
PROJEKT
Mennesker med udviklingshandicap og dom
1 min læsetid
Hvad betyder tidsubestemte domme for borgerne?
Læs kriminolog Line Søggaard Jensens rapport, der kaster lys på, hvordan borgere med udviklingshandicap oplever tidsubestemte foranstaltninger.



40 procent af alle domfældte udviklingshæmmede har en dom uden en slutdato. De har ingen anelse om, hvornår deres dom slutter - modsat næsten alle andre kriminelle, som kan tælle ned til den dag, deres dom er afsonet.
Kriminolog Line Søgaard undersøger i sin rapport, hvordan de domfældte udviklingshæmmede selv oplever det at være idømt en foranstaltning på ubestemt tid, hvor det er uvist, hvornår foranstaltningen slutter, og hvornår man igen kan bestemme over eget liv.
Store konsekvenser
En af de domfældte beskriver uvisheden således:
- Hver evig eneste dag, når jeg står op, er det første, jeg tænker: Hvornår kommer jeg ud? Og det er det sidste, jeg tænker på, inden jeg går i seng. Det kan være meget stressende, og nogle dage bliver du eddermame ked af det. Der har været nogle tårer på den konto. Fordi, du aldrig ved, hvornår du kan komme videre.
Uvisheden bliver oplevet som en psykisk belastning, og det står uklart for borgeren, hvad der skal til for at blive domsfri.
Konsekvensen har for flere borgere været, at de isolerer sig, fravælger beskæftigelse og ender i misbrug. Netop den udvikling starter en ond spiral, for den kan få ekstra betydning for borgernes mulighed for at få lempet eller helt komme af med deres dom, da en foranstaltning stiller krav til, at borgeren udvikler og forbedrer sig
Om projektet "Domfældte med udviklingshandicap"
Projektet Domfældte med udviklingshandicap vil styrke indsatsen til mennesker med udviklingshandicap og domstype 3-5. Målet er, at færre borgere får mere indgribende domme og hjælpes til en højere grad af livskvalitet.
Projektet lægger vægt på recovery og at udbrede viden om metoder og arbejdsgange, der kan forbedre indsatsen.
Projektledelsen varetages af KL, FOA og Socialpædagogerne.










