Top banner
Hierarkier og manglende faglig sparring gør det svært for social- og sundhedshjælpere at tage ordet på et tværfagligt møde.

Sådan får man den tavse viden i spil

Hierarkier og manglende faglig sparring gør det svært for social- og sundhedshjælpere at tage ordet på et tværfagligt møde, siger forsker og FOA-leder.

Af Irene Aya Schou 26/05/2016
Fremfærd

Social- og sundhedshjælperne er den faggruppe, der holder sig mest tilbage, når rehabiliteringsforløb diskuteres på tværs af faggrupper i hjemmeplejen. Det viser erfaringer fra det tværfaglige rehabiliteringsmøde.

- Gruppen af social og sundhedshjælpere fortalte, at de havde svært ved at udtrykke deres observationer på grund af tilstedeværelsen af personale, der var mere uddannet (sygeplejersker, myndighed og terapeuter), står der i evalueringsrapporten i forbindelse med Fremfærd Ældre projektet ”Det Tværfaglige Rehabiliteringsmøde”.

Hierarkisk system

Det er der en naturlig forklaring på, mener arbejdslivsforsker og ph.d. Agnete Meldgaard Hansen.

- Sundhedssektoren er et hierarkisk system med klare skel mellem professioner. Det sætter sig også igennem på hjemmeplejeniveau og gør, at dem, der er nederst i hierarkiet, har sværere ved at komme på banen med deres viden og input end andre, siger hun.

Agnete Meldgaard Hansen har i sin ph.d.-afhandling fulgt to kommunale rehabiliteringsprojekter og interviewet 32 social- og sundhedshjælpere, ergo- og fysioterapeuter samt ledere. Hun mener, at den daglige kontakt er vigtig, hvis man vil tværfagligt samarbejde.

- Når man holder faste møder sammen og omgås jævnligt f.eks. spiser frokost sammen, bliver det lettere at komme på banen med sin viden, end hvis man bliver sat ved et rundbord som eneste social- og sundhedshjælper med sygeplejersker og terapeuter, man ikke kender, siger Agnete Meldgaard Hansen.

Rystende knæ

Formand for FOA’s 100.000 social og sundhedsansatte, Karen Stæhr, kan godt forstå, at social- og sundhedshjælpere kan have svært ved at tage ordet på et tværfagligt rehabiliteringsmøde.

- Det er som om, de ikke selv tror, at man regner deres observationer for noget, fordi de er de kortest uddannede. Det er vigtigt, at lederen tager teten og støtter dem i at få dem ind i kredsen, siger Karen Stæhr, der selv er uddannet sygehjælper.

Hun har efterfølgende taget en diplomuddannelse i ledelse og en master i arbejdsmarked og personaleforhold, men hun kender følelsen af at have blussende kinder og en klump i halsen, fordi man føler sig lille.

- Jeg husker som tillidsmand, når mine knæ rystede, og jeg skulle på talerstolen. Det bedste, man kunne gøre, var at sige til forsamlingen: ”Hold kæft hvor er jeg bange for at stå heroppe”. Så vil alle omfavne dig, for de kan alle genkende følelsen.

Manglende faglig sparring

Karen Stæhr mener, at organiseringen i hjemmeplejen har gjort, at mange social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter de senere år har mistet evnen til at tale om deres faglighed.

- De starter hjemmefra, er hos borgerne alene, noterer alt via smartphones eller håndholdte computere og behøver ikke at møde en eneste kollega i løbet af en dag. Det betyder, at de mangler sparring og aflærer sig at tale et faglighedssprog, siger hun.

Denne evne skal genoptrænes, og af evalueringsrapporten fremgår det, at gruppen af social- og sundhedshjælperne har udviklet sig markant igennem projektets løbetid.

Den tavse viden har fået en stemme gennem målrettet træning. Det bekræfter projektleder i Gladsaxe Kommune, Line Riddersholm.

- Det har været stort at se medarbejdere vokse. Medarbejdere, der aldrig har set sig anerkendt eller følt, at de havde noget at bidrage med. Udviklingen er kommet bag på både lederne og dem selv, siger hun.

Tryllestaven

Når social- og sundhedshjælpernes viden er central, skyldes det ikke mindst, at de sammen med assistenterne er talerør for borgerne, siger projektleder Charlotte Lind fra Bornholms Regionskommune.

