1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Ældre og Sundhed
  4. "Jeg savner min mor" – opsporing af ensomhed kræver mod til at spørge
Forebyggelse på ældreområdet

PROJEKT

Forebyggelse på ældreområdet

6 min læsetid

"Jeg savner min mor" – opsporing af ensomhed kræver mod til at spørge

Med undervisning i emotionel intelligens og samtalekort er hjemmeplejen i Sønderborg blevet bedre til at fange ensomhed, andre ville have overset.

"Jeg savner min mor" – opsporing af ensomhed kræver mod til at spørge
Joanna Wolf, brobygger og projektleder i Sønderborg Kommune, holdt oplæg for ledere og medarbejdere i ni kommuner, der alle deltager i Fremfærd-projektet "Forebyggelse på ældreområdet."
Irene Aya Schou
Irene Aya Schou

Jo ældre vi bliver, jo større er risikoen for at føle sig ensom. I Sønderborg Kommune er medarbejdere i hjemme- og sygeplejen derfor ved at lære at spotte ensomhed hos de ældre borgere – og tage de svære samtaler, når de opstår.

Lytte uden at afbryde

Det sker gennem projektet ”Vær med - Forbundethed”, der tager udgangspunkt i, at man for at kunne opspore ensomhed skal have en særlig sensibilitet, empati og medfølelse.

- Man skal forstå, hvordan det føles at være ensom og formå at kunne give den ældre udelt opmærksomhed og lytte til deres bekymringer uden at afbryde, siger Joanna Wolf, der er brobygger og projektleder i Sønderborg Kommune.

Kort om ”Vær med – Forbundethed”

Projektet ”Vær med – Forbundethed” løber fra september 2025 til september 2027 og er finansieret af Social og Boligstyrelsen. Målet er at styrke kompetencer for omsorgs- og plejepersonalet i arbejdet med ensomheden og mistrivsel.

Emotionel intelligens

Alle medarbejdere i hjemme- og sygeplejen har fået undervisning i vitaliserende kommunikation og emotionel intelligens af konsulentfirma HUMI.

Deltagerne træner evnen til at forstå egne og andres følelser fx hvad det betyder, når en ældre borger siger, at han savner sin mor.

- Vi er gode til at snakke i hjemmeplejen, men hvad snakker vi om? Er det kompressionsstrømper, vejret og ufred i verden? Eller får vi spurgt dybt ind til, hvad der interesserer borgeren? Om de har kontakt til deres familie? Om de kommer ud af huset? siger Joanna Wolf.

“Jeg savner min mor”

Det er disse spørgsmål, der gør, at man kan opspore ensomhed. Joanna Wolf har besøgt alle hjemmeplejegrupper, og hun har lagt mærke til, at mange især yngre medarbejdere har svært ved at spørge ind til det ‘dybe’.

- De udfører deres opgaver, men ved ikke altid, hvordan de skal tale med de ældre om følelser, siger hun.

En medarbejder fortalte, at hun havde spurgt en 85-årig borger om, hvad han savner. Han svarede, at han savner sin mor. Medarbejderen havde spurgt, hvad han mente, da moderen har været død i mange år, og han svarede: “Jeg savner fællesskabet omkring familien. Min mor var god til at samle familien.”

- Det er vigtigt at spørge ind, for sådan et svar kan godt misforstås. Medarbejderne fortæller generelt, at de efter undervisningen er kommet tættere på borgere, og at de har en større forståelse af kommunikation i mødet med borgere, siger Joanna Wolf.

Drømmesamtaler – 52 kort

Medarbejderne i hjemmeplejen er også blevet introduceret for såkaldte Drømmesamtaler udviklet af Ældre Sagen.

Drømmesamtaler består af 52 samtalekort, fordelt på fire kategorier: Livsgnister, Dagdrømme, Erfaringer og Eftermæle. Hvert kort har et spørgsmål på den ene side og en tegning på den anden side.

Tegningerne skildrer et drømmeunivers, hvor alt kan ske. Begge sider kan fungere som inspiration til samtaler om borgerne drømme og ønsker.

- Det kan virke som banale spørgsmål, men de giver en anden dybde i samtalen og viser, at vi interesserer os for den person, vi har med at gøre, siger Joanna Wolf.

