Få de unges perspektiv: Hvad er en god arbejdskultur?

Hvad er vigtigt i dit arbejdsliv? Hvem er den bedste leder du nogensinde har haft? 9 unge sætter ord på deres ønsker og forventninger.

Af Irene Aya Schou 10/03/2025
Fremfærd

I videoen møder I 9 unge medarbejdere fra sundheds- og ældreområdet, som deler deres perspektiver på, hvad der for dem er en god leder, og hvad de værdsætter i deres arbejdsliv.

De fortæller om deres syn på en god arbejdskultur, deres vigtigste ønsker til arbejdspladsen, og hvad en leder kan gøre for at skabe en god arbejdskultur. Videoen afsluttes med konkrete råd til, hvordan man som leder kan skabe de bedste rammer for unge medarbejdere – fra dem til jer.

Sådan bruger I videoen

Videoen kan bruges på flere måder: Den kan vises på ledermøder, hvor den kan skabe inspiration til fælles refleksion og dialog om arbejdet med unge medarbejdere.

Du kan også vælge at se den selv for at få nye perspektiver og konkrete idéer til, hvordan du kan styrke din egen ledelsespraksis, samt relationerne og arbejdskulturen på din arbejdsplads.

Brug gerne videoen i kombination med ledelseshjulet for at omsætte indsigterne fra den til praksis hos dig selv.

Unge medarbejdere og arbejdskultur

Projektet "Unge medarbejdere og arbejdskultur" afdækker unges forventningerne til ledelse på ældreområdet og giver indsigt i, hvordan man som leder fx på et plejehjem kan tilbyde en ledelsesstil og et arbejdsmiljø, der motiverer den unge medarbejder. 

Projektet har deltagelse af otte kommuner og har resulteret i konkrete indsigter og værktøjer samlet i den interaktive publikation "Unge medarbejdere og arbejdskultur."

Kommunernes Udviklingscenter (Komponent) har faciliteret forløbet, der foregår i regi af Fremfærd Sundhed og Ældre.

Unge og arbejdskultur