sosu collage

Sosu-hjælpere: Vi er helt centrale for kerneopgaven

Hvordan styrker man social- og sundhedshjælpere og synliggør fagets udviklingsveje? De spørgsmål blev vendt og drejet på dialogdag.

Af Irene Aya Schou 13/06/2023
FOA,
KL

- Der er brug for vores hænder. Vi er dem, der er ude i hjemmet. Vi er dem, der er klar, når borgeren kommer hjem fra hospitalet.

Marianne Bæhr, social- og sundhedshjælper i Frederikssund Kommune, har taget ordet og besvarer det spørgsmål, som arrangørerne fra FOA og KL har stillet: Hvorfor er det vigtigt at arbejde med social- og sundhedshjælper-fagets udviklingsmuligheder? 

En anden deltager tager ordet og understreger, at social- og sundhedshjælpernes viden skal mere i spil.

- Det er hverdagsviden, der handler om, hvordan man møder borgeren i øjenhøjde. Denne værdi skal anerkendes og værdsættes på samme måde som den viden, sygeplejersker og andre fagligheder kommer med, siger deltageren. 

Otte kommuner deler viden

Vi er til dialogdag med 50 social- og sundhedshjælpere og ledere fra otte kommuner. Dagen er arrangeret af FOA og KL. Målet er at få viden om, hvad der skal til for at synliggøre fagets betydning og social- og sundhedshjælpernes udviklingsmuligheder.

Alle er enige om, at social- og sundhedshjælpere er en vigtig gruppe for den kommunale sundhed- og ældrepleje, og at flere skal få lyst til at blive og udvikle sig inden for faget. 

Det handler om kompetenceudvikling, påpeger Iben Jensen, der er områdeleder i døgnplejen i Frederikssund Kommune.

- Kompetenceudvikling er afgørende, ikke mindst fordi vi ser en opgaveglidning fra regioner til kommuner. Vi skal styrke alles kompetencer. Som kommune skal man have en vision for omsorgsområdet - en plan for, hvad man vil med ældreplejen, siger hun.

"Vi kan ikke fungere uden hjælperne"

KL og FOA inviterer til tre dialogdage for social- og sundhedshjælpere og deres ledere. Denne gang foregår mødet i København, og deltagerne kommer fra Frederiksberg, Rødovre, Frederikssund, Stevns, Ballerup, Hvidovre, Gentofte og Københavns Kommune.

FOA, KL og de deltagende ledere og medarbejdere er enige om, at rekrutteringsudfordringen er stor, og at der er alt for få til de borgernære opgaver. Derfor skal det opleves som værdifuldt at være social- og sundhedshjælper.

- Vi kan simpelthen ikke fungere ude i kommunerne uden hjælperne. Det er dem, der laver tidlig opsporing. Det er dem, der ser forandringerne. De er meget værdifulde i det tværfaglige samarbejde og i samarbejdet med pårørende, lyder det fra én deltager.  

LÆS OGSÅ: Følgeskab med kollega styrker sosu-hjælperes faglighed

Udviklingen kalder på nye kompetencer

Rundt om bordene taler social- og sundhedshjælpere og ledere om, at kravene til kompetencer stiger. Der er stigende krav til dokumentation og medicinhåndtering. Der er et stigende krav til at kunne håndtere flere borgere med psykiske udfordringer og misbrug. 

- Udviklingen på sundheds- og ældreområdet kalder på nye kompetencer, og der ved vi, at social- og sundhedshjælpere spiller en vigtig rolle i for eksempel tidlig opsporing og rehabilitering. Input fra disse dialogdage skal derfor føde ind i bl.a. Den Kommunale Kompetencefond, hvor vi gerne vil se på, om vi kan lave noget særskilt for social- og sundhedshjælpere, siger Sophie Elene Johansen, der er konsulent i KL og projektleder på ”Styrkelse af social- og sundhedshjælpere samt faget” - partsprojektet mellem KL og FOA, som er grundlaget for dialogdagene.

LÆS OGSÅ: Styrk fokus på social- og sundhedshjælpere samt faget

Relationsarbejde og demens

Kompetencer er i det hele taget et nøgleord på denne dialogdag. For opgaverne er mangfoldige, ikke mindst i hjemmeplejen, og relationsarbejdet til misbrugere og psykiatriske borgere fylder meget blandt andet på Frederiksberg.

