
PROJEKT
En fremtid med fuldtid
7 min læsetid
Dagtilbudsledere om fuldtid: Det giver sammenhængskraft
To ledere giver deres opskrift på, hvad det kræver, når man sætter fuldtid på menuen i et dagtilbud.



Det er sjældent, at dagtilbudsledere bliver mødt med klapsalver, når de sætter øget arbejdstid på dagsordenen.
Vi har talt med to ledere, som har gjort det.
Og de fortæller, hvad det kræver. Og hvad medarbejdere og børn får ud af det, når flere arbejder fuldtid eller på høje timetal.
Et godt arbejdsmiljø
Ole Drøgemüller er leder af Skovbørnehuset Mårslet i Aarhus. Her er 8 pædagoger ud af i alt 17 medarbejdere på fuldtid.
- Det er en forudsætning, at der er et godt arbejdsmiljø, inden man starter snakken, ellers bliver det for svært, lyder hans første pointe.
Dernæst skal man tage fat i den indgroede fortælling om, at det er så hårdt at være i en daginstitution i Danmark, at man ikke kan gøre det på fuldtid.
- Det narrativ er man nødt til at konfrontere og udfordre, for det er ikke et spørgsmål om, man kan holde til det. Jeg har 8 medarbejdere, der hver dag beviser, at det kan man, siger han.
Mange på fuldtid er ‘ikke så svært’
Det er ikke kun blandt medarbejderne, at der findes et narrativ, der skal gøres op med.
Lederne har selv en fortælling, de kan tage fat på; nemlig den om, at det er svært at få det hele til at hænge sammen med mange på fuldtid eller høje timetal.
- Jeg har ikke oplevet, at det er svært at lave vagtplaner med mange på fuldtid, siger Ole Drøgemüller.
Han synes nærmere, det er bøvlet med de medarbejdere, som har lave timetal, fordi de ikke bliver så stor en del af helheden.
Kommer bedre i mål
Og så oplever medarbejderne på fuldtid og høje timetal, at de i højere grad lykkes med deres opgaver og i højere grad undgår hængepartier, fortæller Ole Drøgemüller.
- De føler simpelthen, at de kommer bedre i mål samlet set med opgaverne, siger han.
Han oplever heller ikke, at det er udfordrende økonomisk, når flere arbejder på høje timetal - hvilket er en anden barriere, som mange ledere kan have i forhold til fuldtid.
Det hjælper også, at sygefraværet ligger i den lave ende i Skovbørnehuset Mårslet. De har over en periode på fire fem år ligget på 6-8 sygedage årligt per medarbejder, hvilket er ca. halvdelen af gennemsnittet for området.
Robusthed og sammenhængskraft
Det Ole Drøgemüller til gengæld oplever ved at have mange på fuldtid og høje timetal er en række fordele.
- Det jeg helt entydigt oplever, det er den sammenhængskraft, det giver. Det giver bare en bedre arbejdsplads, en robust arbejdsplads fagligt, kollegialt og vagtplansmæssigt
Med mange timer i huset følger der en kontinuitet med, som gavner det kollegiale samarbejde og løfter kvaliteten i opgaveløsningen.
- Folk på 37 timer tager et større samlet pædagogisk, fagligt og driftsmæssigt ansvar for arbejdspladsen, end hvis du har et lavt timetal, siger han.
Hvad motiverer?
I den anden ende af landet i Lyngby-Taarbæk Kommune er Anne-Dorthe Underbjerg leder af Børnehuset Svanen.
Børnehuset har for nylig været en del af indsatsen En fremtid med fuldtid, hvilket resulterede i 36 timer ekstra om ugen fordelt på seks medarbejdere.
Der er blandt andet lykkes, fordi Anne-Dorthe Underbjerg har lavet individuelle interview og tidligt i processen spurgt medarbejderne om, hvad der kunne motivere dem, hvis de skulle gå op i tid.

