1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Borgere med særlige behov
  4. Om projektet Domfældte med udviklingshandicap
Bedre hjælp til mennesker med udviklingshandicap og dom

PROJEKT

Bedre hjælp til mennesker med udviklingshandicap og dom

6 min læsetid

Om projektet Domfældte med udviklingshandicap

Hvordan forebygger vi kriminalitet samtidig med, at vi styrker livskvaliteten for voksne med udviklingshandicap og foranstaltningsdom?

Kursus dom
Billede fra kursusgang i forløb Domsfældte med udviklingshandicap.
Sine Molbæk-Steensig
Sine Molbæk-Steensig

Voksne med udviklingshandicap, der begår kriminalitet, får typisk en tidsubestemt foranstaltningsdom. Dommen skal forebygge ny kriminalitet, men det er svært at få lempet eller ophævet dommen. Samtidig får mange en ny dom, mens de stadig har den første dom, og det gør det endnu sværere at komme ud af domssystemet. Disse udfordringer gør det svært at have borgerens håb og drømme i centrum for den kriminalpræventive indsats.

Projekt Domsfældte med udviklingshandicap har haft til formål at styrke indsatsen til mennesker med udviklingshandicap og dom gennem:

  • Vidensløft til social- og sundhedsfagligt personale samt myndighedssagsbehandlere, der arbejder med målgruppen
  • Kvalificering af den faglige indsats og styrket samarbejde med og omkring målgruppen, med henblik på at ophæve eller forebygge yderligere domme

Det er bl.a. sket gennem en grundig vidensindsamling, en række kursusforløb på tværs af landet og udviklingen af den ny metode Min vej videre målrettet domfældte borgere. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Fremfærd Særlige Behov og Sopra konsulenterne.

Fire udfordringer præger området

I projektets vidensfase blev eksisterende viden, praksisudfordringer og udviklingsbehov beskrevet. Her var interviews med centrale fageksperter, ombudsmandens temarapport om domfældte samt håndbog om sigtede og domfældte med udviklingshandicap centrale kilder. Arbejdet viste fire gennemgående udfordringer:

  1. Der er en risiko for, at dommene blive mere indgribende end intenderet, blandt andet fordi mål og dokumentation ikke hænger sammen med dommens vilkår.
  2. Systemet bliver ofte oplevet som uoverskueligt, og uklarhed mellem straf- og servicelovgivning skaber huller i indsatsen.
  3. Det er et komplekst samarbejdslandskab, hvor roller og ansvar – især bistandsværgens – ofte er uklare.
  4. Borgerens håb og drømme er under pres, især ved tidsubestemte domme, som dræner motivation og samarbejdsvilje.

Som psykolog og partner i Sopra, Trine Uhrskov, formulerer det:

- Når borgeren mister håbet, mister vi fundamentet for den kriminalpræventive indsats. Borgerens drømme skal være en reel drivkraft – ikke en parentes

Kursusforløb på tværs af landet

I projektets gennemførelsesfase blev der afholdt fem kursusforløb, hver bestående af to undervisningsdage og én opfølgningsdag.

Undervisningen blev afholdt af psykolog Trine Uhrskov Sopra i samarbejde med bl.a., psykolog Nina Navntoft-Pedersen, der er medudvikler af det kriminalpræventive gruppeforløb KRIGU, kriminolog Line Søgaard, og antropolog og chefkonsulent i Metodecentret, Helle Høgh. Socialrådgiverne Anne Yde og Lis Mathiesen, der til dagligt arbejder som myndighedssagsbehandlere i Mariagerfjord Kommune, var ligeledes medundervisere.

Her fik fagprofessionelle fra både myndighed og bostøtte bl.a.:

  • Viden om recovery-orienteret rehabilitering
  • Konkrete værktøjer til mål og dokumentation
  • Metoder til at arbejde med vold, rusmidler og problemskabende seksuel adfærd

Deltagerne efterspurgte især klarere samarbejde og tydelige roller i det daglige kriminalpræventive arbejde. De efterspurgte også redskaber til i deres daglige praksis at formulere og følge op på kriminalpræventive mål.

En ny metode: Min vej videre

Et centralt resultat i projektet er udviklingen af den recovery-orienterede og kriminalpræventive metode Min vej videre.

Metoden hjælper borgere og fagpersoner med i fællesskab at formulere kriminalpræventive mål, der har borgerens ønsker, håb og drømme i centrum. Min vej videre er afprøvet både på botilbuddene Grevenlund og Kærsangervej 252 og i myndighedsregi. Afprøvningen førte til en revideret version og en vejledning, der understøtter brugen af metoden. Min vej videre, og vejledning kan hentes her.

Samarbejdsredskaber

Som en del af projektet er der udviklet seks praksisnære samarbejdsredskaber til fagprofessionelle. Redskaberne understøtter arbejdet med borgere med udviklingshandicap og dom – fra indsatsen iværksættes, til den følges op og videreudvikles.

Redskaberne bidrager blandt andet til:

  • At skabe sammenhæng mellem kriminalpræventiv indsats, §141-handleplan og borgerens håb og drømme
  • At styrke dokumentation, så den bliver meningsfuld og anvendelig i praksis
  • At tydeliggøre roller og ansvar på tværs af faggrupper
  • At understøtte et velfungerende tværfagligt samarbejde

Samlet set giver redskaberne et fælles afsæt for en mere koordineret, målrettet og recoveryorienteret indsats.

Et stærkt fundament for domfældte

Slutevalueringen peger på fire anbefalinger, som kommuner og fagprofessionelle med fordel kan arbejde videre med:

  • Recovery-orienteret rehabilitering som fælles fagligt fundament
  • Tydeligere sammenhæng mellem dom og indsats via kriminalpræventive mål
  • Styrket kendskab til bistandsværgens rolle for bedre koordination og retssikkerhed
  • Fælles tværfaglige læringsforløb der samler aktører på tværs

Projektet viser, at når håb, faglighed og samarbejde bindes tættere sammen, får domfældte borgere med udviklingshandicap bedre muligheder for udvikling. Tydelige mål, fælles redskaber og borgerens stemme som kompas er centrale elementer på vejen mod et mere trygt og kriminalitetsfrit liv.

Få overblikket på temasiden

temasiden for projektet Bedre hjælp til mennekser med udviklingdhandicap og en dom kan du finde artikler, videoklip og cases om det kriminalpræventive arbejde med borgere med udviklingshandicap og en dom – samt downloade metoden Min vej videre og den tilhørende vejledning.