Hvordan kan vi udvikle et deltagelsesbegreb, som styrker det pædagogiske personale i at samarbejde om at skabe relevante deltagelsesmuligheder for alle børn - uanset social baggrund og diagnoser?

Det er et af de spørgsmål, der er i fokus for Fremfærd-projektet ”Børns deltagelsesmuligheder”.

Som led i projektet undersøger et team af forskere, hvordan man kan overvinde ulighed og fremme muligheden for, at alle børn kan deltage i hverdagslivets fællesskaber på tværs af skoler, daginstitutioner, SFO’er og PPR.

To forskellige tilgange

Lektor på RUC Maja Røn-Larsen, som er leder for projektets forskningsteam, forklarer, at forskellige forståelser af deltagelse har radikalt forskellige konsekvenser i praksis.

- Noget af det, der er det særlige ved vores deltagelsesbegreb i forhold til ulighed, er, at vi kigger på ulighed fra børnenes perspektiv og kobler det til deres deltagelsesmuligheder.

Der er to fundamentalt forskellige måder at forstå deltagelse på i den pædagogiske praksis, siger hun.

• Den ene handler om at træne individuelle deltagelseskompetencer. Her udpeges børn, der "ikke deltager", og opfattelsen er, at det er fordi, de er for dårlige til at deltage. De mangler altså kompetencer, som så ifølge denne tilgang skal trænes.
   
• Den anden tilgang tager udgangspunkt i, at alle børn er deltagere, men at de har forskellige sociale muligheder for at bidrage til fællesskabet. Derfor er der her fokus på de betingelser, der har betydning for, hvordan det kan lade sig gøre.

- Det betyder rigtig meget for den pædagogiske praksis, om man tænker deltagelse som træning af individuelle deltagelseskompetencer, eller om man tænker deltagelse som en almindelig menneskelig orientering, der kan have forskellige betingelser for at udfolde sig, siger Maja Røn-Larsen og uddyber:

- Er det individet, vi skal reparere, eller er det betingelserne, vi skal ændre, når vi vil sikre relevante muligheder for alle børns deltagelse?

Når fokus skifter under pres

I forskningsprojektets feltarbejde kan forskerne se, hvordan forståelsen af deltagelse skifter, når der i dagtilbuddet, SFO'en eller skolen opstår pressede situationer, fx i form af samarbejdsvanskeligheder, afmagt, konflikter, problemforskydning og mistanke om diagnoser.

Et eksempel er en SFO, hvor det pædagogiske personale omkring forårsopstart har en enorm opmærksomhed på at få alle børn med og et fokus på, at de børn, der kommer alene et sted fra, skal have nogle andre børn at lege med.

Men på et tidspunkt kommer SFO'en under pres. Samtidig er der en dreng, som ikke deltager i legen. Det pædagogiske personale kan ikke forstå hvorfor - og der opstår en mistanke om, at han har en autismediagnose.

Den opmærksomhed, som det pædagogiske personale ellers fra starten havde på, at drengen kom alene, forsvinder ud af fokus, fordi der ikke er tid til at udforske situationen fra hans perspektiv og se på mulighederne i børnefællesskabet. 

- Og det betyder altså noget dramatisk for den måde, han gribes på, og hvad for nogle pædagogiske interventioner, der bliver overvejet som relevante i forhold til det, forklarer Maja Røn-Larsen.

Alle mennesker deltager

For at skabe klarhed har forskningsgruppen arbejdet med at præcisere deltagelsesbegrebet. En central pointe er, at man ikke kan tale om "ikke-deltagende mennesker".

- Det er vigtigt at præcisere, at man altid deltager i noget. Og det betyder også, at deltagelsesbegrebet ikke kan forstås som noget i sig selv. Deltagelse kan aldrig stå alene som begreb. Det må kobles med forståelse af kontekst, betingelser, fællesskaber og steder, siger Maja Røn-Larsen.

Hun understreger desuden, at deltagelse heller aldrig er noget passivt.

- Det handler ikke om bare at høre til eller bare om at tilpasse sig. Det handler faktisk også om, at børn vil være med til noget. At det ikke er lige meget for dem, hvad det er, de er med i. De er subjekter, der vil noget med dét, de gør. Så det er interessant se på, hvordan den pædagogiske praksis forbinder sig til det, børn har gang i, pointerer Maja Røn-Larsen. 

Hospitalsleg viser kompleksiteten

Et konkret eksempel fra en vuggestue illustrerer, hvor præcist det pædagogiske arbejde med deltagelse må være.

Her observerer forskerne, hvordan to pædagoger genoptager og faciliterer en hospitalsleg fra dagen før, hvor flere børn kan deltage.

Thor, en dreng, der på mange måder vækker bekymring hos personalet, hopper ned fra en vindueskarm og lander i hospitals-legen, som er i gang, og viser tegn på, at han også vil være med og have forbindinger om foden.

Gennem subtile handlinger og samstemte bevægelser mellem det pædagogiske personale – og mellem dem og børnene - skabes der plads til, at flere børn kan deltage på meningsfulde måder.

Det sker fx:

• da pædagogen Karin går for at skifte ble på det ene barn i legen, hvorefter pædagogen Anette glider ind og overtager arbejdet med at holde legen i gang
•  da de løbende udvider hospitalet med flere sengepladser, fordi flere børn kommer til
•  da et tredje barns aktivitet med at samle legemad kobles til den fælles hospitalsleg
• da Anette inviterer hende til at servere mad for patienterne.

- Det, der også er interessant her, er, at Thors deltagelsesmuligheder udvides gennem en almenpædagogisk praksis rettet mod den sammenhæng, som flere børn indgår i - og at Anette og Karin arbejder med hans betingelser for at være med i legen, forklarer Maja Røn-Larsen og uddyber:

- I stedet for at lægge fokus på hans individuelle udfordringer, har det pædagogiske personale skarpt fokus på hele tiden at få lagt strategier, der sikrer, at alle børn kan bidrage. Og det inviterer også Thor med ind i legen.

Præcise analyser af praksis

For Maja Røn-Larsen illustrerer eksemplet, hvor præcis analyserne af børns forskellige betingelser, engagementer og bidrag i praksis må være i forhold til at skabe relevante deltagelsesmuligheder for alle børn.

Den pædagogiske opgave bliver nemlig at vurdere og arbejde med alle børns betingelser for at deltage og ikke bare at se på og vurdere det enkelte barns kompetencer.

Det kræver bl.a.:

• Stort kendskab til de forskellige børn og det, de er optaget af.
• Indsigt i hvordan man forbinder børn i fælles sager.
• Koordinering mellem de voksne.
• Konstant observation og analyse af hvad der er på spil.

- Der lyser en enorm faglighed ud af sådan et eksempel som det her, understreger hun.