1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Organisation & Udvikling
  4. Vi kan ikke vende ryggen til: AI er en fælles opgave
Fælles dialog om AI - hent værktøjer og viden

PROJEKT

Kunstig intelligens der styrker velfærden

6 min læsetid

Vi kan ikke vende ryggen til: AI er en fælles opgave

Der er ingen tvivl om, at AI er kommet for at blive. Men hvordan kan kommunerne tage AI i brug på en sund og bæredygtig måde?

AI kan ikke ignoreres - det er alles ansvar
 Bettine Romme Andersen
Bettine Romme Andersen

Alle kommuner sidder lige nu i samme båd - med kunstig intelligens her, der og alle vegne.

Så hvad skal man gøre organisatorisk, ledelsesmæssigt og i MED-systemet med denne nye teknologi?

Det har ph.d. på Syddansk Universitet og tidligere kommunaldirektør Kenneth Kristensen et godt bud på.

- Hovedspørgsmålet her er, hvordan kan AI understøtte organisationens kerneopgave? Og ikke hvordan kan organisationen tilpasse sig AI?

Sådan siger han foran 100 kommunefolk på lanceringsworkshoppen for "Fælles om AI", som er en række dialogværktøjer til ledere, medarbejdere og MED-udvalg i kommunerne.

Hvor giver AI mening?

Kenneth Kristensen første pointe i oplægget handler om, at kommunerne skal træffe bevidste valg om, hvad de vil med AI.

- Hvad vil vi gerne bruge det til? Hvor giver det mening i forhold til kerneopgaven, og hvor giver det ikke mening?

Også for ikke ureflekteret at flyde med strømmen.

- Det er vigtigt ikke at have en ukritisk tilgang, hvor man bare kaster sig ind i det her med risiko for at ryge ned i alle de mange faldgruber, der kan være, siger han.

AI kan ikke ignoreres

Den anden pointe handler om, at ansvaret for kunstig intelligens ikke kan ignoreres.

- Teknologien er her, og det bliver man nødt til at forholde sig til. Det kan ikke overlades til andre eller delegeres. Det er jer, der står med de økonomiske, personalemæssige og etiske valg i forhold til borgerne, og hvor langt man vil gå. Det kan man ikke bare overlade til fx en it-afdeling, siger han.

Derfor bliver man i kommunerne nødt til at tage samtalerne om AI.

- Det er noget, man er nødt til at blive enige om i et MED-udvalg og i en ledelseskæde. For når man vil have AI ind i hverdagen, kommer man lynhurtigt til at stå med nogle dilemmaer, som grundlæggende rammer ind i borgernes tillid til kommunen, siger Kenneth Kristensen.

Dilemmaer og bias

Et af dilemmaerne handler fx om, hvordan AI kan indsamle og bruge data om borgerne. Skal man bruge AI til beslutningsstøtte eller måske helt fuldautomatisk?

Det er en helt oplagt samtale for kommunerne at have.

- Det kan være, at der er nogle ting, hvor det er ok, at det er 'maskinen', som helt fuldautomatisk tager beslutninger, som kan opleves nemt og hurtigt for borgerne, mens man i andre tilfælde gerne vil have et menneske ind over, siger Kenneth Kristensen.

En del kommuner har i beskæftigelsesindsatsen taget en AI-løsning i brug, som optager borgersamtaler og efterfølgende producerer et referat. Det er et støtteværktøj, som potentielt kan spare tid for medarbejderen, give mere nærvær under samtalen og skabe en ensartet dokumentation.

Medarbejderen læser og rettet referatet til, eventuelt i samspil med borgeren.

Men der kan over tid opstå udfordringer med sådan et system, som man bliver nødt til at være opmærksom på, lyder det fra Kenneth Kristensen.

Der er nemlig risiko for "automation bias", som dækker over, at når man har gjort noget tilpas mange gange, så bliver man doven.

