Onboarding: Sådan fandt Sidsel fodfæste på arkivet

Hun sidder bøjet over en ældgammel fotoalbum. På de gulnede sider toner sort-hvide fotografier frem i sirligt arrangerede rækker: mænd i mørke frakker, kvinder med hatte, børn med blanke sko, der smiler skævt ind i fortidens kamera. Sidsel von Qualen registrerer dem ét for ét, føjer system til støvet og orden til historien.

Det er dér, hun finder ro. I strukturen. I gentagelsen. I at en opgave har en begyndelse og en slutning.

- Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan nørde. Hvor jeg kan forsvinde ind i historien og ikke blive væltet af alt det, der foregår udenfor, siger hun.

Sidsel von Qualen er 37 år, cand.mag. i tysk og historie. Og hun kender også til de mørkere spor, der løber gennem et liv. Stress. Angst. Den mur, hun ramte igen og igen. Og diagnosen, der til sidst satte navn på det hele: Aspergers syndrom.

I dag arbejder hun 32 timer som arkivar hos Historie Haderslev. På ordinære vilkår. Men vejen hertil har været fuld af bump og er bl.a. gået gennem et selvforståelsesforløb, en praktik, et fleksjob og frem for alt en leder, der valgte at spørge åbent fra første dag.

Et arkiv med mange spor

Det historiske arkiv er ikke blot en lille samling støvede papirer i et kælderrum under byens rådhus.

Under leder Bent Vedsted Rønne har arkivet i tre årtier udviklet sig markant. Arkivet er i dag spredt over flere kommunale lokaliteter og rummer bl.a. arkivalier for Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Vejen kommuner, to museer og en omfattende lokalhistorisk samling. 24 medarbejdere har deres gang her – og hele 17 af dem er ansat på særlige vilkår.

Her er inklusion ikke et særprojekt. Det er en hverdag. En driftsmæssig praksis, vil nogen nok mene. Arkivet har gennem årene haft både akademikere, ufaglærte, folk i fleksjob og frivillige tilknyttet. Nogle med særlige udfordringer. Andre uden. De fleste er blevet hængende.

- Vi er en social arbejdsplads, siger Bent Vedsted Rønne og fortsætter:

- Vi tager hensyn til hinanden, og det ligger i kulturen, at nye medarbejdere bliver mødt med forståelse, uanset om man har en udfordring eller ej.

Et arbejdsliv med flere bump

En af dem, der havde brug for forståelsen, var Sidsel von Qualen. Hun er dansk, men har tyske aner. Efter endt kandidateksamen fra Aarhus Universitet landede hun i det, hun troede var drømmejobbet: Underviser på en tysksproget efterskole i grænselandet.

Her arbejdede hun i flere år, men de mange skift i efterskolens cyklus var udfordrende, og jobbet viste sig vanskeligt at balancere. Flere gange ramte hun muren med stress og angst, og sygemeldinger var den eneste udvej.

- Jeg har altid vidst, at jeg har brug for struktur. Men først da jeg som voksen fik min diagnose, forstod jeg, hvor meget det betyder for mig at fastholde den – også når jeg bliver presset, fortæller hun.

Hun måtte sige farvel til jobbet på efterskolen og så pludselig både arbejds- og privatliv falde fra hinanden. Hun trak sig fra sociale aktiviteter og søgte tilflugt hos sine forældre. Men da det så sortest ud, trådte Haderslev Kommune til med en hjælpende hånd.

De tilbød et selverkendelsesforløb for autister, der gav hende redskaber til at læse sine egne mønstre. Hun lærte, hvordan hun både arbejdsmæssigt og privat kunne planlægge pauser, skabe ro og sige nej, før det blev for meget.

Onboarding – trin for trin

Da kommunen bagefter gav hende mulighed for at komme i praktik, havde hun kun ét ønske: et arkiv. Et miljø med ro, fordybelse og historisk materiale, man kan nørde med i afgrænsede opgaver.

Hun startede i det små på det historiske arkiv: seks timer fordelt på to dage, hvor hun havde til opgave at registrere billeder fra Genforeningen i 1920.

- Det gav mig ro at have én opgave, jeg kunne fokusere på. Jeg byggede systemer op og kunne langsomt mærke, at jeg kom i gang igen, siger hun.

