
PROJEKT
Tværfaglig indsats mod diabetes
4 min læsetid
Konkrete værktøjer om diabetes til fagprofessionelle
Nyt materiale sætter fokus på, hvordan borgere med diabetes kan forebygge gener og følgesygdomme gennem en velkoordineret, tværprofessionel indsats.



Borgere med diabetes risikerer at få en række symptomer og følgesygdomme blandt andet fodsår, hjertekarsygdomme, sygdomme i mundhule og tandkød og nedsat muskelstyrke og balance.
Derfor har borgere med diabetes brug for en tværfaglig, velkoordineret indsats mellem mange forskellige faggrupper. Det kræver, at de sundhedsprofessionelle for eksempel fysioterapeuter, tandplejer, diætister og fodterapeuter kender hinandens faglige kompetencer og kan henvise til hinanden, så borgeren kan få den rigtige hjælp.
Indsats forebygger unødvendige indlæggelser
Det er baggrunden for, at KL og Sundhedskartellet i fællesskab har udviklet et materiale, der skal hjælpe borgere med diabetes til et bedre liv.
- En tidlig, tværfaglig og velkoordineret indsats vil kunne styrke borgernes mestring af diabetes og fremme deres livskvalitet. Ligeledes kan en tidlig tværfaglig indsats være med til at forebygge forværring af sygdommen og undgå unødvendige indlæggelser og forhåbentlig nedbringe behovet for pleje og andre ydelser i kommunerne, siger Lene Dørfler, der er specialkonsulent i Center for Forebyggelse i praksis, KL.
Materialet består af film, plakater og pjece
Materialet består af en række små film, infografikker, plakater og en pjece og er målrettet både borgerne og de sundhedsprofessionelle. Materialet kan frit ses og downloades på https://vpt.dk/diabetes
- Materialet skal understøtte udbredelse af viden om betydningen af en velkoordineret tværfaglig indsats i forhold til borgere med diabetes, og hvor borgeren kan finde information om de enkelte faggruppers tilbud. Det er ikke alle symptomer og følgesygdomme, borgeren selv kan mærke. Derfor er det afgørende, at borgeren har en tæt dialog med egen læge eller sygeplejersken i det kommunale sundhedshus, så de kan henvise videre til et relevant behandlingstilbud, siger Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.
Film skal vises i sundhedshuse
Materialet er netop blevet offentliggjort. Ideen er, at infografikker og videoer skal vises på infoskærme i lægepraksisser og i kommunale sundhedshuse. Plakater skal hænge i venteværelset, og folderen skal uddeles af de sundhedsprofessionelle til borgere med diabetes for at give borgeren et overblik over, hvordan for eksempel fodterapeuten, fysioterapeuten og diætisten kan hjælpe med rådgivning, forebyggelse og behandling.
Ifølge formand for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen, er det helt afgørende, at borgere med diabetes går regelmæssigt til tandplejer for at få undersøgt mund og tænder.
- Borgere med diabetes må og skal til tandplejer. Det er afgørende vigtigt for borgerens helbred og sundhed. Derfor er det rigtig godt, at materialet, som skal understøtte og guide borgere med diabetes i deres helbredsmæssige udfordringer, er kort og præcist. Jeg håber meget, at budskaberne når frem de relevante borgere, så de sundhedsprofessionelle kan understøtte flere med diabetes, siger hun.
Fagprofessionelle skal henvise til hinanden
Danske Tandplejere har været med til at udvikle materialet. Det samme har Kost og Ernæringsforbundet. Her påpeger formand Ghita Parry, at langt de fleste mennesker med diabetes ikke får den nødvendige hjælp til at ændre kostvaner.
- Det kan skyldes, at kommunerne ikke har de ernæringsfaglige kompetencer til rådighed, eller at borgerne ikke ved, hvem de kan få kvalificeret kostvejledning af. Men det kan også skyldes, at de sundhedsprofessionelle ikke henviser til hinanden, fordi de ikke kender hinandens faglige kompetencer og værdi for borgerne. Arbejdsgivere og sundhedspersonale skal derfor blive bedre til at tænke tværfagligt og til at tænke ernæringsprofessionelle ind i behandlingen af mennesker med diabetes, siger hun.
Ifølge Diabetesforeningen har mindst 280.000 danskere diabetes, heraf har 252.000 danskere type 2-diabetes. Antallet af personer med type 2-diabetes er mere end tredoblet siden 1996, og det anslås, at der vil være 467.000 mennesker med diabetes i Danmark i 2030.
Fakta om diabetes:
Diabetes er en kronisk sygdom, som rammer et stigende antal danskere.
- Mindst 368.000 danskere har diabetes heraf har 332.000 danskere type 2-diabetes
- 100.000 danskere skønnes at have type 2-diabetes uden at vide det
- 500.000 danskere skønnes at have forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes)
- Antallet af mennesker med diabetes er mere end firedoblet siden 1996
- I 2030 vil 467.000 danskere være diagnosticeret med diabetes
(Kilde: Diabetesforeningen)

