Sådan kan I arbejde med pusleplaner og drømmeskemaer
Få helt konkrete erfaringer med, hvordan man kan arbejde med drømmeskemaer og pusle vagtplaner sammen i ældreplejen på dette webinar.
Drømmeskemaer, pusleplan, ønskeplaner - kært barn har mange navne.
I Skanderborg Kommune har flere arbejdspladser arbejdet med mere indflydelse på vagtplanen som én af de virksomme ingredienser, der gør det attraktivt som medarbejder at gå op i tid eller på fuldtid.
- Medarbejderne har selv fået lov til at bestemme, hvor den ekstra tid skal lægges. Er man til længere vagter og så nogle fridage, eller er du til flere og kortere vagter og færre fridage. Det bestemmer de sådan set selv, siger Maria Bülow Køppen, der er hjemmeplejeleder i gruppen P B Lundsvej.
Her har arbejdet med drømmeskemaer resulteret i, at 12 medarbejdere er gået op i tid svarende til 26,5 timer ugentligt.
Man kan også arbejde på et skævt timetal, så nogle medarbejdere er gået én arbejdsdag op på et seks ugers rul – så deres timetal hedder 31,33 om ugen.
48 timers mere faglært personale om ugen
På plejecentret Kildegården har de i indsatsen "En fremtid med fuldtid" arbejdet med at gøre det attraktiv at gå op i tid eller fuldtid ved at sætte fokus på medindflydelse på arbejdsplanerne.
Men hvordan gør man det i praksis? Hvor tit skal der pusles planer? Og hvordan sikrer man sig, at alle vagter bliver dækket?
Det kan du få viden og inspiration til i webinaret, hvor social- og sundhedshjælpere, ledere og tillidsvalgte fortæller om, hvordan de har skabt nye vagter, inddraget borgerne og deres ønsker, udviklet spilleregler for pusleplanerne og dermed fået flere til at gå op i tid.
På Kildegården er det resulteret i:
- At 18 ud af 38 medarbejdere nu er på fuldtid
- At der er kommet 48 timers mere faglært personale om ugen
Arbejdsmiljørepræsentant på Kildegården Jette Rasmussen er selv en af dem, som er gået op i tid, og det er hun glad for.
- Det har givet noget ro for mig, fordi jeg går hjem og føler, at jeg har gjort mit arbejde godt nok, siger hun.
KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om en ”En fremtid med fuldtid” - en indsats, der skal få flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid.
Parterne udvikler og afprøver i samarbejde med arbejdspladser i mere end 40 nøglekommuner løsninger, der gør det attraktivt og muligt at gå op i tid eller blive ansat på fuldtid.
De løsninger og metoder, som parterne og de kommunale arbejdspladser finder i fællesskab, bliver løbende delt med resten af landets kommuner, bl.a. her på fuldtid.dk.