Mindre skolefravær: Hvad skal der til?

Der er endnu en uge til, at eleverne i 4.a indtager deres klasselokale på Ny Hollænderskolen efter sommerferien. Alligevel er der en høj summen af stemmer i lokalet, og hver en stol er optaget.

4.a’s klasselokale er nemlig ramme for en kick-off-dag for projektet ”Fra bekymrende skolefravær til skoletilhør” for lærerteams på mellemtrinnet, klub, ressourceteam og ledere fra henholdsvis Ny Hollænderskolen på Frederiksberg og Engstrandskolen i Hvidovre.

Oppe ved tavlen står Camilla Printz og Christina Holm Poulsen klar til at byde velkommen. Forude venter en dag med viden og drøftelser om skolefravær og veje til mere skoletilhør.

Skoletilhør er et centralt begreb

Som led i Fremfærd-projektet har Camilla Printz og Christina Holm Poulsen udarbejdet en videnopsamling, som afdækker centrale perspektiver og forskningsbaserede forståelser inden for skolefravær og skoletilhør.

Her træder det særligt frem, at skolefravær ikke skal forstås som et individuelt problem hos barnet - fx en særlig sårbarhed eller en psykiatrisk diagnose - men som noget, der udvikler sig i samspil mellem barnet og dets sammenhænge.

Ny vidensopsamling sætter fokus på skoletilhør

Skolefravær handler ikke kun om barnet – det handler om fællesskaber, relationer og oplevelsen af at høre til.

Læs artiklen

- Inden for de seneste 10 år er der kommet en forståelse, der mere retter fokus på skolen, dens undervisning og fællesskabet og børns oplevelse af at høre til på deres skole, forklarer Christina Holm Poulsen.

Skoletilhør bliver her et helt centralt begreb, understreger hun.

- Når man i studier spørger børn, hvorfor det er svært for dem at komme i skole, peger de på oplevelsen af ensomhed og oplevelsen af at mangle relationer i klassen. Og samtidig ser vi, at længerevarende skolefravær kan øge oplevelsen af ikke at høre til.

Kalder på de fagligheder vi har

I det forebyggende arbejde med skolefravær bliver det således vigtigt at arbejde med skolens faglige og sociale fællesskaber - og børnenes oplevelse af at høre til.

Og dét kalder på en lærerfaglighed, der arbejder pædagogisk og didaktisk, og en pædagogfaglighed, der arbejder særligt med pædagogikken og børnefællesskaber.

Fagligheder, som allerede er til stede på skolen, pointerer Christina Holm Poulsen.

- Men hvad er det, der skal til for, at man som lærer og pædagog kan udøve en faglighed, hvor man netop kan skabe oplevelsen af at høre til? Og hvad er det for nogle helt præcise pædagogiske og didaktiske greb, der bliver vigtige her, i undervisningen, i frikvarterne og i klubben? Det er noget af det, vi bl.a. skal blive klogere på sammen i det her projekt, siger Christina Holm Poulsen.

På opdagelse i mysteriet

Efter indflyvningen til det centrale tilhørsbegreb, tager Camilla Printz deltagerne med til det sted, hvor skolefravær kan komme til at fremstå som et mysterium. Som noget, man ikke forstår og har brug for at blive klogere på.

- Man kan sige, at det for de voksne er et problem, at barnet ikke vil i skole, mens det for barnet ofte er en løsning. Og det er det, vi må gå på opdagelse i. Men det er bare ikke altid så ligetil, understreger hun.

Faldgruber og afmægtighed

Samtidig er der også rigtig mange faldgruber, når man skal samarbejde om børn med fravær - og fra deltagerne kommer der mange bud på, hvordan faldgruberne tager sig ud:

- En af dem kan være at gå i panik. Man prøver at gøre mange ting på samme tid og hiver i hver sin ende, lyder det fra en, og en anden tilføjer:

- Når man sidder fast i noget, er det ikke nemt at prøve alternative greb af. En tredje supplerer:

- En faldgrube er, at man kommer til at trække i hver sin retning, fordi der er så mange aktører indover, og man glemmer at møde hinanden på midten.

- Ja, hvis man har siddet i et lærerteam, et lederteam eller har skullet teame op med forældre, så er det helt bestemt noget, man har prøvet, siger Camilla Printz.

