
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
5 min læsetid
Flere faglærte om eftermiddagen giver mere kvalitet og trivsel
Regstrup hjemme- og sygepleje i Holbæk Kommune har sat turbo på at få flere medarbejdere op i tid og på fuldtid.



Ni medarbejdere har øget deres arbejdstid, og resultatet er mere faglighed, bedre kontinuitet og et stærkere arbejdsmiljø.
Det er den korte opsummering af flere måneders indsats i Regstrup hjemme- og sygepleje syd for Holbæk med lige knap 60 medarbejdere.
For mange vikarer pressede de faglærte
Inden indsatsen boksede hjemmeplejen med en velkendt udfordring, nemlig at eftermiddagen var tyndt bemandet, og der var få faglærte på arbejde.
- Vi ville gerne arbejde med at få mere faglært personale om eftermiddagen, fordi der tit var vikarer eller timelønnede, og det var stressende for de faglærte, siger distriktsleder Winnie Markussen.
Det var heller ikke kun ledelsens bekymring. Medarbejderne selv oplevede, at det fyldte meget i hverdagen, at man ofte måtte spørge kolleger, om de kunne blive et par timer længere.
Prøvehandlingen: Dialog og individuelle løsninger
Som del af samarbejdet med En fremtid med fuldtid satte Regstrup hjemme- og sygepleje en prøvehandling i gang under overskriften "Flere faglærte hænder om eftermiddagen". Opgaven var enkel: gå i dialog med medarbejderne om deres timer og ønsker, og find løsninger, der passer den enkelte.
For det viste sig hurtigt, at der ikke var én løsning, der passede alle. Nogen ønskede lange vagter. Andre kombinerede aftenhold og dagvagter i weekenden.
- Det har været forskellige løsninger, der skulle til, siger Winnie Markussen og nævner som eksempel en aftenvagt, der nu kører lange vagter fra kl. 13 til 23, så der også er kommet et overlap om eftermiddagen, og en anden medarbejder, der kører begge aftenhold på hverdage og tager dagvagt hver anden weekenden.
Holbæks samarbejde med En fremtid med fuldtid
Udover Regstrup hjemme- og sygeplejer, så er en række andre hjemmeplejedistrikter, samt plejecentre, køkken og rengøringsenheden i gang med at finde lokale løsninger, så flere ønsker at gå op i tid eller på fuldtid.
Ni medarbejdere er gået op i tid
Resultatet er, at ni medarbejdere har øget deres ugentlige timetal. Antallet af faglærte på fuldtid er steget fra to til fem, og på eftermiddagene er der nu fem faglærte til stedets seks ruter – mod tidligere tre eller fire.
- Vi er lykkedes ret godt med vores indsats, siger Winnie Markussen.
Stigningerne er ikke dramatiske i timetal, men de gør en reel forskel.
Eksemplerne spænder fra en social- og sundhedshjælper, der er gået fra 28 til 30 timer, en planlægger, der er hævet fra 35 til 37 timer, til en social- og sundhedsassistent, som er gået fra 30 til 32 timer ved at lægge elevforberedelsen i slutningen af en vagt en fast ugedag.
For den enkelte medarbejder har det handlet om at finde et timetal og en vagtform, der hænger sammen med privatlivet.
Antallet af medarbejdere
Fuldtid: 7 - Deltid: 37 - Timeløn: 15
Mere faglighed gavner borgerne
Med flere medarbejdere op i tid og på fuldtid har det været muligt at indfri formålet med et større flow af faglært personale gennem hele dagen – og det mærkes i kvaliteten af opgaveløsningen.
- Før skulle opgaverne være løst inden 12.30, men nu har vi også kompetencerne om eftermiddagen. Vi kan fordele opgaverne mere fleksibelt over dagen, fordi fagligheden er der
Det giver ro og bedre planlægning.
Et konkret eksempel er en borger, der havde svært ved at komme i bad om formiddagen, fordi han allerede var i tøjet, når hjemmeplejen ringede på. Da en aftenvagt, som kendte borgeren godt, i stedet tog badet om aftenen, gik det langt lettere.
På den måde er der også blevet taget endnu bedre hånd om borgerens behov.
- Vi kan være mere fleksible ude hos borgerne, og det passer rigtig godt med den nye ældrelov, hvor vi jo skal se mere på borgernes ønsker, siger Winnie Markussen.
Bedre arbejdsmiljø og stærkere relationer
Forandringen mærkes ikke kun i kvaliteten af plejen – den mærkes også i arbejdsmiljøet. Det fortæller social- og sundhedshjælper og arbejdsmiljørepræsentant Susanne Elmebøl.
- Det giver også noget godt i vores relationer, at flere er gået op i tid. Vi lærer jo hinanden at kende endnu bedre og kan bruge hinandens ressourcer, siger hun.
Selv er Susanne Elmebøl ikke gået op i tid, men hun udelukker det ikke, fordi det kan gøres meget fleksibelt. Hun sætter dog pris på, at kollegerne nu er mere stabile i vagtplanen.
- I weekenderne arbejder jeg nu sammen med en, jeg kender godt, og det sætter jeg pris på, siger hun.
En kulturforandring er i gang
Det har særligt været de nyere medarbejdere, der har grebet muligheden for at gå op i tid. Susanne Elmebøl beskriver det som et kulturskifte, der langsomt breder sig.
- Det har jo været en kultur i mange år, at man arbejder 30-32 timer i hjemmeplejen. Men nu kommer der nogle nye ind, som gerne vil arbejde 37 timer, og nu er det synliggjort, at man godt kan arbejde fuldtid, siger hun.
For ledelsen handler det om at give medarbejderne reel indflydelse på deres egen arbejdsplan. Og det ser ud til at virke.
- Det er fedt, at medarbejderne kan få det, som de vil have det. Det giver trivsel og arbejdsglæde
De ni medarbejdere, der er gået op i tid og på fuldtid
1 aftenvagt SSH 28 til 30 timer, kører 13-23 i kort uge, to vagter
1 aftenvagt SSA 28 til 30 timer, kører på begge aftenhold i hverdage, hvilket er godt for samarbejdet, og kører dagvagt hver anden weekend
1 aftenvagt 28-30 timer, kører dagvagt hver 4. uge 7-15
1 dagvagt SSA 30 til 32 timer. Der er planlagt to timers elevtid om eftermiddagen om torsdagen
1 aftenvagt fra 28 til 30 timer. Skal have en ekstra vagt på 8 timer i sit rul, hvor det passer ind - kan enten være 15-23 eller 7-15
1 dagvagt SSA (planlægger) 35 til 37 timer
2 dagvagter SSA ansat på 37 timer
1 dagvagt SSA fra 35 til 37 timer
1 dagvagt SSA har ændret mødetid til kl. 7.30, og er dermed mere tilstede om eftermiddagen, men er ikke gået op i tid
Om fuldtidsindsatsen
KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om En fremtid med fuldtid – en indsats, der gør det muligt og mere attraktivt for kommunale medarbejdere at vælge timer eller fuldtid til på deres arbejdsplads.
Erfaringer fra samarbejdet med over halvdelen af landets kommuner og mere end 350 arbejdspladser viser, at flere timer skaber en positiv spiral på arbejdspladsen med flere faste kollegaer, mere faglighed og færre vikarer.
Indsatsen er en del af løsningen på de rekrutteringsudfordringer, velfærdsområderne oplever nu og i fremtiden. Hvis du vil høre mere, så følg med i nyhedsbrevet eller på fuldtid.dk.







