2 min læsetid
VIVE: Langvarigt bekymrende skolefravær er steget markant
VIVE har for Undervisningsministeriet lavet ny undersøgelse, som giver bud på, hvordan arbejdet med langvarigt skolefravær kan styrkes.



Antallet af folkeskoleelever, der er væk fra klasseværelset mange dage om året er steget. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Fra skoleåret 2018/2019 og frem til 2024/2025 er andelen af elever med langvarigt bekymrende fravær i folkeskolen steget fra 3,2 til 5,1 procent.
Efter flere år på omkring 3 procent, steg andelen markant til 5,3 procent i 2021/2022. Selvom niveauet siden er faldet igen, ligger det fortsat cirka 2 procentpoint højere end niveauet før Corona.
Vi skal sætte tidligere ind
Undersøgelsen viser, at det især er elever i udskolingen, der tegner sig for langvarigt og bekymrende fravær.
Men undersøgelsen viser også, at begyndende fravær på tidligere klassetrin kan skabe udfordringer, som øger risikoen for mere fravær senere.
- Når et barn ikke kan komme i skole i længere tid, kan det være en hård og fortvivlende situation for hele familien. Børnene kommer langt væk fra undervisningen og fra skolens fællesskab. Og forældrene står med en kæmpe afmagt og en bekymring for, om det nogensinde bliver bedre, siger undervisningsminister Magnus Heunicke
Derfor vil Regeringen tage en række initiativer, der skal være med til at sætte tidligere ind og bekæmpe det stigende skolefravær, inden problemerne vokser sig store.
- Vi skal være bedre til at gribe børnene og give dem en vej tilbage til skolen og fællesskabet, siger undervisningsministeren.
Regeringens initiativer
1. Skolen skal reagere inden problemerne vokser sig store
Skoler skal reagere tidligere, når elever har fravær. Derfor vil regeringen gennemføre aftalen om nye regler for fravær og specialundervisning i folkeskolen fra januar 2026. Det betyder at:
- Allerede ved en dags ulovligt fravær skal skolelederen straks kontakte barnets forældre. (gældende ret i dag)
- Ved 10 dages samlet sygefravær og ulovligt fravær i et kvartal skal skolelederen som noget nyt kontakte forældrene for at bringe fraværet til ophør.
- Ved 15 dages fravær skal skolen vurdere, hvilken støtte eleven har brug for. Det kan fx være fraværsundervisning. Ved udfordringer med skoletilknytningen skal skolen udarbejde en støtteplan og inddrage pædagogisk-psykologisk rådgivning.
2. Mere viden gennem Videnscenter mod skolefravær
Et nyt Videnscenter mod skolefravær skal bl.a. vise retningen for, hvordan kommuner og skoler kan sætte hurtigt ind, når de ser de første bekymrende tegn på fravær.
Det er målet, at centret skal være i dialog med alle 98 kommuner om at nedbringe skolefravær og skal have særligt fokus på at hjælpe de skoler, hvor udfordringerne er størst.
3. Ny forebyggelsespakke og familiepakke
Regeringen har i regeringsgrundlaget sat en klar ambition om at nedbringe langvarigt skolefravær.
- Regeringen vil udarbejde en forebyggelsespakke, der skal nedbringe langvarigt skolefravær og sikre, at flere børn får den rette hjælp, før fraværet vokser sig stort. Pakken skal styrke den tidlige og forebyggende indsats på tværs af skoler og kommuner.
- Regeringen vil derudover indføre en ny familiepakke til familier med børn og unge i alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær. Familien skal have én fælles plan, ét samlet hold af fagpersoner og en fast familieambassadør.
Kilde. Undervisningsministeriet
Ny definition af langvarigt fravær
I undersøgelsen præsenterer VIVE en ny definition af langvarigt bekymrede fravær:
Mindst 20 procent fravær i to sammenhængende kvartaler. Det svarer til cirka 10 skoledage pr. kvartal – eller samlet omkring 20 dage over to kvartaler.
Definitionen skal gøre det lettere systematisk at opdage, følge og på sigt forebygge langvarigt bekymrende fravær blandt elever.
Fire anbefalinger
I undersøgelsen præsenterer VIVE desuden fire anbefalinger til, hvordan det tværgående arbejde med skolefravær kan styrkes.
1. Etablér faste rutiner og processer på skolen for tidlig opfølgning på mindre problemer, så de håndteres, før de udvikler sig til langvarigt bekymrende fravær.
2. Målrettet forebyggende støtte til skoler og kommuner med store udfordringer med langvarigt bekymrende skolefravær.
3. Styrket viden om fraværsregistrering som grundlag for nyt vejledningsmateriale til skoler og kommuner.
4. Opsporingsarbejde, der tager højde for alder og fraværstype.
Undervisningsministeriet vil arbejde videre med, hvordan VIVE’s anbefalinger og definition kan indgå i regeringens videre arbejde med fravær.
Læs også

Mindre skolefravær: Hvad skal der til?
Forebyggelse af fravær handler om at styrke elevers oplevelse af tilhør. Det budskab var i fokus, da nyt skolefraværsprojekt blev skudt fra start.
Læs artiklen