Skoletilhør: Fra afmagt til handlekraft

Vi skal række ud efter hjælp og sparring, når vi står med ryggen mod muren, lyder det fra deltagere i nyt skolefraværsprojekt.

Læs artiklen

Tunnelsyn

Hun illustrerer dette med en elev-case, hvor mange forskellige perspektiver på, hvorfor Naja ikke vil i skole, er i spil:

• Naja er meget ængstelig. Jeg tror ikke, lærerne helt ser, hvad hun har brug for, siger moren.
• Naja har brug for pauser, kontinuitet og færre vikarer. Hun kan ikke holde til skolens kaos, mener far.
• Naja har brug for lidt flere pauser end hendes klassekammerater, men jeg synes, forældrene virker lidt overbekymrede, siger dansklæreren.
• Naja kan mere, end forældrene tror. De bidrager negativt med de mange dage med ”hyggefri”, mener matematiklæreren.

- Problemet opstår, når vi for hurtigt lander på én forståelse og lukker os om den. Det kan ske for os alle, at vi får sådan et tunnelsyn, for vi har jo primært adgang til vores eget perspektiv. Men det kan i sidste ende føre til, at man kommer til at føle sig afmægtig, siger Camilla Printz.

Vejen ud af afmægtighed

Med afmægtigheden følger tit de meget simple årsagsforklaringer, fx ”lærerne virker ligeglade”.” Det må være noget med ADHD”. ”Forældrene er overbekymrede”. ”De forstår hende ikke over i skolen.”

- Vi kommer nemt til at ende i en afmægtig tilskuerposition, hvor vi sætter os selv ud af ligningen og lader være med at gøre noget, siger Camilla Printz.

Men et svar på denne afmægtighed kan ifølge Christina Holm Poulsen være at få øje på ”den upåagtede lærer- og pædagogfaglighed” – altså alt det, man i forvejen gør, som virker, fx i forhold til skoletilhør.

- Når man får blik for dét, kan man få handlekraften tilbage, og det modvirker afmagten, siger Christine Holm Poulsen.

Skoletilhør handler om deltagelse

Sammen med Camilla Printz deler hun i løbet af dagen en række case-eksempler fra praksis, der illustrerer, at skoletilhør ikke er noget passivt. Tværtimod handler det om, at barnet blive involveret i noget sammen med andre, både i undervisningen og i frikvarterne.

Det kan fx handle om, at man har mere fokus på, HVAD børnene skal være sammen om, fremfor fokus på hvem der skal være sammen i grupper.

- Noget af det, vi er optaget af i projektet, er at få øje på tegn på, hvor børn bøvler med at deltage. Det kan ske i små skred. Er der fx nogen, som deltager på måder, der gør dem svære for os at forstå? Er der nogen, som står på sidelinjen og ikke bliver inviteret med, eller som bliver afvist? Er der nogen, der trækker sig og tjekker ud? siger Camilla Printz.

Observer og kig med barnet

Christina Holm Poulsen peger på, at en vej kunne være at afprøve en observerende praksis i forhold til et barn, der står på kanten, hvor man kigger MED barnet:

Hvad er han optaget af? Hvad er vigtigt for ham? Hvad gør de andre børn i klassen? Hvad er de sammen om? Hvordan er skoledagen struktureret? Hvordan møder lærere og pædagoger børnene?

- Det er et perspektiv, der prøver at forbinde det, barnet bøvler med, med skolens praksis. Når man gør det, kan man måske få øje på nogle ting i det her svære skoleliv, man kan justere på henad vejen - og dermed få den pædagogiske handlekraft tilbage, siger hun.

I løbet af dagen byder lærerteamsene med stort engagement ind med perspektiver fra egen hverdag og praksis.

Og netop skolernes egen praksis, skolekultur og rammer kommer i fokus, når skolerne i den kommende tid sætter gang i prøvehandlinger, der undersøger og udvikler, hvordan elevernes skoletilhør kan styrkes.

Den 14. august er der kick-off-dag for to skoler i Jylland, som deltager i projektet med lærerteams fra indskolingen, SFO, ledelse, PPR og ressourceteam.