- Den tavse viden er også borgerens viden om sig selv. Det er faktisk den vigtigste tavse viden. Hvis vi arbejder ud fra, hvad vi tror og ikke ud fra, hvad vi ved, så arbejder vi ikke sammen med borgeren men i to parallelle spor, siger hun.

I jagten på den tavse viden, er hjemmeplejen på Bornholm gået et skridt videre og har udviklet et hjælperedskab. Det er en usynlig tryllestav, som social- og sundhedshjælperen eller social-og sundhedsassistenten skal forestille sig, de har i hånden, når de er ude hos borgeren.

- Så spørger de borgeren: Hvis jeg nu havde en tryllestav i hånden, hvad kunne du godt ønske dig skulle være anderledes? siger Charlotte Lind.

Erfaringen viser, at tryllestaven gør det nemmere for borgeren at komme frem med ønsker og drømme.

I Gladsaxe Hjemmepleje er social-og sundhedshjælperne Hans-Peter W. Jørgensen og Chanette Dupont utrolig glade for det tværfaglige samarbejde. De har kun ros til overs for ledere og kolleger.

- Det har ikke været svært at komme på banen, og vi mærker ingen hierarkier. Kommer man med et godt argument eller ny viden, bliver man hørt og taget alvorligt uanset hvilken faggruppe, man tilhører, siger de samstemmende.

Foto: Thomas Søndergaard

Fakta om Det Tværfaglige Rehabiliteringsmøde

Fremfærd Ældre finansierer projektet, der gennemføres i et samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Gladsaxe Kommune og Type2dialog. Formålet er at udvikle, afprøve og implementere en model, der sikrer, at faglige indsatser på tværs af målgrupper, ydelser og lovgivning koordineres med udgangspunkt i borgernes rehabiliteringsplan og borgernes mål. Modellen bygger på de 12 mødedogmer, der gælder for samtlige deltagere.

  1. Forberedelse: Mød velforberedt op med udgangspunkt i de udvalgte borgercases
  2. Mødetid: Mødet starter præcist. Så vær fysisk og mental klar fem minutter før start
  3. Fakta: Hold fokus på fakta, viden og faglighed fremfor synsninger
  4. Rehab-mål: Tag hele tiden udgangspunkt i borgerens rehabiliteringsmål
  5. Respekt: Respekter mødelederens rolle – denne rolle er svær
  6. Talerække: Márker når du vil sige noget. Tal, når du får ordet og talebolden – ikke før
  7. Bidrag: Deltag aktivt på mødet. Der er brug for netop din viden
  8. Anerkendelse: Vær anerkendende over for kolleger og mødeleder
  9. Spørgsmål: Stil åbne spørgsmål og vær nysgerrig i forhold til borgerens mål
  10. Opfølgning: Tag ansvar for at dokumentere det aftalte, og del viden med borgere og kolleger
  11. Handling: Tag ansvar for, at det aftalte udføres hos borgerne efterfølgende
  12. Afbud: Giv mødelederen besked, hvis du ikke kan deltage

Erfaringer og resultater fra de to kommuner:

  • Effektivitet: Modellen bidrager til en højere grad af effektivitet forstået som lettere arbejdsgange, hurtig opfølgning og igangsætning af indsatser samt kvalitativt flere borgersager-gennemgange ved hvert møde. 
  • Kvalitet: Deltagerne oplever øget faglighed og større erfaringsudveksling, hvilket øger kvaliteten i rehabiliteringsindsatsen. Bl.a. er ”den tavse viden” kommet i spil, herunder særligt kontaktpersoner med fagligheden social- og sundhedshjælpere.
  • Relationel koordinering: Deltagerne oplever større grad af koordinering i forhold til de tværfaglige indsatser f.eks. har samarbejdet med visitationen lettet kommunikation, ansvar og arbejdsgange indbyrdes.
  • Borgerinddragelse: Modellen har gjort medarbejderne opmærksomme på at inddrage borgerne og fokusere på borgernes mål. Modellen viser også, at de medarbejdere, der kender borgerne, er nøglepersoner ved mødet. Uden deres viden og deltagelse, udvikler mødet sig til en gættekonkurrence.

Definition af rehabilitering:

”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammehængende og vidensbaseret indsats."

Kilde: Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet - Rehabilitering i Danmark (2004)