En foranstaltningsdom er en hjælp

En dom kan være en voldsom indgriben i et menneskes liv.

For den enkelte borger kan den opleves som en straf, men formålet er et andet: at skabe rammer, der giver mulighed for udvikling, støtte og sikkerhed. Som fagperson spiller du en central rolle i at omsætte dommens rammer til en konkret indsats, der hjælper borgeren videre.

Når dommen opleves som straf

Mange borgere får først og fremmest øje på alt det, de ikke må – og mange forstår ikke helt, hvorfor de har fået dommen. Derfor kan en foranstaltningsdom let opleves som kontrol og begrænsning.

Specialanklager Nana Kryger la Cour forklarer:

- Du er straffri, fordi du har et dårligt funktionsniveau. Men vi skal selvfølgelig sikre nogle rammer, så kriminaliteten ikke sker igen. På den måde er det en dom til hjælp.

Men sådan opleves det sjældent af borgerne.

Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV, siger:

- Jeg tror, man skal være meget bevidst om, at det ikke er sådan, borgerne - som de er flest - oplever det. De oplever det som en straf.

Derfor er det vigtigt, at borger, fagprofessionelle og netværk samarbejder om at gøre dommen mere forståelig og meningsfuld i borgerens hverdag.

Samarbejdet er nøglen

For tidsubestemte domme afhænger en lempelse eller ophævelse af, om borgeren over tid udviser en lavere risiko for kriminalitet.

Ved tidsbestemte domme ophører foranstaltningen ved udløb – medmindre retten vælger at forlænge den. Også her ser retten på borgerens udvikling og risiko for tilbagefald.

- Ønskescenariet er selvfølgelig, at en dom ikke længere er nødvendig. Der vil vi kigge på, hvad man faktisk har prøvet den pågældende af i, siger Nana Kryger la Cour.

Det handler om, hvorvidt man er lykkedes med at simulere de forhold, der vil være på den anden side af en foranstaltning, så man kan have en formodning om, at borgeren ikke bliver én, der falder tilbage i kriminalitet med det samme.

Og det kræver et tæt samarbejde mellem borger, tilsynsførende og bostøtte for at sikre den nødvendige dokumentation til Statsadvokaten. Her kan pårørende og netværk også have en vigtig rolle at spille.

Tre anbefalinger til at styrke samarbejdet i praksis

Anbefaling 1: Sæt borgeren i centrum – relationen er afgørende

En foranstaltningsdom kan skabe forvirring og en oplevelse af kontroltab. Derfor er tillid og relation helt afgørende, hvis dommen skal blive en reel hjælp.

- Relationen bliver jo guldet i det her, fordi der bliver nødt til at være en tillid mellem borger og tilsynsførende eller borger og det pædagogiske personale.

At sætte borgeren i centrum handler om at lytte, hjælpe med at forstå dommen og finde mål, som giver mening i hverdagen. Værktøjet Min vej videre kan understøtte netop den proces ved at koble borgerens håb og drømme til dommens krav.

Anbefaling 2: Samarbejd og spar med hinanden på tværs af aktørerne

En foranstaltningsdom kan kun blive en reel hjælp, hvis samarbejdet mellem centrale aktører omkring borgeren fungerer.

I kommunerne er det især bostøtten og myndighedsrådgiveren, der sammen med borgeren skal sætte mål med afsæt i dommen. De mål skal der arbejdes med i hverdagen – og udviklingen skal dokumenteres præcist og systematisk.

Men indsatsen står og falder ikke kun her. Samarbejdet med bistandsværgen, statsadvokaten og samrådet spiller også en vigtig rolle.

Særligt bistandsværgen er en nøgleperson, fordi han eller hun kan hjælpe borgeren med at forstå dommens indhold og muligheder. Alligevel bliver bistandsværgen i praksis ofte overset eller tilsidesat i hverdagen. At inddrage bistandsværgen aktivt styrker både borgerens retssikkerhed og kvaliteten af indsatsen.

Styrk samarbejdet med bistandsværgen – 4 anbefalinger

Der ligger et stort og ofte uudnyttet potentiale i samarbejdet med bistandsværgen. Find ud af, hvordan du kan styrke det.

Læs artiklen

Den samlede dokumentation og de fælles vurderinger fra alle aktører bliver afgørende. Statsadvokaten indstiller sagen til retten på baggrund af blandt andet kommunens udtalelser og botilbuddets dokumentation. I sidste ende er det retten, der beslutter, om en foranstaltningsdom skal fortsætte uændret, lempes, skærpes eller ophæves.

Bodil Seneca Lie fortæller, at området kræver høj prioritet, fordi fagpersoner har stor indflydelse på, om en dom kan ophæves eller forlænges. Hun understreger, at ingen bør stå alene med opgaven. Derfor er det vigtigt at søge sparring hos kolleger og bruge de redskaber, der findes – blandt andet håndbogen for domfældte. Hun peger også på, at VISO kan være en samarbejdspartner, hvis en kommune står alene med udfordringerne.

- Hvis man er den eneste, der sidder med den opgave, så er det vigtigt at finde nogen at sparre med om opgaveløsningen - og her er man altid velkommen til at ringe til VISO

Bodil Seneca Lie, VISO

Anbefaling 3: Styrk relationerne til netværket

En foranstaltningsdom kan gøre det svært at fastholde kontakten til familie og venner – fx når udgang er begrænset. Men netværket er afgørende for at skabe motivation og holde fast i forandring.

Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV, understreger:

- Noget af det allervigtigste er, at man understøtter, at den domsanbragte og de pårørende bevarer relationen. Det at opretholde kontakten til din mor og far, søskende eller venner er vanvittigt vigtigt. Og det bliver jo besværliggjort af de vilkår, som gør sig gældende, når man har en dom.

Også i kommunerne ser man de pårørende som en stærk ressource. De kan give borgeren støtte og motivation på en måde, som fagpersoner ikke kan, fordi relationen bygger på tillid og en livslang tilknytning.

At samarbejde med netværket og hjælpe borgeren med at bevare relationer kan være med til at gøre dommen til en reel hjælp – også når rammerne gør det svært.

En dom som vej til forandring

En foranstaltningsdom bliver altså først en reel hjælp, når relationen til borgeren styrkes, samarbejdet mellem aktører fungerer, og netværket inddrages. På den måde kan foranstaltningsdommen blive en ramme, der trods sine begrænsninger, kan føre til forandring og udvikling for borgeren.