Hvad er drømmesamtaler?

'Drømmesamtaler' er et sæt samtalekort skabt som inspiration til samtaler, vi ellers ikke ville have haft. Kortene kan bruges af alle – i ældreplejen, på aktivitetscentre, til familiefesten og når frivillige tager på besøg. Sættet indeholder 52 kort med spørgsmål og emner, der styrker relationer og giver gode og indholdsrige samtaler. Drømmesamtaler er skabt af Ældre Sagen i samarbejde med ældre og medarbejdere fra Langeland, Gentofte, Slagelse, Rudersdal, København og Haderslev kommuner.

Stikord skrives ind i Cura

Hun understreger, at samtalekortene bruges til at udforske borgerens ressourcer, motivation og livsglæde, og at det er vigtigt, at den viden, medarbejderen får om borgeren gennem samtalerne, ikke går tabt.

- Derfor arbejder vi med, at svarene skrives ind i vores dokumentationssystem Cura under “motivation”, for selv få stikord kan gøre, at ens kollega hurtigere kan komme tæt på borgeren, siger Joanna Wolf.

Brobygning til civilsamfundet

Mens hjemmeplejens opgave er at opspore ensomhed blandt ældre, er det civilsamfundsambassadørernes opgave et brobygge over til civilsamfundet.

Kommunen har ansat fire civilsamfundsambassadører - en i hvert distrikt. De skal tage borgerne i hånden og sørge for, at de kommer godt ind i nye fællesskaber.

- De to indsatser spiller godt sammen. Det er ikke nok at spotte ensomme ældre. Der skal også være nogle, der holder dem i hånden, finder den rigtige aktivitet og flytter dem helt ud til aktiviteten, siger Joanna Wolf.

Fra modtager til frivillig

Af de borgere, der er blevet henvist til civilsamfundsambassadørerne, er 64 procent kommet i gang med en aktivitet. Det kan være at gå tur med naboen eller deltage i en kaffeklub.

Det er ikke afgørende, hvilken aktivitet det er. Det vigtigste er, hvad borgeren har lyst til, pointerer Joanna Wolf.

Og er der ikke lige den rigtige aktivitet, kan det være, at den ældre selv kan skabe den og på den måde gå fra at være modtager til at blive frivillig.

- Det kan være en borger, der gerne vil have en besøgsven, men der er to års ventetid. Her er vi i kommunen begyndt at tænke ud af boksen og spørge borgeren: Hvad med, at du selv bliver besøgsven for en anden? siger hun.

Ingen god borgerkontakt uden samarbejde

“Vær med - Forbundethed” hænger tæt sammen med Sønderborg Kommunes strategi, den såkaldte “Sønderborg-model”, der har været implementeret siden 2021.

Strategien beskriver bl.a., hvordan man tværfagligt arbejder sammen i hjemme- og sygeplejen.

- Uden kendskab og gode relationer internt, kan man ikke skabe relationer og spotte potentialer hos borgerne. Derfor er der afsat utrolig meget tid til dialoger og møder i de små teams, siger leder af visitationen Camilla Breindahl Thørring.

Visitationen inddrages i værdiarbejde

Også visitationen er inddraget i ‘værdiarbejdet’ med at finde borgernes mål og drømme. Ofte har visitationen det første møde med den borger, der kontakter kommunen.

- Allerede her skal vi have blik for borgerens ressourcer og potentialer i stedet for blot at sætte indsatser i gang. For vi tror grundlæggende på, at alle borgere ønsker at være så selvstændige som muligt, og at alle borgere ønsker at vedligeholde deres funktionsniveau, siger Camilla Breindahl Thørring.

Om denne artikel

Denne artikel bygger på et oplæg, som Joanna Wolf og Camilla Breindahl Thørring holdt den 26. august 2026 i Middelfart for 40 ledere og medarbejdere fra ni kommuner. Kommunerne er alle med i projektet “Forebyggelse på ældreområdet.”

Projektet gennemføres i et tæt samarbejde mellem KL, FOA og Ergoterapeutforeningen i regi af Fremfærd Sundhed og Ældre. Der afholdes i alt fire heldagsnetværksmøder for de deltagende kommuner. Fjerde og sidste gang, de ni kommuner mødes, er 8. oktober i København.