- Det er et kæmpe område, som vi ikke er klædt på til. Demens fylder også meget. Måske skal man allerede under social- og sundhedshjælperuddannelsen begynde at kigge på særlige kompetenceområder, som man vil ud i, lyder det fra Susanne Pløjer Hansen, teamleder i hjemmeplejen på Frederiksberg.

Klædt på til tværfaglighed

En anden leder er optaget af det tværfaglige samarbejde, og hvordan man bliver klædt på til det.

- Hvad vil det sige at indgå i et team med alle faggrupper og spille ind i tværfagligheden? Det kræver, at vi som ledere får skabt et rum med psykologisk tryghed, så alle faggrupper tør sige noget. Vi skal ikke tale ind i den hierarkiske opbygning, lyder det.

Hvidovre arbejder med psykologisk tryghed

Og netop psykologisk tryghed er et nøgleord på Plejehjemmet Krogstenshave i Hvidovre Kommune. Det understreger Betina Horsdal, der er konsulent på Krogstenshave og holder oplæg om, hvad plejehjemmet har gjort for at skabe et inkluderende arbejdsfællesskab, hvor alle faggrupper har lyst til at arbejde. 

- Vi ser social- og sundhedshjælpere som de største medspillere og ønsker at skabe en attraktiv arbejdsplads gennem inddragelse og fokus på kompetenceudvikling. Vi har bl.a. formuleret en fælles kerneopgave, fordi et stærkt arbejdsfællesskab kræver, at man har en kerneopgave, som alle kender, siger hun.

Organisationsændring styrker sosu-hjælpere

Samtidig har man på Krogstenshave styrket fokus på social- og sundhedshjælperes kompetencer gennem en organisationsændring, hvor man har oprettet to nye teams, et sygeplejeteam og et socialpsykiatrisk team.

- Organisationsændringen betyder, at vores social- og sundhedshjælpere ude i afdelingerne kommer mere i spil og får et større ansvar. De bliver kompetenceudviklet til at måtte give insulin og give kompressionsbind på, så længe der ikke er noget sygeplejefagligt til grund for, at de ikke kan gøre det. De kan også blive forflytningsvejleder og oplært i andre funktioner, siger Betina Horsdal.

"Jeres viden formidles videre"

Dagen er ved at være forbi, og fra KL og FOA's side understreges det, at viden fra de tre dialogdage vil blive brugt videre i projektet.

Mie Andersen, chefkonsulent i FOA, er ikke i tvivl om, at social- og sundhedshjælper-faget går en stor fremtid i møde.

- For 10 år siden sagde mange social- og sundhedshjælpere: 'Der er ikke brug for os mere. Det er kun social- og sundhedsassistenter, de vil have.' I dag ser det noget anderledes ud, siger Mie Andersen, der er projektleder på "Styrkelse af social- og sundhedshjælpere samt faget".

Få hjælp til kompetenceudvikling

En del af projekt ”Styrkelse af social- og sundhedshjælpere samt faget” handler om at synliggøre de økonomiske muligheder for tilskud til kompetenceudvikling bl.a. gennem Den Kommunale Kompetencefond.

Jette Bakkedal, sekretariatsleder for 'Den opsøgende indsats for uddannelse og kompetenceudvikling,' er til stede på dialogdagen.

Hun bekræfter, at muligheder for tilskud til kompetenceløft gennem Den Kommunale Kompetencefond er gode.

- Man kan ringe til os, eller vi kommer ud og får en snak om jeres behov og understøtter processen forud for igangsætning af kompetenceudvikling, siger Jette Bakkedal. 

Den opsøgende indsats kan kontaktes her.

Kort om projektet:

Projektet Styrkelse af social- og sundhedshjælpere samt faget” har til formål at styrke fokus på social- og sundhedshjælperfaget samt indholdet i faget med henblik på, at flere social- og sundhedshjælpere får lyst til at blive og udvikle sig inden for faget. Derudover har projektet til formål at synliggøre eksisterende udviklings- og karrieremuligheder.

Projektet blev aftalt ved OK21, og projektledelsen består af FOA og KL. Det forventes afsluttet i efteråret 2023.