1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Børn og Unge
  4. Få inspiration til faglig vejledning og sparring i dagplejen

1 min læsetid

Få inspiration til faglig vejledning og sparring i dagplejen

Faglig udvikling kræver refleksion med andre. Derfor spiller dagplejepædagogen en vigtig rolle i den faglige udvikling af dagplejen.

Få inspiration til faglig vejledning og sparring i dagplejen
KL og FOA står bag ny publikation, som henvender sig både til dagplejepædagoger og -ledere i kommunerne.
Pernille Søndergaard
Pernille Søndergaard

- Det fylder meget for vejledningen, at vi er i dagplejerens private hjem. Det gælder både for det praktiske ’kan jeg holde i indkørslen’, ’tager jeg skoene af’, men også for selve vejledningen. Eventuel kritik kan godt blive taget meget nært i og med, at vi ikke er et neutralt sted, men i et privat hjem.

Sådan lyder det fra en dagplejepædagog i et nyt inspirationsmateriale, som giver bud på, hvordan dagplejepædagogerne i højere grad kan understøtte kvalitetsudviklingen i dagplejen gennem faglig sparring og vejledning.

Materialet er udviklet af KL og FOA og bygger bl.a. på interviews med dagplejeledere, dagplejepædagoger og dagplejere i seks kommuner om kvalitetsudvikling i praksis.

Tag den lokale dialog

Den nationale kvalitetsundersøgelse på 0-2 års området har vist, at der er brug for at løfte kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer i dagplejen, og at der er stor lokal variation i kvaliteten.

Tanken er derfor også, at materialet kan anvendes til lokale dialoger om faglig sparring og vejledning mellem dagplejepædagoger og dagplejere om udviklingen af de pædagogiske læringsmiljøer, det tværfaglige samarbejde og forældresamarbejdet.

Til hvert afsnit hører nogle refleksionsspørgsmål, der skal hjælpe dialogen på vej.

Vi insisterer på, at forældresamarbejdet er en særlig opgave, vi har. Et greb hos os er, at her i dagplejen må vi ikke sige, at det er vigtigt, at forældrene skal vise os tillid. Når vi ved, at tillid er så vigtigt, skal vi i stedet handle, så det bliver muligt for forældrene at få tillid til os.
Dagplejeleder

Faglig sparring og vejledning i dagplejen

Publikationen henvender sig både til dagplejepædagoger og -ledere og handler om dagplejepædagogernes opgaver og kompetencer med særlig fokus på den faglige sparring og vejledning mellem dagplejepædagog og dagpleje.

Download publikationen