PROJEKT
SAMMEN MOD VOLD
5 min læsetid
Når noget voldsomt sker skal man ikke være i tvivl om næste skridt
Action cards og fælles retningslinjer giver klare svar, når børn udviser voldsom adfærd i dagtilbud. Målet er både at passe på de ansatte og hjælpe børnene bedre.
Hvad gør man, når et barn bider, slår, truer eller sparker? Hvad gør man, når en forælder har truende adfærd? Hvornår er der brug for støtte? Hvilken støtte er den rigtige? Hvem skal informeres?
Når en voldsom episode opstår i en daginstitution, er der mange spørgsmål at tage stilling til på én gang.
Action cards gør det lettere at handle i situationen
- Når du som medarbejder lige er blevet ramt af noget voldsomt, kan man ikke forvente, at du på stående fod kan huske alle procedurer og vide præcis, hvad der skal gøres. Derfor har vi gjort det nemmere at finde de næste skridt. Vi ved, at det fjerner noget utryghed, når man ikke skal være bange for at gøre noget forkert eller glemme noget vigtigt.
Det fortæller Annelise Nørsøller, der er chef for dagtilbudsområdet i Horsens Kommune.
Horsens Kommune deltager i den landsdækkende indsats Sammen mod vold, trusler og chikane. Her arbejder de med at skabe en mere fælles og systematisk tilgang til voldsom adfærd på børneområdet. Deltagerne har bl.a. udviklet en række action cards og fælles retningslinjer, der skal hjælpe medarbejdere og ledere med at handle, når noget sker.
Action cardsene fungerer som konkrete handlevejledninger, der beskriver, hvad medarbejdere og ledere skal være opmærksomme på, og hvem der skal gøre hvad efter en konkret episode. De hjælper også med at afklare, hvornår andre skal informeres eller inddrages, og hvornår der kan være behov for yderligere støtte.
Vi skal være enige om at tage vold og trusler alvorligt
Action cardsene går hånd i hånd med en samling nyudviklede fælles retningslinjer, der beskriver kommunens overordnede tilgang til voldsom adfærd på dagtilbudsområdet: Sådan arbejder vi med det, og sådan passer vi på medarbejderne.
- Vi siger, at skridt et er, at medarbejdere og ledere kender til den fælles overordnede tilgang. Vi er meget tydelige omkring, at vold og trusler er noget, vi tager alvorligt, og at vi har en samlet måde at reagere på, når det opstår, siger Annelise Nørsøller.
Gitte Werborg er en af deltagerne i Sammen mod vold, trusler og chikane og har været med til at udvikle både retningslinjer og action cards. Hun arbejder som dagtilbudsleder i Dagtilbud Østbirk, der består af 3 dagtilbud fordelt på forskellige matrikler og også har tilknyttet en række dagplejere.
Hun fortæller, at Dagtilbud Østbirk gennem flere år har arbejdet med opfattelsen og italesættelsen af vold og trusler. Det har været – og er til en vis grad stadig - en udfordring at få medarbejderne til at registrere episoderne. Det handler bl.a. om, at man som pædagog kan tænke, at små børn jo ikke kan gøre for det.
Men at tage medarbejdernes oplevelser alvorligt er ikke det samme som at stemple et barn som voldeligt eller forkert, siger hun.
– Men episoderne skal altså registreres, også når de umiddelbart kan virke små. Ellers mister vi overblikket over, hvor ofte de sker, og hvilken betydning de har for medarbejderne.
Du er IKKE uprofessionel fordi du bliver berørt
I interviewet understreger både Annelise Nørsøller og Gitte Werborg, hvor vigtigt det er, at medarbejdere ved, at de gerne må reagere, når en oplevelse gør dem vrede, kede af det eller påvirkede. Det gør dem på ingen måde uprofessionelle eller til dårligere pædagoger at have brug for hjælp efter at være blevet slået, sparket eller truet.
Derfor er også vigtigt, at der bliver fulgt op på episoderne. Action cardsene er med til at gøre opfølgning til en del af den fælles praksis frem for noget, der afhænger af, hvem der tilfældigvis er på arbejde.
Registrering underbygger fagligheden
Registreringer giver et bedre grundlag for at lære af det, der sker og forebygge nye episoder: Er der bestemte situationer, hvor en medarbejder gentagne gange bliver udsat for noget? Er der et barn, som har det særligt svært i en periode? Og kan institutionen ændre noget i rammerne eller tilgangen, så risikoen bliver mindre?
Et lille barn, der bider, gør det sjældent for at skade andre. Den pædagogiske opgave er at blive klogere på, hvad der sker, og hvordan barnet kan hjælpes til at handle anderledes.
Når episoderne bliver registreret, får institutionen et bedre grundlag for at se mønstre og vurdere, hvad der kan ændres. Måske er der brug for at tilpasse de fysiske rammer, skabe mere afstand i bestemte situationer eller undersøge, hvad der udløser barnets reaktioner.
Samtidig er det vigtigt at inddrage forældrene. De skal mødes med en forståelse af, at barnet kan have svært ved at regulere sig, men også med en tydelighed om, at institutionen har ansvar for at passe på medarbejderne og de øvrige børn.
Barnet er ikke forkert – men adfærden skal tages alvorligt
Det er en vigtig pointe for Horsens Kommune, at en registrering for en voldsom episode ikke betyder, at barnet er forkert, men for en adfærd, der skal aflæres. Det betyder imidlertid ikke, at medarbejderne bare skal acceptere at blive udsat for det.
For selv om de voksne kan forstå den pædagogiske baggrund for et barns handlinger, kan oplevelsen stadig være fysisk og psykisk belastende. Netop den skelnen er vigtig.
- Og så er det bare vigtigt at få sat en stopper for adfærden så tidligt som muligt. For hvis du som 2-årig har lært, at hver gang du ikke får det, som du vil have det, så slår du eller reagerer voldsomt - så er det svært at aflære som fx 5 eller 10-årig. Det er meget nemmere at hjælpe barnet, når det er lille.
Dagtilbudsleder Gitte Werborg
Fælles retningslinjer skal kunne mærkes i hverdagen
Deltagelsen i Sammen mod vold, trusler og chikane, udviklingen af retningslinjer og action cards handler især om at skabe en fælles retning på tværs af ledelseslag og institutioner.
- Alle børn i Horsens Kommune fortjener, at de voksne omkring dem har et fælles grundlag for at håndtere voldsomme episoder, siger Annelise Nørsøller.
Der er en særlig opmærksomhed på, at gode intentioner på ledelsesniveau ikke automatisk bliver til god praksis i institutionerne. Derfor skal materialerne ikke ses som endelige, men som noget der løbende videreudvikles i samarbejde med praksis. Hvis medarbejdere fx oplever, at der mangler vejledning om opfølgning efter en episode, kan kortene og vejledningerne ændres.
- Medarbejdernes tilbagemeldinger er supervigtige, for det er dem, der skal kunne bruge dem, når en episode opstår, siger Annelise Nørsøller.
