
PROJEKT
Fra bekymrende skolefravær til skoletilhør
5 min læsetid
Skoletilhør: Fra afmagt til handlekraft
Vi skal række ud efter hjælp og sparring, når vi står med ryggen mod muren, lyder det fra deltagere i nyt skolefraværsprojekt.



Ledelser og lærerteams på mellemtrinnet på to skoler var i sidste uge samlet til kick-off for Fremfærd-projektet “Fra bekymrende skolefravær til skoletilhør.”
Projektet skal udvikle og afprøve samarbejdsformer og pædagogiske tiltag på skoler i indskolingen og på mellemtrinnet, der kan fremme elevernes oplevelse af en stærk tilknytning til deres skole. Ambitionen er derigennem at forebygge langvarigt fravær.
På kick-off-dagen blev deltagerne præsenteret for hovedpointerne i projektets videnopsamling og sat retning for de prøvehandlinger, de vil arbejde videre med frem mod den første sparring med Camilla Printz, som er én af projektets to skolefraværskonsulenter.

Mindre skolefravær: Hvad skal der til?
Forebyggelse af fravær handler om at styrke elevers oplevelse af tilhør. Det budskab var i fokus, da nyt skolefraværsprojekt blev skudt fra start.
Læs artiklenMen hvad håber de deltagende skoler at få ud af at deltage i projektet, og hvad oplever de som særligt udfordrende i arbejdet med skolefravær?

Hvad håber I at få ud af projektet?
Sally Karin Tingkær Hesselfeldt:
- Jeg håber, at vi får en masse ny viden, vi kan tage med os videre. Allerede i dag er jeg blevet mere opmærksom på, at fravær starter meget tidligere, end vi egentlig forestiller os. Og så ser jeg frem til at få noget hjælp til, hvordan vi løser ”mysterierne” – altså de situationer, hvor vi står og virkelig ikke ved, hvad næste skridt skal være i forhold til at knække et problem om skolefravær. Det glæder jeg mig til at få nogle perspektiver på.
Amalie Groth Andersen:
- Jeg håber at få nogle værktøjer og strategier til situationer med børn, der står på kanten og er uden for fællesskabet. Dér synes jeg, vi mangler værktøjer.
- Vi kommer jo til mange oplæg om skolefravær, og så bliver vi ligesom sluppet fri bagefter. Men i det her projekt skal vi arbejde med prøvehandlinger og udvikling af løsninger henover et år, hvor vi bliver fulgt og får sparring. Det tror jeg vil give en progression og bidrage til ny viden og løsninger, vi kan tage med videre til vores kolleger.
Hvad oplever I særligt kan udfordre i arbejdet med skolefravær?
Sally Karin Tingbjerg Hesselfelt:
- Jeg oplever samspillet mellem diagnose, skole, hjem og psykiatri som superudfordrende. Der er så mange, der skal være indover, og der er så mange ting, der skal spille. Så hvordan får vi samlet og samarbejdet om alle elementer og fundet ud af, hvor årsagen eller årsagerne til fraværet kan ligge: Er det medicinen? Er det tidspunktet, man står op om morgenen? Er det de andre børn?

Hvad oplever I særligt kan udfordre i arbejdet med skolefravær, og hvad håber I at få ud af projektet?
Iben Andersen Dall:
- Der kan være en oplevelse af afmagt, når vi står med ryggen op ad muren og ikke ved, hvad vi skal gøre i forhold til at løse en problematik omkring skolefravær. Det forventes bare, at vi som skole har svaret og planen. Vi skal vide, hvad der skal ske. Forældrene kigger på os. Børnene kigger på os.
- Så vi skal nedbryde skammen og sige: ”Vi ved ikke, hvad næste skridt er. Men vi giver ikke op, og lige nu må vi have noget sparring udefra.”
- Vi professionelle imellem skal arbejde med at turde sige dét højt og række hånden ud til fx naboskolen. Det, tror jeg det her projekt, kan give nye perspektiver på.
Kim Hansen:
- Ja, så man ikke bliver stille i sin afmagt, men søger den kollegiale sparring, når man er fastlåst omkring et barn.
- Jeg håber, projektet kan give nogle svar på, hvordan vi kan lave bedre klubpædagogik i skolen? Der har været en berøringsangst i forhold til at bruge klubpædagogerne i frikvarterne. Så jeg håber, at vi kan få klubpædagogikken talt op og få fokus på, hvor meget gavn der kan være i at bruge dem i skolen. Kunne man fx lave forløb, hvor man hjælper børn i skolevægring?

Ny vidensopsamling sætter fokus på skoletilhør
Skolefravær handler ikke kun om barnet – det handler om fællesskaber, relationer og oplevelsen af at høre til.
Læs artiklenI gang med prøvehandlinger på skolerne
Deltagerne tager nu tilbage med masser af inspiration og ny viden til at udvikle og afprøve konkrete tiltag, der kan øge elevernes trivsel og oplevelse af skoletilhør.
Projektet, som også omfatter årgangsteams i indskolingen på to jyske skoler, kører frem til juni 2027, hvor erfaringer og læringspointer fra projektet skal formidles til landets kommuner i form af et inspirationskatalog og et eller flere webinarer.




