6 min læsetid
Socialrådgivere øver sig på at blive ledere
Hvad kræver det at bedrive god faglig ledelse, der sikrer engagement og faglig gnist hos medarbejderne?



25 kommunale socialrådgivere fra hele landet er samlet i Aarhus til anden undervisningsdag på udviklingsforløbet Mod på ledelse, som KL og Dansk Socialrådgiverforening har sat i værk i samarbejde med Komponent.

Dygtige socialrådgivere tøver med at tage skridtet mod ledelse
Usikkerhed omkring, hvad lederrollen indebærer, står i vejen for rekruttering til ledelse. I nyt forløb får nysgerrige en tryg øvebane og mulighed for afklaring.
Læs artiklenDeltagerne har alle det til fælles, at de går rundt med en leder i maven og nu har fået muligheden for at blive klogere på, om ledelse er en disciplin, de skal forfølge.
Forløbet består af 4 undervisningsdage. Undervejs bliver der fyldt godt på med viden, og alle kursister bliver del af en læringsgruppe.
Hver kursist bliver tilknyttet en mentor, ligesom nærmeste leder bidrager med sparring og støtte til konkrete ledelsesopgaver, hvor deltagerne får mulighed for at afprøve dele af ledelsesrollen.
Jack Studsgaard Christensen, familie- og netværkskonsulent i Ballerup Kommune.

Jeg er nysgerrig på, om ledelse er noget for mig, og jeg vil gerne have inspiration og perspektiver på, om det er en vej, jeg tør og har lyst til at gå.
Jeg håber at blive klogere på, hvad der er svært ved at være leder, og hvad det er for refleksioner, man bør gøre sig, hvis man skal være leder. Vi har fire undervisningsdage i forløbet, og så ligger der en masse indimellem, hvor vi skal tale med både vores mentor og egen leder og skaffe praktik.
Så vi får god mulighed for at forberede os på lederrollen. Det er jo ikke en mulighed, alle ledere har fået, men det er blevet endnu mere tydeligt for mig, at ledere bør uddannes.
Starter i det poetiske hjørne
Dagen stævner blødt fra start i poesiens verden med bogen Det værste og det bedste i mit liv som leder.
Her sætter 13 offentlige ledere i digtform ord på lyset og mørket i deres lederliv.
Underviserne Rikke Liv Holst og Maja Riis Frederiksen lægger en række citater fra bogen på bordene og beder deltagerne om at vælge de citater, som taler til dem og dele, hvad dét er, med deres bordmakkere.
- Der er meget at genkende for jer, der har valgt at tage ledelse på jer, forsikrer Rikke Liv Holst.

Snakken går livligt i læringsgrupperne ved alle bordene.
- Og hvad er det så, der er genkendeligt, og hvordan er det at blive genkendt? spørger underviserne.
- Det er en god følelse, men også en ærgerlig følelse, lyder det fra en af deltagerne.
- For alle de udsagn om det værste i lederlivet afspejler jo netop nogle fælles vilkår, som man må acceptere som socialrådgiver – og det er lidt skræmmende.
For Jack Studsgaard Christensen, som er familie- og netværkskonsulent i Ballerup Kommune, har citaterne kaste nyt lys på det faktum, at ledere er helt almindelige mennesker.
- Man kan godt glemme, at ledere er mennesker med det samme arbejdsmiljø og liv som medarbejderne og kan være kede af det og frustrerede ligesom os andre.
- Ja, og det er godt at få den mildhed frem, for lederne er jo ikke robotter, der går rundt derude i kommunerne, siger Rikke Liv Holst og forklarer, at formålet med den poetiske indgang til dagen netop er at nuancere blikket på ledelse og ledere.
- Hvis ikke vi taler om og anerkender, at det kan være både svært og godt at være leder, så mister vi nuancerne, fastslår hun.
Faglig ledelse i fokus

