
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
3 min læsetid
Chefen prikker rengøringsansatte på skulderen: Vil du være sosu?
Måske er fremtidens sosu-hjælper allerede ansat i et andet job i kommunen. I Esbjerg Kommune arbejder man målrettet med intern rekruttering og tilbyder medarbejdere opkvalificering og uddannelse.

Lige nu er mere end 20 tidligere rengøringsmedarbejdere i Esbjerg Kommune i gang med en social- og sundhedsuddannelse – otte medarbejdere er begyndt på uddannelsen til sosu-hjælper og 14 er i gang med sosu-assistentuddannelsen. Det er et led i Esbjerg Kommunes målrettede arbejde med at fastholde dygtige medarbejdere og rekruttere nogle af fremtidens social- og sundhedsmedarbejdere internt.
- Vi har brug for flere medarbejdere i fremtiden, så vi gør mange ting for at rekruttere. Vi vil også rigtig gerne beholde de medarbejdere, vi allerede har. Det her er en mulighed for at beholde de af vores medarbejdere, som ønsker en uddannelse, siger Heidi Vestergaard Larsen, som indtil april 2022 var chef for uddannelse, it og arbejdsmiljø i Fritid, Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
Intern rekruttering er fremtiden
Der er mange muligheder i at arbejde målrettet med intern rekruttering til sosu-området, oplever man i Esbjerg. Afløsere og vikarer får information om stillingsopslag fx til elevstillinger, og alle medarbejdere bliver informeret om mulighederne for at blive faglært fx til fyraftensmøder.
- Vi har skabt et koncept, som går ud på, at man som rengøringsassistent får en samtale med en uddannelseskonsulent, hvor man kan snuse til, om man kunne tænke sig at uddanne sig til sosu-hjælper eller -assistent, fortæller Heidi Vestergaard Larsen.
Skal du tage en uddannelse?
Selvom tilbuddet betyder, at rengøringschef Michael Degn Jørgensen må sige farvel til dygtige medarbejdere i rengøringen, er det sund fornuft at opfordre ufaglærte medarbejdere til at blive faglærte, mener han.
- Vi har en stor gruppe ufaglærte medarbejdere, og det er da meget nærliggende, at nogle af dem har lyst til at blive faglærte, siger rengøringschefen, som heller ikke går ad vejen for direkte at opfordre ufaglærte medarbejdere til at tage en uddannelse.
- Nogle spørger jeg direkte, selv om jeg da altid gerne vil beholde dygtige medarbejdere, men det er også et hårdt arbejde at have i et helt arbejdsliv, siger han og peger på, at hvis han selv havde et barn på 22-23 år, der havde et ufaglært arbejde, ville han også skubbe på for, at det skulle få en uddannelse.
- Det giver os da noget bøvl, at vi skal ud og finde en ny medarbejder, men det bliver opvejet af, at vi skal gøre det bedste for vores medarbejdere. Og når vi tilbyder en uddannelse, så er der en god sandsynlighed for, at medarbejderen også på lang sigt fortsætter hos os i et job, de er glade for, siger rengøringschefen.

I Esbjerg Kommune er efteruddannelse et springbræt til at gå op i tid
Efteruddannelseskurser nogle timer om ugen i arbejdstiden har givet social- og sundhedshjælpere og -assistenter i Esbjerg mod på at gå op i tid.
Læs artiklen
Esbjerg knækker koden: Her er flertallet på fuldtid i rengøringen
Esbjerg Kommune har succes med at få flere medarbejdere i rengøringen til at gå på fuldtid. Gennemsnitsarbejdstiden er på få år steget fra 31 til 35 timer om ugen.
Læs artiklenOm fuldtidsindsatsen
KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om En fremtid med fuldtid – en indsats, der gør det muligt og mere attraktivt for kommunale medarbejdere at vælge timer eller fuldtid til på deres arbejdsplads.
Erfaringer fra samarbejdet med over halvdelen af landets kommuner og mere end 350 arbejdspladser viser, at flere timer skaber en positiv spiral på arbejdspladsen med flere faste kollegaer, mere faglighed og færre vikarer.
Indsatsen er en del af løsningen på de rekrutteringsudfordringer, velfærdsområderne oplever nu og i fremtiden. Hvis du vil høre mere, så følg med i nyhedsbrevet eller på fuldtid.dk.