- Så når en medarbejder har læst et referat 20 gange og oplevet, at det faktisk er ret godt og kan bruges, så en dag man har lidt travlt, der sætter man bare hak ved referatet uden at læse det. Og så glider man stille og roligt fra beslutningsstøtte til det fuldautomatiske, siger han.

"Vi ved ikke, hvad vi ikke ved"

Blandt de deltagende kommuner på lanceringsworkshoppen, som lytter med på Kenneth Kristensens oplæg, er tre medarbejdere fra Vejle Kommune.

Digitaliseringskonsulent Gry Petersen (th) fortalte, at de fra centralt hold er meget parate til at komme i gang med AI-løsninger og prøve ting af.

- Vi oplever bare en organisation, som er vidt forskellige steder. På børne-, unge- og ældreområdet er det svært at skubbe noget i gang, mens det teknik- og miljøområdet bare kører derud af, siger hun.

Tenna Holm er pædagog og faginspirator på et botilbuddet Postens Vej. Hun er meget interesseret i AI og vil sådan set gerne tage det i brug i sit arbejde, men oplever en stopklods.

- En væsentlig udfordring for os ude i driften er, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved, siger hun.

Forstået på den måde, at der findes en masse AI-muligheder, som man måske kender til centralt i kommunen, men hvordan kommer den viden ud til driften? spørger hun digitaliseringskonsulenten.

- Ja, det er interessant dilemma, for vi sidder og prøver mange løsninger af og har en masse viden, som vi deler på intranettet og LinkedIn, men det er åbenbart ikke nok, så det skal vi have gjort noget ved, siger Gry Petersen.

AI som en redningsplanke?

I Vejle er de helt enige med Kenneth Kristensen i, at brugen af AI skal give mening for kerneopgaven - og derfor skal man tale om, hvad det kan bidrage med. Særligt fordi der er et stort pres på velfærdsarbejdspladserne, siger stedfortrædende leder af botilbuddet Postens Vej Lars Henrik Nielsen.

- Jeg oplever, at der er mange muligheder med teknologien, men der kan også være en mur, i forhold til hvad man må og ikke må. Regler kan stå i vejen. Samtidig er der også en balance for os, hvor en drøm om noget AI til at understøtte os clasher med virkeligheden og en drift, der skal køre, siger han.

Start samtalen

En vej til at finde ud af, hvordan AI kan give mening på konkrete arbejdspladser, er at tale sammen.

Det er også baggrunden for, at Fremfærds bestyrelse har fået udviklet værktøjskassen "Fælles om AI", der indeholder cases, videoer, viden, værktøjer og dialogspørgsmål.

Værktøjerne henvender sig til MED-udvalg på alle niveauer, leder- og medarbejdergrupper og kan bruges præcis efter lokale behov.

Gå på opdagelse i materialet eller start med sammen at se filmen "Forstå AI på syv minutter".

Forstå AI på syv minutter

Forstå AI på syv minutter

Hvordan har AI udviklet sig? Hvorfor er teknologien så fascinerende? Og hvilke bekymringer kan den give anledning til?

Læs artiklen

Kunstig intelligens der styrker velfærden

Projektet er sat i gang af Fremfærds bestyrelse og har som formål at understøtte kommunerne i at forholde sig kritisk og konstruktivt til at indføre kunstig intelligens på en transparant og meningsfuld måde.

Projektet skal hjælpe med at skabe fælles forståelse og et fælles sprog for kunstig intelligens.

Projektet skal desuden bidrage med viden om, hvordan kunstig intelligens understøtter eller ændrer medarbejderes kernefaglighed og pege på, hvad det kræver af de kommunale organisationer, når de skal klæde medarbejdere og ledere på til at bruge AI.

Fælles om AI

Få hjælp, værktøjer og inspiration til dialogen om AI.

Materialet er udviklet som en del af Fremfærds projekt "Kunstig intelligens der styrker velfærden" i samarbejde med konsulenthuset Resonans.

Hent hele materialet.