Denne side er til dig
Møder du mennesker med diabetes i dit arbejde?
Er du fodterapeut, tandplejer, fysioterapeut, ergoterapeut, diætist, pædagog, sosu-medarbejder, sygeplejerske? Eller møder du på anden vis mennesker med diabetes gennem dit arbejde?
Så download de tre korte film og afspil dem i din praksis, hvis I har en informationsskærm.
Download plakaten, fakta-arket og folderen og hæng dem op eller læg dem der, hvor du arbejder.
Mere indhold om Diabetes

Video til borgeren om diabetes
Arbejder du med borgere med diabetes? Så vis dem denne film, som informerer om, hvilke sundhedsprofessionelle, der kan hjælpe.

Find fakta-ark om diabetes
Fakta-ark om de mange forskellige sundhedsprofessionelle, som hjælper borgere med diabetes med at forebygge gener og følgesygdomme.

Hent plakat med viden om diabetes
Er du tandplejer, sygeplejerske eller diætist? Så hæng en plakat op i venteværelset, som giver borgere med diabetes overblik over symptomer og fortæller dem, hvor man kan få hjælp.

Download folder om diabetes - nu på flere sprog
Hent folder til borgere med diabetes om, hvordan de selv kan forebygge gener og følgesygdomme og få hjælp fra sundhedsprofessionelle.

Tre film til venteværelset: Gode råd til borgere med diabetes
Informationsfilm til venteværelser og oplysningsskærme giver borgere med diabetes gode råd om, hvordan de kan håndtere deres tilstand.

Folder om diabetes oversat til fem sprog
Borgere med diabetes kan nu læse om, hvordan de selv forebygger gener og følgesygdomme på arabisk, farsi, urdu, tyrkisk og engelsk.
Mere indhold om Ældre og Sundhed

Ernæringsprofessionelle i Ældre og Sundhedsplejen
Ernæringsprofessionelle kan styrke sundhed og trivsel og sikre færre genindlæggelser. Derfor er der mange fordele ved at ansætte faggrupper som diætister og professionsbachelorer i ernæring i plejen. Få inspiration fra fire kommuner, der har erfaringer med ernæringsuddannede i plejen.

Kost & Ældre
Projektet vil styrke kompetencerne hos frontmedarbejdere, der dagligt kommer hos ældre i eget hjem, så de i højere grad kan støtte og motivere borgeren om mad, kost- og måltidsvaner. To små film sætter fokus på, hvad man kan gøre, hvis man observerer, at en ældre borger i eget hjem er i risiko for at blive underernæret.

Mad og måltider - rehabilitering 2.0
Mad- og måltidsfællesskaber kan styrke samarbejdet med civilsamfundet, mindske ensomhed og forbedre borgernes ernæring. Det viste projektet "Rehabilitering 2.0 mad og måltider", som Fremfærd Sundhed og Ældre gennemførte i 2023-24. I et nyt projekt er målet at sprede ideer og erfaringer fra "Rehabilitering 2.0 mad og måltider" gennem et Besøgshold, som kan bidrage til at inspirere medarbejdere og ledere i kommuner til kvalitetsløft indenfor mad- og måltidsfællesskaber. Konkret er formålet, at flere kommuner understøttes i at kunne etablere mad- og måltidsfællesskaber, hvor borgeren er en aktiv deltager.