Dagens tema er faglig ledelse, og Maja Riis Frederiksen zoomer ind med et kort historisk rids.
Da hun selv startede som socialrådgiver, var det dem, der var dygtigst, der blev opfordret til at blive ledere. Senere kom generalister ind som ledelse, og faglig ledelse blev og bliver til stadighed delegeret ud til koordinatorer eller faglige fyrtårne.
- Men anbefalingerne fra Ledelseskommissionen lyder, at faglig ledelse SKAL prioriteres. Hele ledelseskæden fra topchef til udførende led bør fokusere mere på kerneopgaverne, fortæller Maja Friis Frederiksen.
7 fællestræk
Hun udfolder 7 fællestræk i den faglige ledelse, som der ifølge Væksthus for Ledelse bør være fokus på, hvis den faglige ledelse skal styrkes.
- Der ligger rigtig mange opgaver relateret til faglig ledelse, og Væksthus for Ledelse fremhæver netop, at det skal have endnu mere plads, fordi faglig ledelse er så centralt, hvis vi skal lykkes med den primære kerneopgave, vi har, siger hun.
Rikke Troelsen, fællestillidsrepræsentant i Jobcenter København

Jeg har lavet det samme i rigtig mange år og har brug for at udvikle mig. Men jeg er lidt i tvivl om, hvilken retning jeg skal gå. Så det er rigtig rart med den her mulighed for at snuse til lederrollen og få en masse inspiration og nye redskaber.
Der er forskellige former for ledelsesstrategier, og i dag taler vi om faglig ledelse. Det giver en afklaring af, at man ikke behøver at kunne det hele. Det er godt at kunne lidt af hvert, og så må man finde ud af, hvor ens forcer ligger.
Faglig ledelse af frontmedarbejdere
Rikke Liv Holst fylder på med flere perspektiver på faglig ledelse - nærmere bestemt:
Hvordan kan man tale om faglig ledelse som disciplin, når det handler om ledelse af medarbejdere, der har borgerkontakt?
Det gør hun med udgangspunkt i adjunkt Anne Mette Møllers forskning om netop frontlinjemedarbejdere.
- Ledelsesopgaven handler om at sikre bevidste, begrundede prioriteringer i lyset af begrænsede ressourcer. Vi kommer ikke udenom, at vi skal prioritere. Så hvordan er det, faglige ledere kan tale om dét uden at slukke gnisten i øjnene på folk? lyder det bl.a. fra Rikke Liv Holst i oplægget.
Godt gang i refleksionerne
Dagens faglige oplæg lægger op til samtaler i læringsgrupperne om, hvordan faglig ledelse ser ud dér, hvor de kommer fra.
Og det er netop intentionen bag undervisningen at sætte godt gang i refleksionerne om forskellige aspekter af ledelse.
- Vi vil gerne give sprog til noget af det, I ved i forvejen, og bestyrke jer i jeres overvejelser om ledelse ved at give jer nogle teoretiske begreber, siger Rikke Liv Holst.
Fagligt dilemma i praksis

Undervisningsdagen lakker mod enden, og som sidste aktivitet bliver deltagerne kastet ud i en dilemmaøvelse. De bliver præsenteret for en case:
Mette er en erfaren socialrådgiver. Hun arbejder med komplekse familiesager. Hun er fagligt dygtig og har gode relationer til borgerne. I flere sager vælger hun at være fleksibel i forhold til procedurer.
Men hendes kollega, Anders, oplever udfordringer: Han følger procedurerne nøje og bruger tid på dokumentation.
Hvad er rigtigt? Den situationsbestemte, fagligt funderede fleksibilitet – eller en ensartet praksis med klare rammer og dokumentation?
Deltagerne skal nu vælge side og sammen diskutere for og imod de to forskellige tilgange.
- Det er en givtig øvelse at tvinge sig selv til at kigge over på de andre og sige: Hvad er det gode ved at stå derovre? Det kan I bruge, når I er dem, der skal lede faglige drøftelser om, hvordan kan man gå fra, at noget er enten/eller til at blive et både/og, forklarer Rikke Liv Holst.
Udviklingsplan skal fastholde refleksioner

Som et led i udviklingsforløbet øver deltagerne sig på konkrete ledelsesopgaver og arbejder med selvvalgte prøvehandlinger. Det kan være stort og småt - alt fra at stå for personalemøder til at øve sig på at stille de rummelige og nysgerrige spørgsmål.
Deltagerne reflekterer over deres prøvehandlingen, både sammen med deres læringsgruppe i løbet af undervisningsdagen og i den personlige udviklingsplan. Her skal de også besvare refleksionsspørgsmål om samarbejdet med nærmeste leder og med den mentor, de har fået tilknyttet.