- De fik lyst til at gå op i tid, fordi de kunne få større indflydelse på, hvad timerne skulle bruges til, og de kunne lave et mere kvalificeret andet stykke arbejde, end det de normalt gør, siger hun.
6 medarbejdere valgte at op i tid til pædagogiske opgaver, administrative opgaver og følelsen af at have mere tid til forberedelse.
- Min oplevelse er, at mange pædagoger og nogle medhjælpere vokser af at få et større ansvar - og de udfordringer der kan være i den forbindelse. De har alle taget ansvaret på sig, siger hun.
“Du kan få, hvad du ikke kan nå”
I processen med En fremtid med fuldtid var en af opgaverne at finde et slogan.
Og noget af det, som gik igen i samtalerne med medarbejderne, var, at de gerne ville have tid til det, de ikke normalt kunne nå. Dermed var sloganet på plads.
- Det gjorde, at medarbejderne havde lyst til at gå op i tid, fordi de kunne få større indflydelse på, hvad timerne skulle bruges til, siger hun.
Og det løfter kvaliteten i børnehuset og er til glæde for både medarbejdere og børn.
- De timer, der bruges på at lave de opgaver, går normalt fra børnene, men det gør de ikke længere, siger leder Anne-Dorthe Underbjerg.
Har man råd til det?
Men hvad med økonomien? Det er ikke noget problem, lyder det fra lederen.
- Vi har alle sammen råd til det. Det er jo et spørgsmål om at få kvalificeret sit hus, og det er altid en investering. Man forbedrer kvaliteten i stedet for at have vikarer gående
De flere timer hos fast personale har også haft den betydning, at hun har kunnet uddelegere opgaver.
- Som leder har jeg kunnet give nogle opgaver fra mig, så jeg selv har fået lidt mere tid og overskud, siger Anne-Dorthe Underbjerg.
Hun har arbejdet med projektet sammen med dagtilbuddets arbejdsmiljørepræsentant.
- Vi talte flere gange undervejs om, at den klassiske ansættelse af pædagoger ikke holder længere. Nu må vi tænke mere kreativt i et rekrutterings- og fastholdelses øjemed. Det har været en succes for os og en af de kreative løsninger har været, at vi har fået ansat en legepladspædagog 3 timer om eftermiddagen, 3 gange om ugen.
Arbejd med fleksibel
Både i Lyngby-Taarbæk og Aarhus arbejder de med at have større fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen. Og et af grebene i begge børnehuse er at give mulighed for at arbejde hjemme med fx skriftlige opgaver.
- Man kan fx samle forberedelse og tage det med hjem, så vi prøver at give så meget fleksibilitet, som vi nu kan, siger Ole Drøgemüller.
Et andet fokuspunkt for at skabe den gode arbejdsplads, hvor medarbejderne gerne vil være - også fuldtid - handler om at lytte og arbejde med medindflydelse på arbejdsplanen.
Lyt til ønsker og inddrag
- Vi arbejder ikke med millimeterretfærdighed, hvor alle skal have det samme. Vi er meget mere i dialog om de enkeltes ønsker og forsøger at lytte til medarbejderne for at skabe nogle drømmeplaner til dem, siger Ole Drøgemüller.
Han oplever, at vagtplanerne bliver bedre, jo tættere de bliver lavet på stuerne.
- Det er vigtigt, at medarbejderne har indflydelse og føler sig hørt. Derfor skal man have en lyttende og inddragende proces i forhold til arbejdsplanlægningen, lyder hans sidste råd.
Læs flere eksempler fra dagtilbud, som er lykkes med at øge antallet af medarbejdere, som arbejder fuldtid eller er gået op i tid.

Turbo på fuldtid: Flere timer til børn og ældre
Medarbejderne på ældre- og dagtilbudsområdet i Egedal Kommune arbejder markant flere timer i 2025 end to år før.
Læs artiklen
Hente-ninjaen lister rundt og giver ro på stuerne
I dagtilbuddet Lille Sødal er det ikke forældrene, der henter børnene inde på stuen - nej, det er en hente-ninja.
Læs artiklen







