
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
5 min læsetid
Flere kommuner vil sætte spot på fuldtid
16 kommuner kaster sig i år ind i arbejdet med at gøre det attraktivt for velfærdsmedarbejderne at gå op i tid eller på fuldtid.



- Vi er enige om, at det her bare skal i gang
Vordingborg Kommune er en af i alt 16 kommuner, som i år zoomer helt ind på at lykkes med, at flere medarbejdere går op i tid eller bliver ansat på fuldtid.
En dagsorden, som er en del af løsningen på de rekrutteringsudfordringer mange kommuner står med på velfærdsområderne.
Kommunerne sætter gang i arbejdet sammen med En fremtid med fuldtid, som er en indsats, KL og de faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet og Akademikerne satte i gang tilbage i 2018.
Ønsker om mere kvalitet
Vordingborg Kommune har tilmeldt sig indsatsen med fem dagtilbud, som via et guidet forløb med fire workshops skal finde frem til de lokale løsninger, som kan gøre en forskel lige netop hos dem.
Forløbet skal også give kommunen erfaringer med, hvad der skal til for at lykkes med at flere medarbejdere kommer på fuldtid.
- Vi er med for bedre at kunne rekruttere, øge arbejdsglæden, højne kvaliteten og sikre pædagogerne en bæredygtig indkomst og pension, siger fællestillidsrepræsentanten fra BUPL Bettina Lillie Storm, der også er medlem af Hovedudvalget.
Afdelingslederen for dagtilbud i kommunen, Betina Elisabeth Gjøl, fremhæver, at det har en positiv betydning for kvalitet og arbejdsmiljø, når faste medarbejdere er flere timer omkring børnene.
- De har bedre tid til at løse opgaven og samarbejde med hinanden. Så det er ikke fordi, vi kun tænker, at det skal handle om tid med børnene, men flere timer giver også mulighed for at forberede sig og kvalificere arbejdet, siger hun.
De fem dagtilbud i Vordingborg
Mælkevejen, Lærkereden, Børnehuset Elnas Minde, Skovhuset og Præstø Børnehus
Vordingborg Kommune oplyser, at arbejdstids-fordelingen på dagtilbud er, at 77,3 procent er fuldtidsansatte, 19,5 procent deltidsansatte og 3,2 procent er timelønsansatte i 2025.
Dermed har Vordingborg en høj andel af fuldtidsansatte på dagtilbudsområdet sammenlignet med andre kommuner. Men det afholder dem ikke fra at have endnu højere ambitioner.
- Vi har en flot, høj procent af medarbejdere på fuldtid. Men kan det blive endnu højere, så har det også en positiv indvirkning, siger afdelingsleder Betina Elisabeth Gjøl.
Små tiltag gør en stor forskel
Ambitionen handler dog ikke kun om fuldtid - ‘op i tid’ tæller også.
- Det er vigtigt, at vi får italesat, at ’op i tid’ også er rigtig fint. Og en halv time i en daginstitution kan også gøre en kæmpe forskel. Det skal man ikke undervurdere, siger Betina Elisabeth Gjøl, der tidligere har arbejdet i en anden kommune, som har deltaget i En fremtid med fuldtid.
- Jeg ved erfaringsmæssigt, at selvom det ikke var mange, der gik op i tid, så fik de til gengæld øje på andre måder at organisere sig på, planlægge og strukturere deres hverdag, som gjorde noget godt for kvaliteten, siger hun.
Arbejdsmiljø og fuldtid skal gå hånd i hånd
Fællestillidsrepræsentanten bakker fuldt op om budskabet med, at både fuldtid og op i tid skal være i fokus.
- Man får mere kontinuitet i det pædagogiske arbejde, når arbejdet ikke er fordelt ud på mange, siger Bettina Lillie Storm.
Og så gavner det arbejdsmiljøet, når flere er på fuldtid eller høje timetal - og det budskab skal kommunikeres i fællesskab mellem ledelse og tillidsvalgte i indsatsen.
- Vi skal være fælles om at forklare, at det kan give en bedre normering, reducere stress og forbedre det pædagogiske arbejde, hvis man går op i tid.
Satser på spredning af erfaringer
Bettina Lillie Storm glæder sig til at komme i gang med arbejdet med de fem dagtilbud i løbet af foråret.
- Vi håber at få nogle gode erfaringer, som vi kan sprede ud til de andre dagtilbud med tiden.
Lokale løsninger pibler frem
En fremtid med fuldtid har arbejdet med over halvdelen af landets kommuner og flere end 400 arbejdspladser, som på hver sin måde finder veje til flere timer og fuldtid.
I 2026 er indtil videre 16 kommuner tilmeldt et workshopforløb på børne-, ældre-, social- eller rengøringsområdet. Alle områder kan tilmelde sig indsatsen.
Og samarbejdets vej, hvor medarbejdere og ledere i fællesskab søger nye løsninger, viser sig at virke.
- Vi kan se, at indsatsen bærer frugt. Flere går op i tid, flere arbejder fuldtid og organiserer arbejdet på helt nye måder, fortæller projektlederne bag En fremtid med fuldtid, Nina Menoka Banerjee fra Forhandlingsfællesskabet og Kirstine Hougaard fra KL.
- Det gavner både arbejdsmiljøet og højner kvaliteten af arbejdet, hvilket er til gavn for borgerne, siger de.

Fortællinger fra børneområdet
En fremtid med fuldtid har samarbejdet med dagtilbudsområdet i mange kommuner for at give medarbejdere lyst til at gå op i tid.
Læs artiklenDe 16 kommuner
16 kommuner, der i 2026 er en del af indsatsen En fremtid med fuldtid:
- Høje-Taastrup
- Aarhus (både afslutter og starter nyt forløb i 2026)
- Holbæk
- Silkeborg
- Skanderborg
- Odder
- Bornholm
- Billund
- Struer
- Aabenraa
- Frederikshavn
- Egedal
- Vordingborg
- Esbjerg
- Assens
- Tønder









