejdsliv ligner alle andres. Jeg har brug for, at det er holdbart. Hvis jeg fortsat havde ignoreret kroppen eller forsøgt at skjule migrænen, var jeg sandsynligvis gået tabt som leder.