
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
3 min læsetid
Her kan medarbejderne designe egen arbejdstid
Weekendarbejde hver anden eller hver tredje uge? Det er op til den enkelte på botilbud Øst i Aalborg.

Video kan ikke afspilles
For at afspille videoen skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.

Hvad kan vi gøre for at blive en mere attraktiv arbejdsplads? Det spørgsmål stillede Botilbud Øst i Aalborg Kommune sig selv, og en del af svaret blev konceptet ’Design din egen arbejdstid’.
Flere timer – færre weekender
’Design din egen arbejdstid’ går ud på at give medarbejderne størst mulig indflydelse på egen arbejdstid.
- Der var et stort ønske om flere fri-weekender blandt medarbejderne, fortæller Hanne Laursen Städe, leder af Botilbud Øst.
Derfor har botilbuddet nu gjort det muligt at vælge mellem at arbejde hver anden eller hver tredje weekend. Hvis man vælger at arbejde hver tredje weekend, så arbejder man en dobbelt arbejdstid den ene dag og en almindelig arbejdsdag den anden dag – altså det, der svarer til tre almindelige arbejdsdage på én weekend.
Pauser og variation bliver meget vigtige
Hanne Laursen Städe fortæller, at man i ledelsen er meget opmærksomme på, at medarbejderne skal kunne holde til de lange vagter og ikke være så trætte efter en dobbeltvagt, at de ikke kan yde det, de skal.
- Man skal holde sine pauser, uanset om man har enkelt eller dobbelt arbejdstid. Men det er endnu vigtigere, når man har dobbelt arbejdstid. Og så prøver vi at skabe mulighed for, at man kan planlægge arbejdet, så man kan lægge noget dokumentationsarbejde ind på de lange dage, så man kan få en pause fra relationsarbejdet.
En attraktiv arbejdsplads
Botilbud Øst har indført ’Design din egen arbejdstid’ for at blive mere attraktive som arbejdsplads. Både for at rekruttere nye medarbejdere, men også for at fastholde de medarbejdere, man allerede har.
- Efter vi er begyndt at skrive om muligheden for indflydelse på egen arbejdstidsplanlægning i vores stillingsopslag - herunder at man kan vælge mellem at arbejde hver anden eller tredje weekend - har vi fået markant flere og markant bedre ansøgere, fortæller Hanne Laursen Städe.
En særlig barriere for fuldtid
Botilbud Øst er et døgntilbud, hvor de fleste af borgerne er ude af huset om dagen i dagtilbud. Det giver en særlig barriere for både at være en attraktiv arbejdsplads og opnå ambitionen om at kunne tilbyde medarbejderne flere timer: Det er nemlig begrænset, hvad der er af opgaver i dagtimerne, når borgerne er ude af huset. Så skal medarbejderne op i tid, skal der være mulighed for at bruge timerne midt på dagen, siger Hanne Laursen Städe.
Interviewet er optaget i forlængelse af et inspirationsoplæg, som "En fremtid med fuldtid" afholdt i Aalborg Kommune for ledere på social- og handicapområdet.
Om fuldtidsindsatsen
KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om En fremtid med fuldtid – en indsats, der gør det muligt og mere attraktivt for kommunale medarbejdere at vælge timer eller fuldtid til på deres arbejdsplads.
Erfaringer fra samarbejdet med over halvdelen af landets kommuner og mere end 350 arbejdspladser viser, at flere timer skaber en positiv spiral på arbejdspladsen med flere faste kollegaer, mere faglighed og færre vikarer.
Indsatsen er en del af løsningen på de rekrutteringsudfordringer, velfærdsområderne oplever nu og i fremtiden. Hvis du vil høre mere, så følg med i nyhedsbrevet eller på fuldtid.dk.









