6 min læsetid
Kommuner klædes på til onboarding af unge
7 kommuner sætter spot på arbejdet med at tiltrække og tilknytte flere unge på sundheds- og ældreområdet.



Morsø Kommune er en af 7 kommuner, som i år zoomer helt ind på at lykkes med at tiltrække, tilknytte og udvikle unge medarbejdere på sundheds- og ældreområdet.
Mange ledere på sundheds- og ældreområdet kæmper med at rekruttere og tilknytte de unge og ikke mindst forstå, hvad der driver og motivere de unge.
Kommuner inviteres til workshop
Derfor har Fremfærd Sundhed og Ældre udviklet en række værktøjer og indsigter til ledere på sundheds- og ældreområdet og indbudt interesserede kommuner til en workshop.
De vil blive afholdt lokalt i de enkelte kommuner fra april og frem til sommer og give inspiration, konkrete greb og mulighed for lokal dialog om, hvordan kommunerne kan styrke deres fokus på unge og arbejdskultur.
Bygge bro mellem generationer
I Morsø Kommune deltager 45-50 medarbejdere og nøglepersoner i workshoppen.
- Vores workshop afvikles med både ledere, oplæringsvejledere og elever, så vi i fællesskab kan være nysgerrige på, hvordan vi kan bygge bro mellem generationer, siger uddannelsesleder Annette Bundgaard Sø.
“Det stiller nye krav”
Hun er ansvarlig for cirka 100 SOSU-elever fordelt på plejecentre og i hjemmeplejen. Derudover har arbejdspladserne selv unge ansat.
- Det stiller nye krav til ledelse samt ”ældre” medarbejderes forståelse af den unge generations normer, værdier og adfærdsmønstre. På workshoppen bliver det spændende at få de unges perspektiv på det, siger Annette Bundgaard Sø og understreger, at kommunen netop nu arbejder på en ny branding- og rekrutteringsstrategi netop for at tiltrække flere unge til SOSU-faget.
Vi skal gøre noget særligt for de unge
Også Slagelse Kommune har tilmeldt sig workshoppen. Her er Sundhed og Ældre netop færdige med at udarbejde en strategi for, hvordan de på tværs af hjemmepleje og plejecentre kan arbejde med tiltrækning og tilknytning af SOSU-medarbejdere.
- Her har vi en opmærksomhed på, at vi skal gøre noget særligt i forhold til at kunne tiltrække de unge og tilknytte dem over længere tid, siger konsulent i Slagelse Kommune Pia Mejnertsen.
Ledere efterlyser mere viden
Derfor ser de workshoppen som en oplagt mulighed til at indfri nogle af de ambitioner og den vision, de har med strategien, samt få ny viden og konkrete idéer til det fremtidige arbejde.
- Vores ledere i ældreplejen efterlyser mere viden om de unges tanker og tilgange til arbejde samt særlige ledelsesgreb og værktøjer, til at blive endnu dygtigere til at samarbejde med og lede de unge, siger Pia Mejnertsen.
“Vi gør forskellen” på Instagram
Også Assens Kommune har takket ja til at deltage i den gratis workshop, hvor der bliver delt erfaringer og værktøjer fra Fremfærd Sundhed og Ældre-projektet “Unge medarbejdere og arbejdskultur”.
Assens Kommune har tidligere deltaget med 10 deltagere i netop det projekt. De deltog i to workshops, hvilket var spændende og inspirerende, fortæller projektkonsulent Elin Dalsgård, der er konstitueret teamleder for uddannelsesafdelingen.
- Efterfølgende har vi holdt opsamlingsmøder med de unge, der deltog, og deres ledere og har bl.a. oprettet en Instagramprofil #vigorforskellen. Her fortæller unge om deres arbejdspladser på en sjov og uformel måde, siger Elin Dalsgård og oplyser, at profilen har 536 følgere.

Læs publikation og skab en attraktiv arbejdsplads for unge
Ny interaktiv publikation giver indsigter og værktøjer til ledere på sundheds- og ældreområdet.
Læs artiklen10 elever med til workshop
Til den nye workshop har kommunen inviteret 30 deltagere med. Det er både elever, nyuddannede social- og sundhedshjælpere/ social- og sundhedsassistenter, uddannelsesansvarlige, TR og ledere.
- Vi inviterer 10 elever med, fordi vi gerne vil have mere fokus på omboarding. Vi inviterer også de uddannelsesansvarlige med, så vi får et fælles fokus på, hvad de unge har brug for, siger Elin Dalsgård.

Spirejobbere bliver elever
Hun oplever, at unge bedst tiltrækkes gennem et stærkt arbejdsfællesskab, høj faglighed og tilgængelighed til lederne, og at de bedste ambassadører for faget er de unge selv.
- Selvfølgelig skal lederne være klædt på, men de bedste til at tiltrække unge er andre unge. Derfor har vi - for at styrke fællesskabet - indført studie- og kulturcaféer for eleverne, når de er i oplæring i Assens Kommune. Vi har også ansat 35 spirejobbere, som er unge under 18 år, der i stedet for at sidde nede i Netto to timer hver torsdag, kommer ud og laver aktiviteter med borgere på plejehjemmet, siger Elin Dalsgård.
Ideen er at gøre de unge interesseret i velfærdsområderne. Samtidig er samværet med de unge et frisk pust for de ældre borgere på plejehjem.
- Vi kan se, at der er nogle af dem, som vi efterfølgende rekrutterer som elever, der har været spirejobbere. Det tog lidt tid at få spirejob-ordningen i gang, men nu kommer de unge selv og spørger, om vi har et job, siger hun.
Første workshop den 21. april
De 7 kommuner, der har tilmeldt sig workshoppen er foruden Morsø, Slagelse og Assens også Vordingborg, Vejen, Faxe og Gribskov.
Kommunerne forpligtiger sig til at stille med et hold af både unge medarbejdere/elever samt ledere og nøglepersoner deltager på dagen.
Det er Komponent - Kommunernes Udviklingscenter, der faciliterer de 7 workshops. Den første workshop finder sted 21. april i Vordingborg.




