
PROJEKT
AI i ældreplejen - talegenkendelse
1 min læsetid
Kort om Fremfærd-projektet om talegenkendelse
Vidensprojektet har fulgt afprøvningerne i det to-årige innovationsprojekt TALT, der har afprøvet AI-understøttet dokumentation i ældreplejen i 11 kommuner.

Projektet om talegenkendelse i regi af Fremfærd Sundhed og Ældre har til formål at skabe indsigt i TALT-projektets erfaringer, så der i fremtiden kan skabes en succesfuld implementering af digitale løsninger på det kommunale sundheds- og ældreområde.
Fokus vil særligt være på:
- Medarbejderkompetencer: Forudsætninger, der skal være til stede, digitale erfaringer og digital selvsikkerhed, behov hos forskellige medarbejdergrupper.
- Ledelse: Tilgang til implementering, tilrettelæggelse af forandringsprocessen, afprøvninger i mindre teams og forandringskommunikation, støtte til medarbejdere.
- Kultur: Arbejdspladsens tidligere erfaringer med ændret, dokumentationspraksis, ibrugtagning af digitale løsninger og nye arbejdsgange.
Konsulenthuset Resonans står for udførelsen af projektet, der på baggrund af observationer og interview i fire TALT-kommuner er mundet ud i en behovsanalyse og en række anbefalinger.
Behovsanalysen belyser de behov og udfordringer, som forskellige medarbejdere, i forskellige kommuner, forventeligt vil opleve, når talegenkendelse introduceres i deres hverdag.
Anbefalingerne kaster lys over, hvordan man bedst arbejder hen imod en succesfuld implementering.
Kort om TALT-projektet
TALT er et toårigt innovationsprojekt, som skal afprøve og tilpasse AI-teknologi til dokumentation i den kommunale, plejefaglige kontekst.
Projektet er organiseret i et samarbejde mellem København, Aarhus og Aalborg Kommune og IT- virksomheden Systematic. Yderligere otte kommuner har koblet sig på projektet som testkommuner, hvor løsninger afprøves.
Løsningerne skal understøtte pleje- og sygeplejepersonalets dokumentationsopgaver og gøre det muligt for medarbejdere at indtale dokumentation i journalen, få genereret sammenfattede versioner af journalen og medvirke til, at dokumentation bliver korrekt journaliseret.
Projektet har modtaget et tilskud fra 10-årsplanen for ny teknologi og automatisering af den offentlige sektor og følges med stor interesse af 'Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens', der er nedsat som et tværoffentligt samarbejde mellem regeringen, KL og Danske Regioner.
Erfaringerne vil blive gjort tilgængelig for alle landets kommuner.

Kort om Fremfærd Sundhed & Ældre
Fremfærd Sundhed & Ældre er en unik konstruktion mellem parterne på det kommunale arbejdsmarked, der har fokus på den kommunale kerneopgave.
I Fremfærd Sundhed & Ældre arbejder kommuner og faglige organisationer med kerneopgaverne omkring sundhed og ældre – f.eks. på sundheds- og forebyggelsescentre, trænings- og rehabiliteringscentre, plejecentre og hjemmeplejen mv.
Fremfærd Sundhed & Ældre iværksætter og støtter projekter, indsamler erfaringer og formidler viden. Projekterne har borgeren i fokus sammen med faglighed, trivsel og effektivitet.
Se projekterne her.










