
Webinar: AI i ældreplejens dokumentation - hvad kræver det?
Hvilke behov kan medarbejdere forventes at opleve, når de skal bruge AI i deres hverdag, og hvordan tager man højde for dem i implementeringen?
Kunstig intelligens (AI) i form af talegenkendelse har potentiale til at gøre det nemmere at dokumentere på ældreområdet. Men ny teknologi implementerer ikke sig selv. For medarbejderne skal være med på vognen.
Så hvad siger medarbejderne til at skulle arbejde på en ny måde? Har de brug for ekstra støtte og kompetenceudvikling? Opstår der nye dilemmaer og ændrede roller?
Og hvilke ledelsesmæssige overvejelser og organisatoriske perspektiver er i spil, når AI-teknologier skal implementeres i hverdagen i den kommunale ældrepleje?
Få indsigter fra innovationsprojekt
Det er nogle af de spørgsmål, som danner baggrund for projektet om talegenkendelse i regi af Fremfærd Sundhed og Ældre.
Til webinaret præsenterer vi nogle af de indsigter, projektet har fundet på baggrund af erfaringer fra det toårige innovationsprojekt TALT, som har afprøvet tidlige prototyper på talegenkendelse i en række kommuner.
Til webinaret kan du høre mere om:
- Medarbejderbehov for at kunne ibrugtage AI i sin dokumentationspraksis
- Anbefalinger til arbejdet hen mod at implementere AI-understøttet dokumentation i den kommunale ældrepleje i forhold til kultur, kompetencer og ledelse
Du kan møde:
- Konsulenterne der har lavet indsigtsarbejdet: Anne-Mette Scheibel & David Jul, Partnere, Resonans
- Fremfærd’s projektledere: Morten Ejlersen, Programleder, KL & Dorthe Storm Meier, Chefkonsulent, Offentligt Ansattes Organisationer (OAO)
- Repræsentanter fra TALT-projektet
Projektet om talegenkendelse i regi af Fremfærd Sundhed og Ældre har til formål at skabe indsigt i TALT-projektets erfaringer, så der i fremtiden kan skabes en succesfuld implementering af digitale løsninger på det kommunale sundheds- og ældreområde.
Fokus vil særligt være på:
- Medarbejderkompetencer: Forudsætninger, der skal være til stede, digitale erfaringer og digital selvsikkerhed, behov hos forskellige medarbejdergrupper m.v.
- Ledelse: Tilgang til implementering, tilrettelæggelse af forandringsprocessen, afprøvninger i mindre teams og forandringskommunikation, støtte til medarbejdere m.v.
- Kultur: Arbejdspladsens tidligere erfaringer med ændret, dokumentationspraksis, ibrugtagning af digitale løsninger og nye arbejdsgange.
Konsulenthuset Resonans står for udførelsen af projektet, der på baggrund af observationer og interview i fire TALT-kommuner skal munde ud i en behovsanalyse og en række anbefalinger.
Behovsanalysen skal belyse de behov og udfordringer, som forskellige medarbejdere, i forskellige kommuner, forventeligt vil opleve, når talegenkendelse introduceres i deres hverdag, mens anbefalingerne skal kaste lys over, hvordan man bedst arbejder hen imod en succesfuld implementering.







