
PROJEKT
SAMMEN MOD VOLD
3 min læsetid
5 x hvorfor - kom til bunds i voldsomme episoder
Find den grundlæggende årsag til en voldsom episode med denne enkle metode.



"5 x hvorfor" er en enkel metode til at finde frem til den grundlæggende årsag bag et problem ved at spørge hvorfor? 5 gange.
Metoden er god, når man vil drage læring af en voldsom episode og forebygge noget lignende i fremtiden. For når en hændelse er overstået, er fokus ofte primært på den medarbejder, der blev udsat for den.
- Men organisationen bør også undersøge, hvorfor hændelsen kunne ske – og hvad der kan ændres, så den ikke gentager sig, siger erhvervspsykolog Bent Schultz, der er tilknyttet indsatsen Sammen mod vold, trusler og chikane.
Sådan fungerer metoden
- Start med problemet: Beskriv det konkrete problem klart og tydeligt.
- Spørg hvorfor: Stil spørgsmålet "Hvorfor skete dette?" til det aktuelle problem.
- Gentag: Tag svaret fra det første spørgsmål, og spørg "hvorfor?" igen.
- Find rodårsagen: Bliv ved, til I finder den egentlige årsag med et svar, der kan handles på og løses permanent.
OBS: Et problem har oftest mere end 1 årsag, og der er derfor flere mulige svar. Hvert svar undersøges med metoden.
Nogle gange er 3 spørgsmål nok, andre gange kræves der 7, men 5 er tommelfingerreglen.
Eksempel på "5 x hvorfor" ved voldsepisode - forsimplet
Problem: En dement borger slog en SOSU-assistent i ansigtet under morgentoilette.
- Hvorfor slog borgeren?
Borgeren blev bange, da medarbejderen forsøgte at tage borgerens bluse af. - Hvorfor blev borgeren bange?
Fordi medarbejderen gik hurtigt i gang med opgaven og ikke fik skabt en rolig, genkendelig kontakt først. - Hvorfor fik medarbejderen ikke skabt rolig kontakt?
Fordi medarbejderen var alene på vagt, følte sig tidspresset og skyndte sig for at nå hele runden. - Hvorfor var medarbejderen alene og tidspresset hos netop denne borger?
Fordi borgerens plejebehov for nylig er ændret, men borgerens handleplan i systemet var ikke opdateret til, at der altid skal være to medarbejdere (eller afsættes dobbelt tid) til personlig pleje. - Hvorfor var handleplanen ikke blevet opdateret?
Fordi afdelingens faste rutine for ugentlig triage og faglig opfølgning på adfærdsændringer var blevet aflyst de seneste uger på grund af ledelsesskift.
Ud fra sidste svar kan man så begynde at se på løsninger og handlemuligheder.
Den langsigtede løsning er ikke blot at give medarbejderen psykologhjælp eller skærme borgeren. Løsningen er at genoprette triageringsrutinerne, opdatere borgerens handleplan og sikre, at medarbejderne har den nødvendige tid og de rette pædagogiske redskaber til rådighed.
Hvad skal vi spørge ind til?
- Enhver voldsom episode har flere lag, og vi har en tendens til at stirre os blinde på en enkelt eller to - særligt hvad borgeren har med i sin rygsæk
Erhvervspsykolog Bent SchultzBent Schultz anbefaler derfor, at man skeler til modellen risikovurdering på flere niveauer, når der har været en episode. Ideen er, at man så bruger 5 x hvorfor på hvert enkelt lag, og både får set på borgere, medarbejdere, arbejdets organisering, fysiske rammer osv.
- På den måde får vi også set nærmere relationen mellem borgere og medarbejdere – og på de rammer, vi har skabt, siger han.
Udfoldet eksempel på brug af 5 x hvorfor

Få øje på blinde vinkler i voldsforebyggelsen
I vil forebygge vold. I laver risikovurderinger. I taler om borgerens udfordringer. Men hvad hvis I overser halvdelen af risikoen?
Læs artiklenBag om metoden
Metoden er også kendt som 5 Whys.
Den blev oprindeligt udviklet af Sakichi Toyoda, Toyotas grundlægger. Den bruges i dag inden for bl.a. LEAN-produktion og problemløsning til at undgå overfladisk symptombehandling.

Helhedsmodellen: Vold, trusler og chikane forebygges ikke med ét værktøj
Kom hele vejen rundt om forebyggelse, håndtering og læring af voldsomme episoder med denne model.
Læs artiklen
Vold og trusler
Her finder du artikler og projekter om forebyggelse og håndtering af vold, trusler og chikane.
Gå til tema






