1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Børn og Unge
  4. Unge bruger chatbot som fortrolig, men holder det hemmeligt

1 min læsetid

Unge bruger chatbot som fortrolig, men holder det hemmeligt

Ensomhed, præstationspres og mistrivsel. Unge bruger chatGPT til at håndtere hverdagens bekymringer, men skjuler det, viser ny rapport.

Pernille Søndergaard
Pernille Søndergaard
Mine følelser fylder rigtig meget. Derfor har jeg skrevet med chatten for at komme af med mine følelser, så min familie ikke skal bekymre sig om mine følelser.

Sådan lyder det fra Eva på 25 i en ny VIVE-undersøgelse blandt unge mellem 18-35 år.

- De unge er meget bevidste om, at ChatGPT er en maskine, men samtidig har de en tillidsfuld relation til den, som kan minde om et venskab. Den ambivalens betyder, at de fleste unge ikke tør tale åbent om den sociale og følelsesmæssige støtte, chatbotten giver dem,” siger Malene Lue Kessing, seniorforsker i VIVE, i en nyhed fra VIVE.

Hvad bruger de unge ChatGPT til?

De unge fortæller, at de bruger ChatGPT til social og følelsesmæssig støtte i en række forskellige situationer:

  • Tanker og følelser: situationer, hvor de unge søger støtte til at forstå og håndtere egne tanker og følelser, for eksempel præstationspres, lavt selvværd eller ensomhed.
  • Psykiatriske diagnoser og alvorlig mistrivsel: situationer, hvor de unge søger vejledning og støtte i relation til mere alvorlige psykiske problemstillinger.
  • Sociale relationer: situationer, hvor de unge bruger ChatGPT til at forstå og navigere i relationer til venner, familie og øvrige sociale kontakter.

Kilde: Chatten som fortrolig – En kvalitativ undersøgelse af unges brug af ChatGPT til social og følelsesmæssig støtte. VIVE.

Undersøgelsen peger på at de unge oplever, at dialoger med chatbotten ofte giver afklaring og ro. Samtidig giver de unge udtryk for, at den kan fastholde negative tankemønstre og give overfladisk vejledning.

Derfor er det ifølge Malene Lue Kessing afgørende at have en åben og nysgerrig dialog med de unge om, hvordan og hvorfor de bruger en AI-chatbot.

- Ellers risikerer vi, at de holder det skjult af frygt for at blive udskammet, understreger hun.

Derfor er der brug for at udvikle retningslinjer og anbefalinger, der sikrer at AI-chatbots bliver brugt på en måde, der også understøtter de unges trivsel – og her er resultaterne fra undersøgelsen et godt udgangspunkt.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på interviews med unge, chatbot-dialoger samt interviews med centrale aktører fra blandt andet Børns Vilkår og Center for Digital Psykiatri.

Deltagerne er 18-33 år (i gennemsnit 24 år), heraf 5 mænd og 18 kvinder. Hovedparten er studerende, mens de øvrige er i gymnasiet, i arbejde eller uden for job og uddannelse. Flere har erfaring med professionel hjælp, typisk psykologsamtaler.

Læs mere og download hovedresultater og rapport hos VIVE