For Bent Vedsted Rønne var det afgørende at få én ting afklaret, da han forud for praktikkens opstart havde sin første samtale med Sidsel.

- Jeg spørger altid: Hvad er dine udfordringer, og hvad skal jeg være opmærksom på? Det er bedre at kende det hele fra start end at opdage det senere. Det gør onboarding lettere, fortæller han.

Sidsels onboardingforløb blev herefter tilrettelagt trin for trin: afprøvning af opgaver, gradvis optrapning af timer, og hele tiden en åben dialog. Fleksibiliteten var central. Sidsel kunne lukke døren til sit kontor, når der var brug for ro, arbejde hjemme efter behov og selv melde ud, når noget blev for meget.

Fleksjobbet var et vigtigt skridt

Efter et år blev hun tilkendt fleksjob på 12 timer. Timerne i arkivet blev fordelt på fire dage, og hun fik nye opgaver som formidling og udstillingsarbejde.

- Fleksjobbet gav mig en tryg base. Jeg havde mulighed for at bidrage fagligt uden at blive presset ud over kanten, fortæller hun.

Men hun bar stadig på en drøm: at vende tilbage til ordinær beskæftigelse.

For selv om fleksjobbet på mange måder skabte ro og hele tiden udviklede sig med flere og flere ugentlige timer, fulgte en anden slags uro med: usikkerheden om økonomien.

- Flekslønsydelsen var varierende. Jeg kunne aldrig helt regne med, hvad jeg fik udbetalt. Jeg længtes efter den forudsigelighed, der ligger i at tjene sin egen, faste løn, siger hun.

For hende var det ikke kun et spørgsmål om kroner og øre. Det handlede også om selvstændighed og identitet.

- Jeg ville ikke være afhængig af systemet. Jeg ville stå på egne ben, siger hun.

Springet til ordinær ansættelse

Sammen med jobcentret fandt hun og Bent en løsning: en tre måneders prøveperiode på 32 timer, hvor hun kunne arbejde ordinært uden at miste fleksjobrettighederne.

- Det gav os et sikkerhedsnet, fortæller Bent Vedsted Rønne.

- Hvis det ikke fungerede, kunne vi rulle tilbage. Men jeg var nu ikke i tvivl om, at Sidsel havde mere at give.

I august sidste år begyndte hun på 32 timer.

- Jeg havde forberedt mig på, at det ville blive hårdt. Men det modsatte skete. Det gav faktisk ro. Jeg kunne nå opgaverne, arbejde i dybden, og gå hjem med en følelse af at være færdig, fortæller hun.

For arkivet har den ordinære ansættelse af Sidsel også været en gevinst, fortæller Bent Vedsted Rønne.

- For os handler det ikke om, hvorvidt en medarbejder har en diagnose. Det handler om, hvad man kan bidrage med. Og Sidsel passer perfekt ind i vores verden. Hun er struktureret, og hun ser kritisk på historien på en måde, vi har brug for, siger han.

Balancen mellem arbejde og fritid

I dag er det en vigtig forudsætning for Sidsels trivsel, at den rammesætning, som blev etableret under onboardingfasen, fortsat er til stede. Hun holder blandt andet fast i, at fredagen er fridag.

- Jeg siger altid til Bent: Jeg tjekker ikke noget, før jeg er tilbage mandag. Jeg har brug for at koble helt af, siger hun.

Hun bruger stadig redskaberne fra selvforståelsesforløbet: at sige nej, planlægge restitution og dele opgaver op i overskuelige bidder.

- Jeg har lært at trække mig, når jeg mærker, det bliver for meget. Og jeg ved, jeg kan sige det til Bent. Den tryghed betyder alt, siger hun.

Når inklusion kræver mere end velvilje

Bent Vedsted Rønne understreger, at inklusion kræver mere end blot gode intentioner.

- Det kræver opmærksomhed og planlægning. Når man har mange ansatte i fleksjob eller på særlige vilkår, skal man også kende sit personale. Nogle siger ja, selv om de burde sige nej, og så må man som leder hele tiden aflæse signalerne.

I dag er Sidsel fuldt integreret på arbejdspladsen og bidrager til projekter, udstillinger og koordinering af arkivets frivillige.

- Den største sejr for mig kom, da jeg blev ordinært ansat igen. Nu føler jeg, at jeg står på egne ben igen, siger hun.