
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
2 min læsetid
Pædagogen Emma gik op i tid med stjernestunder
Da pædagog Emma Goul fik medindflydelse på, hvad den ekstra tid skulle bruges på, var hun klar til at prøve flere timer i børnehaven.

Video kan ikke afspilles
For at afspille videoen skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.

Emma Goul er pædagog i Børnehuset Tusindfryd i Aarhus, og hun var skeptisk, da de først begynde at tale om op i tid på hendes arbejdsplads som en del af indsatsen En fremtid med fuldtid.
- Da vi startede projektet, tænkte jeg, at jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til flere timer i det samme arbejdsmiljø, fortæller hun.
Men da Emma Goul, der også er tillidsrepræsentant, fik at vide, at de medarbejdere, der ønskede at gå op i tid, fik halvdelen af den ekstra tid til forberedelse og den resterende halvdel sammen med børnene, begyndte hun at overveje det.
- Når jeg kun har én time til at forberede møder, læse referater og lave dokumentation, levner det ikke meget tid til selve planlægningen af de pædagogiske aktiviteter. Så kan det hurtigt blive noget, jeg må hive op af hatten om morgenen, siger hun i en artikel på Aarhus Kommunes hjemmeside.
Med udsigten til flere stjernestunder med børnene besluttede hun sammen med tre andre kollega at gå op i tid i en prøveperiode.
Stjernestunder på ture ud af huset
Den ekstra time til børnene betyder, at Emma nu kan arrangere en cykeltur med børnene hver tirsdag.
- Nu er der tid til, at børnene stille og roligt kommer i flyverdragterne og ud af huset, siger hun.
Og den ekstra time til forberedelse har givet mere kvalitet for børnene og større arbejdsglæde for medarbejderne.
Blandt andet fordi medarbejderne har større indflydelse på at fordele tiden, efter de opgaver og behov, der er, siger pædagogisk leder Janne Klode Damgaard.
- Nogle gange kræver en opgave to timers fordybelse – og det skal der være plads til, men de ekstra timer skal også komme børnene til gode. Derfor har jeg haft en god snak med medarbejderne og bedt dem forholde sig til, hvordan tiden bedst kan bruges til at planlægge den pædagogiske praksis på stuerne, siger hun til Aarhus Kommunes hjemmeside.
Alle er blevet på det nye timetal
Alle medarbejderne i Børnehuset Tusindfryd, der afprøvede flere timer, har ønsket at forblive på deres nye timeantal.
Det betyder, at 4 ud af 6 pædagoger er gået op i tid, og det har givet 8,5 ekstra timer til arbejdspladsen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra En fremtid med fuldtid
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, kan du forvente at blive opdateret på de seneste nyheder fra En fremtid med fuldtid 4-6 gange om året.









