
PROJEKT
Bedre hjælp til mennesker med udviklingshandicap og dom
4 min læsetid
Hjælp borgere med udviklingshandicap ud af kriminalitet
Bliv bedre til at hjælpe borgere med udviklingshandicap og en dom med gratis materiale og helt ny metode.



- Der er desværre flere og flere borgere med udviklingshandicap, der begår kriminalitet og får en dom. Og vi ved, at når en borger én gang har fået en dom, så er der stor sandsynlighed for, at flere domme vil følge. Den cirkel skal brydes.
Det siger psykolog Trine Uhrskov, der har stået i spidsen for et projekt om mennesker med udviklingshandicap og en dom i regi af Fremfærd særlige behov.
Derfor lancerer Fremfærd en projektside til social- og sundhedsfagligt personale samt myndighedssagsbehandlere, der arbejder med målgruppen.
Siden er fyldt med viden, gode råd og en række redskaber, der er lige til at bruge i samarbejdet med borgeren. Den bygger på en grundig vidensindsamling og erfaringer fra en række kursusforløb samt konsulenthuset Sopras egne erfaringer på området.
Hvad kan du finde på projektsiden?
Du finder bl.a.:
- 6 artikler om arbejdet med foranstaltningsdomme. Hver artikel indeholder videointerviews med fagpersoner og har konkrete anvisninger og tips til, hvad der er vigtigt i samarbejdet, uanset om du er tilsynsførende eller bostøtte.
- Den helt nye metode Min vej videre - undersøgelser af min dom, herunder 6 samtaleværktøjer der bruges i samarbejdet med borgeren, og gør jer skarpere på at formulere kriminalpræventive mål med borgerens ønsker, håb og drømme i centrum.
- 6 praksisnære samarbejdsredskaber til fagprofessionelle, der understøtter en mere koordineret, målrettet og recovery-orienteret indsats – fra indsatsen iværksættes, til den følges op og videreudvikles.
- Viden om andre relevante metoder, der er gode at bruge i det kriminalpræventive arbejde, herunder kriminalpræventivt gruppeforløb (KRIGU), Low Arousal 2 understøttet (LA2U) og rusmiddelbehandling i gruppeforløb.
- En række artikler skrevet undervejs i projektet, der sætter fokus på viden og erfaringer fra eksperter på området.
Se projektsiden og alle materialerne
Hvad skal der til for at få lempet en dom - og hvem kan hjælpe?
Mange domfældte med udviklingshandicap har en dom uden en slutdato og har derfor ingen anelse om, hvor længe de skal være underlagt restriktioner. Det tager ofte lang tid, grundig dokumentation og kræver en høj grad af motivation i hverdagen at få lempet eller ophævet en dom – og her kommer mange borgere og også fagprofessionelle til kort. Uvisheden bliver oplevet som en psykisk belastning, og det er uklart, hvad der skal til for at blive domsfri eller få lempet sin dom.
Derfor finder du i materialet viden om, hvordan du som fagprofessionel bedre kan hjælpe borgeren, og du bliver klogere på spørgsmålene: Hvad er vigtigt at dokumentere - og hvordan gøres det bedst? Hvordan sætter man sig ind i dommen? Hvad lægger statsadvokaten vægt på? Hvad er vigtigt for samrådet at vide? Og hvilken rolle kan bistandsværgen spille? Og meget mere.
Og du får en bedre forståelse for hele det netværk, der omgiver borgeren, og hvilke roller de hver især spiller i forebyggelsen af kriminalitet.

Bygger på recovery-orienteret rehabilitering
Materialerne tager afsæt i tilgangen recovery-orienteret rehabilitering, hvor det afgørende princip er, at borgeren er eksperten i eget liv, og at man som fagprofessionel altid tager udgangspunkt i det, borgeren selv forbinder med det gode og meningsfulde liv.
Derfor tager materialet - og særligt samtaleværktøjerne - afsæt i borgerens håb, ønsker og drømme, for som psykolog Trine Uhrskov formulerer det:
- Når borgeren mister håbet, mister vi fundamentet for den kriminalpræventive indsats. Borgerens drømme skal være en reel drivkraft – ikke en parentes
Funderet i praksis
Materialerne er solidt funderet i praksis.
Der er blandt andet blevet indsamlet viden og foretaget interviews på de to botilbud Grevenlund og Kærsangervej 252. Samtidig er der blevet afholdt 5 kursusforløb for social- og sundhedsfagligt personale samt myndighedssagsbehandlere mv. på tværs af landet, og deltagernes input og spørgsmål er indarbejdet i materialet.
Sådan arbejder Grevenlund med domfældte med udviklingshandicap
Video kan ikke afspilles
For at afspille videoen skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.
"Det er et kæmpe ansvar der hviler på vores skuldre", siger rehabiliteringsleder på Grevenlund Ditte Høtoft Nielsen.
Se hvordan Kærsangervej 252 arbejder med domfældte med udviklingshandicap
Video kan ikke afspilles
For at afspille videoen skal du acceptere marketing-cookies. Du kan altid ændre dit valg i cookieindstillinger.
"Vi arbejder med kortsigtede delmål, fordi succes savler succes. Når du lykkes med noget, så er der større chance for, du lykkes med det næste", fortæller faglig koordinator Betina Sjølund Smedegaard.

Om projektet Domfældte med udviklingshandicap
Hvordan forebygger vi kriminalitet samtidig med, at vi styrker livskvaliteten for voksne med udviklingshandicap og foranstaltningsdom?
Læs artiklen






