Hvad betyder AI for ledelse, faglighed og kerneopgave?

Se webinar, der sætter fokus på, hvad kunstig intelligens har af betydning for ledelsesopgaven i kommunerne.

Af Bettine Romme Andersen 29/10/2025
Fremfærd

Brugen af kunstig intelligens (AI) accelerer i det offentlige, med potentiale for at det kan styrke velfærden, skabe bedre arbejdsmiljø og spare tid.

Samtidig påvirker AI tilgangen til opgaveløsningen og samspillet med fagligheder, medarbejdere og borgere. Og dermed ledelsesopgaven.

Ledere føler sig ikke klædt godt nok på

I en spørgeskemaundersøgelse svarer halvdelen af de adspurgte ledere, at de ikke føler sig stærke i AI-ledelse på tværs af organisationen, og at de føler sig famlende, når de skal hjælpe deres medarbejdere med at tage AI-løsninger i brug.

Spørgeskemaundersøgelsen er en del af Fremfærd-projektet "Kunstig intelligens der styrker velfærden", som konsulenthuset Resonans er en del af.

På webinaret præsenteres indsigter om AI's betydning for ledelsesopgaven på baggrund af cases og tre AI-Laboratorier med kommunale medarbejdere og ledere fra fire fagområder: skoleområdet, ældreområdet, administration og byudvikling.

AI i skolen

En af gæsterne i webinaret er Malte von Sehested, der er viceskoleleder på Langebjergskolen i Fredensborg Kommune.

Han peger blandt andet på, at AI i den grad påvirker den måde, som lærerne kan stille opgaver på. For hvis man fortsætter med at lave opgaver, som kræver, at eleverne producerer en masse tekst, som en AI meget let kan gøre for dem, så lærer de jo mindre.

- Så det ændrer ikke på, hvad kerneopgaven er, men på måden vi bliver nødt til at gribe kerneopgaven an på, siger han. Og det har betydning for ledelsesopgaven, fordi AI griber ind i lærernes faglighed.

For når en AI kan hjælpe med at skrive forældrebreve, som nogle lærere samtidig bruger som anledning til refleksion over den faglige praksis, så kan de være kede af, at de ikke længere skal lave den opgave - og det kan føre til en faglig sorg, påpeger Malte von Sehested.

- Som ledelse være meget opmærksomme på, at vi ikke bare ureflekteret ruller en løsning ud, siger han.

AI på beskæftigelsesområdet

På beskæftigelsesområdet kan kerneopgaven ifølge centerchef i Faxe Kommune Troels van Dijk beskrives som, "at flest muligt skal mest muligt i job og uddannelse".

- Og det hjælper en kunstig intelligens jo ikke direkte med. Men den kunstige intelligens kan frisætte medarbejderne til at have mere tid med de borgere, der skal hjælpes i arbejde, siger han.

Så centerchefen for beskæftigelse ser, at potentialer ved AI er at forenkle nogle processer, så der kommer mere direkte kontakt mellem mennesker.

Han ser dog ikke nogen særskilt ledelsesopgave med AI sammenlignet med så mange andre forandringer, som organisationer og medarbejdere møder.

- Hvis der er noget, der udfordrer din faglige identitet, så bliver du usikker, og det kan være en ny arbejdsform eller en ny metode, og der bliver AI mere en metode end en teknologi. Og derfor kan der opstå den samme forandringsmodstand med AI som med så meget andet. Og det er dér, hvor det bliver til ledelse. Så det handler om at lave forandringsledelse, og den er ikke anderledes med AI end med al mulig anden ledelse, siger han.

Kunstig intelligens, der styrker velfærden

Projektet er sat i gang af Fremfærds bestyrelse og har som formål at understøtte kommunerne i at forholde sig kritisk og konstruktivt til at indføre kunstig intelligens på en transparant og meningsfuld måde.

Projektet skal hjælpe med at skabe fælles forståelse og et fælles sprog for kunstig intelligens.

Projektet skal desuden bidrage med viden om, hvordan kunstig intelligens understøtter eller ændrer medarbejderes kernefaglighed og pege på, hvad det kræver af de kommunale organisationer, når de skal klæde medarbejdere og ledere på til at bruge AI.