
Nye værktøjer til medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen
Fremfærd Borger præsenterer nye værktøjer, som skal klæde medarbejderne på beskæftigelsesområdet endnu bedre på til fremtidens indsats.
Med beskæftigelsesreformen får medarbejderne større frihed til at bruge deres faglighed.
Den større lokale frihed i indsatsen med mere individuelt tilpassede løsninger kræver et nyt fælles sprog for beskæftigelsesfagligheden med fokus på, hvilke kompetencer medarbejderne skal besidde.
Det betyder, at medarbejderne også skal klædes endnu bedre på til opgaven og de nye måder at arbejde på.
Nye værktøjer
Derfor lancerer KL, Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal i regi af Fremfærd Borger nu et værktøj med seks kompetence- og vidensområder, som beskæftigelsesmedarbejderens faglighed skal rumme.
- Efter mange års rigid styring af beskæftigelsesindsatsen, ser socialrådgiverne frem til at gå på arbejde i et system, hvor de i langt højere grad kan bruge deres faglighed til at gøre en forskel for borgerne, siger Signe Færch, forkvinde i Danske Socialrådgiverforening.
Det bakker Steen Christiansen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, op om og glæder sig over, at man nu sammen kan præsentere et materiale rettet mod beskæftigelsesfagligheden.
- Jeg glad for, at vi nu sammen med Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal og 11 kommuner har udarbejdet dette materiale, som kan være med til at klæde medarbejderne endnu bedre på til det vigtige arbejde, de hver dag udfører, siger han.
Opdaterede faglige profiler
Materialet og værktøjerne er udarbejdet i Fremfærd Borger-projektet "Fagligheder i beskæftigelsesindsatsen", som har samlet kommuner, organisationer og uddannelsesaktører for at opdatere de faglige profiler for beskæftigelse, som tidligere er udarbejdet i Fremfærd-regi.
- De opdaterede, faglige profiler giver et stærkt afsæt for at udvikle kompetencerne i takt med de nye krav og muligheder, beskæftigelsesreformen rummer. For det er oplagt, at man ikke med succes kan gennemføre alletiders mest markante ændring af beskæftigelsesområdet, uden at man giver medarbejderne de rette værktøjer at arbejde med, siger Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal og næstformand i Fremfærd Borger.
Han lægger vægt på, at materialet skal understøtte den stærke faglighed, som medarbejderne i beskæftigelsesindsatsen allerede bringer i spil.
- For HK Kommunal handler det om at styrke den professionelle dømmekraft blandt vores dygtige medlemmer yderligere – til gavn for borgere og virksomheder.
Som hjælp til at komme i gang med værktøjerne til strategisk kompetenceudvikling kan I bruge denne interaktive præsentation.
Her bliver de seks videns- og kompetencefelter præsenteret, og I kan dykke ned i dem enkeltvis.
Derudover kan I se eksempler på kortlægning af både medarbejdere og organisationens styrkepositioner og kompetencehuller.






