
PROJEKT
Uddannelse og kompetenceudvikling
2 min læsetid
Kompetencer baner vejen for velfærdsteknologi i ældreplejen
Webinar giver indsigt i, hvordan kompetenceudvikling kan understøtte arbejdet med velfærdsteknologi.

Video kan ikke afspilles
For at afspille videoen skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.

- Medarbejdere og ledere skal have en central position i implementeringen af velfærdsteknologi. Det kræver, at vi går nye veje og tænker nyt. Og så handler det også om, at vi får teknologiforståelse tænkt ind som en faglighed i uddannelsesmæssige sammenhænge.
Det understreger Thomas Eggersen, konsulent i Videncenter for Velfærdsteknologi, i webinaret Kompetencer til velfærdsteknologi - fra læring til praksis.
Thomas Eggersen definerer teknologiforståelse ud fra fire niveauer.
- Det handler om et samspil mellem at forstå, anvende, analysere og udvikle velfærdsteknologi med borgeren i centrum, forklarer han - og dykker ned i, hvad der nærmere ligger i begrebet teknologiforståelse, herunder almene digitale kompetencer og AMU-målene på området.
Fra almene færdigheder til konkrete veje
Men hvordan kan man så arbejde systematisk med kompetenceudvikling i egen organisation, så medarbejderne bliver bedst muligt klædt på til at forstå og bruge teknologien i mødet med borgeren, både på plejecentret og i hjemmeplejen?
Og hvorfor er det, at grundlæggende færdigheder i dansk og digitalforståelse er afgørende i en teknologisk hverdag?
Og hvad er det for økonomiske støttemuligheder Bedre til ord, tal og IT-puljen og Udviklingsveje for social- og sundhedshjælpere åbner for?
De spørgsmål får du grundige svar på i webinaret af Tanja Ferslev og Lotte Hüttel fra Den opsøgende indsats .
Praksis fra Tønder Kommune
Som et godt eksempel fra virkeligheden vises desuden filmen "Din digitale kollega" fra Tønder Kommune, der giver et konkret indblik i, hvordan en kommune har grebet det systematiske arbejde med kompetenceudvikling på velfærdsteknologiområdet an – både i hjemmeplejen og på plejecentrene.

Her bliver alle medarbejdere klædt på til velfærdsteknologi
Et digitaliseringskursus for alle medarbejdere på pleje- og omsorgsområdet skaber fælles mindset til teknologien.
Læs artiklen







