Recovery på botilbud: ”Det er ikke nok at ville hjælpe”

- Når borgerne har oplevelsen af at have stærke allierede i kampen mod sygdommen, så står de meget stærkere i forhold til at få det bedre. Trygge relationer til de ansatte er vigtige, men fagligheden og evnen til at reflektere sammen som arbejdsplads er også helt afgørende.

Det siger aktionsforsker Marie Østergaard Møller, der i forbindelse med Fremfærd-projektet ”Bedre liv i botilbud” har interviewet beboere, ansatte og ledere på fem socialpsykiatriske botilbud samt foretaget observationsstudier henover 1½-årig periode.

- Jeg er blevet overrasket over, hvor stor forskel der er på, hvordan beboere, der på papiret er ret ens, har det, og hvordan de lever deres liv på botilbuddet, fortæller Marie Østergaard Møller.

Måske er jeg umulig at hjælpe?

Hun beskriver, hvordan flere af borgerne ser sig selv som meget svære eller næsten umulige at hjælpe. De er ofte samtidig meget opmærksomme på de udfordringer, der kan være omkring et botilbud som fx personalemangel og økonomi og sætter deres forventninger derefter.

Og så udviser de ofte en høj grad af omsorg og empati for personalet og vurderer dem højt, selvom deres egen trivsel er lav og ikke forbedres over en periode.

Mange beboere fortæller, at de oplever, at medarbejderne altid prøver at hjælpe dem – men at det kun nogle gange føles som om, de rent faktisk bliver hjulpet. Når de bliver bedt om at uddybe, viser det sig, at de påskønner, at medarbejderne gør en indsats og lægger mindre vægt på den effekt, indsatsen rent faktisk har.

- Det rejser spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at give en professionel recovery-orienteret støtte, siger forskeren og uddyber:

- Det er optimalt, når der er en god relation, men den skal handle mest om, hvordan vi sammen bekæmper denne sygdom og lidt mindre om, hvorvidt jeg har god kemi med de forskellige fra personalet. Og så er det vigtigt, at et botilbuds udfordringer med økonomi, personalemangel osv. ikke fylder og får beboerne til at sænke deres forventninger og lade være med at give udtryk for egne ønsker, for så bliver det svært at arbejde recovery-orienteret.

En stærk bagscene og en læringskultur

Marie Østergaard Møller fortæller, at det har stor betydning for borgernes oplevelse af trivsel, hvordan arbejdspladsen er organiseret. For de botilbud, der har en stærk læringskultur med en velfungerende refleksionspraksis, stikker positivt ud.

Og en stærk bagscene opstår ikke, med mindre ledelsen bakker op og prioriterer sparring og læring, fortæller forskeren.

Når der er en god reflektionspraksis på et botilbud, så afspejler det sig ofte i et godt samarbejde omkring borgeren - fx med pårørende, læge, psykiater eller andre relevante aktører, og netop det kan være afgørende for borgerens recovery.

High Arousal hos andre beboere skaber utryghed

Undervejs i projektet blev det klart for Marie Østergaard Møller, at ud over en stærk bagscene er der andre faktorer, der har stor betydning for beboernes trivsel og recovery.

- Nogle gange skaber andre beboere med en høj arousal et meget stressende miljø. Det kan fx være beboere, der råber, larmer eller er voldsomt udadreagerende. Det fører til meget utryghed og kan fx betyde, at nogle beboere har svært ved at finde ro i deres egne boliger og ikke har mod på at opholde sig på fællesarealer – og det er problematisk, siger hun.

Forskeren beretter, at hun ser eksempler på bosteder, hvor der er nogle få beboere med high arousal, der kræver næsten konstant opsyn og skærmning.

- Det betyder både, at der er færre personaleressourcer tilgængelige for resten af beboere, at manglende tryghed undergraver behandlingen, og at ensomhed er sværere at forebygge, siger hun.

”Recovery-orienteret rehabilitering kan næsten betyde hvad som helst”

Projektet Bedre liv i botilbud er bygget op omkring tilgangen recovery-orienteret rehabilitering. Det betyder kort fortalt, at man som fagprofessionel altid tager udgangspunkt i det, borgeren selv forbinder med det gode og meningsfulde liv, og at borgeren selv er meget aktiv i forhold til at definere og planlægge sit eget liv og hverdag.

Men Marie Østergaard Møller oplever, at ude i praksis er der på ingen måde konsensus om, hvad det vil sige at arbejde recovery-orienteret.

- Recovery-orienteret rehabilitering kan næsten betyde hvad som helst og er lidt af et buzzword. Mange bosteder fortæller, at de har en recovery-orienteret tilgang, men det er svært for dem at blive rigtig konkrete om, hvordan de implementerer tilgangen i det daglige arbejde, og hvad det egentlig vil sige.

Samme begreb kan eksempelvis både dække over en vedholdende indsats for at skabe en god kontakt til en borger i mistrivsel, der afviser hjælp, til at en lignende borger ender isoleret i sin bolig, fordi borgeren ”selv skal ville det”, forklarer hun.

- Så hvis vi meningsfuldt skal arbejde med recovery-orienteret rehabilitering, skal vi være meget tydelige og fagligt reflekterede omkring, hvad det egentlig vil sige, siger Marie Østergaard Møller.