KL og Forhandlings­fællesskabet: Derfor skal vi have en fremtid med fuldtid

Mona Striib og Michael Ziegler fortæller i en ny video, hvorfor de som arbejdstagere og arbejdsgivere er gået sammen om en indsats, der skal få flere medarbejdere i kommunerne op i tid eller på fuldtid.

Af Bettine Romme Andersen 26/11/2020
Forhandlingsfællesskabet,
KL

På fremtidens kommunale arbejdsmarked skal flere medarbejdere gå op i tid eller arbejde på fuldtid.

Det er målet med en fælles indsats, som Forhandlingsfællesskabet og KL har taget initiativ til.

26 kommuner har meldt sig til indsatsen, hvor lokale arbejdspladser skal udvikle og afprøve metoder til at få flere på fuldtid både inden for ældreområdet, dagtilbud, sygeplejeområdet, psykiatrien og rengøringsområdet.

Mona Striib, formand for Forhandlingsfællesskabet, og Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, fortæller i videoen om udfordringerne ved, at mange kommunalt ansatte arbejder deltid og de potentialer, der er, hvis flere arbejder fuldtid.

40 procent af medarbejderne i den kommunale sektor arbejder i dag på deltid. For nogle faggrupper er det særligt udbredt, det gælder blandt andet i ældre- og sundhedssektoren (8 ud af 10), på børneområdet (5 ud af 10) og inden for andre overvejende kvindefag som rengørings- og husassistenter og lignende.

Parternes fælles målsætning

Frem mod fuldtid som det normale udgangspunkt i kommunerne er KL og Forhandlingsfællesskabets indsats for at fremtidssikre det kommunale arbejdsmarked.

 

Om fuldtidsindsatsen

KL og Forhandlingsfællesskabet arbejder sammen om En fremtid med fuldtid – en indsats, der gør det muligt og mere attraktivt for kommunale medarbejdere at vælge timer eller fuldtid til på deres arbejdsplads.  

Erfaringer fra samarbejdet med over halvdelen af landets kommuner og mere end 350 arbejdspladser viser, at flere timer skaber en positiv spiral på arbejdspladsen med flere faste kollegaer, mere faglighed og færre vikarer.

Indsatsen er en del af løsningen på de rekrutteringsudfordringer, velfærdsområderne oplever nu og i fremtiden. Hvis du vil høre mere, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet eller følge med på fuldtid.dk

En fremtid med fuldtid