1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Børn og Unge
  4. Sulten eller ydmyg: Hvordan er adfærden i jeres team?

6 min læsetid

Sulten eller ydmyg: Hvordan er adfærden i jeres team?

50 ledere fra skole- og kulturområdet har udfordret sig selv og hinanden på, hvilken adfærd der skal til for at være den ideelle holdspiller.

Sulten eller ydmyg: Hvordan er adfærden i jeres team?
Hvordan bliver man den ideelle holdspiller? Tre dyder skal i fokus, lyder det fra forskningen.
Bettine Romme Andersen
Bettine Romme Andersen

Hvad kendetegner velfungerende teams? Og hvordan kan I arbejde med adfærden i jeres team for at styrke samarbejdet?

Det tema var blandt andet på dagsordenen, da lederteams fra skole- og kulturområdet i Ringsted Kommune var samlet til inspirationsdag.

Dagen indgår som en del af et projekt, som KL og Skolelederforeningen har sat i gang for at styrke det personlige lederskab, teamets samarbejde og udviklingen af et netværkskoncept til skole- og afdelingsledere.

Fokus på egen adfærd - og gruppens

De 50 ledere blev på dagen introduceret for forfatter og ledelsesekspert Patrick Lencionis beskrivelse af ‘den ideelle holdspiller’.

For det er vigtigt at have fokus på sin egen adfærd og præferencer, men også at have indblik i og forståelse for den adfærd, som de øvrige medlemmer af teamet har, siger Thomas Lundby, erhvervspsykolog og facilitator for dagen.

- Hvordan passer du ind i gruppekulturen? Er der noget, som skal skrues ned eller op for at passe ind. Det skal vi have for øje, siger han som introduktion til de tre vigtigste egenskaber ved en holdspiller.

Den perfekte holdspiller

Den perfekte holdspiller er ifølge Lencioni en kombination af tre dyder, nemlig at være ydmyg, sulten og begavet.

I den her sammenhæng skal ydmyg forstås som, at man ikke har et stor behov for at fremhæve sig selv, men gerne gør opmærksom på andres bidrag. Man sætter teamet højere end sig selv.

Sulten skal forstås som, at man er selvmotiveret, har lyst til at lære og vil mere. Begavet handler om at have en bevidst og passende social adfærd i teamet. Man er god til at lytte og stille spørgsmål.

- Hvis man arbejder systematisk og reflekteret med de tre dyder, så er der større chance for at opbygge en sund teamkultur med tillid.
Erhvervspsykolog Thomas Lundby

Holdspiller-dyder giver selvindsigt

Maja Landén, Carsten Frøslev og Gitte Knak Mikkelsen udgør ledelsesteamet på specialskolen Bifrost.

Ledelsesteamet på Bifrostskolen fik en åben og ærlig samtale i gang med brug af de tre dyder.

- Jeg tænker, at det giver noget selvindsigt, i forhold til at man får kigget på sig selv og bliver nysgerrig på, hvordan reagerer jeg egentlig? Og når jeg reagerer uhensigtsmæssig, hvad er det så, der er på spil?, siger skoleleder Gitte Knak Mikkelsen.

De brugte også lejligheden til at være nysgerrige på hinandens opfattelse af, hvor de ser deres egne styrker og svagheder i forhold til adfærd i teamet.

- Vi arbejder på en specialskole og arbejder med at kunne dele det, der er sårbart, så det falder os ret naturligt at tale om det. Også fordi vi har en tryg relation, siger Carsten Frøslev, der er souschef.

Bifrostskolen har i nogle år også sat fokus på psykologisk tryghed, så de kan godt tale åbent med hinanden. Derfor tror de også, at de nye begreber, sulten, ydmyg og begavet, vil få en ny rolle i deres relation.

- Vi kommer nok til at sige ting som, “hold da op Gitte, hvor er du sulten,” og det er ikke fordi, der er frokost, siger Carsten Frøslev med et smil på læben.

De sætter stor pris på, at de har en god relation og forståelse for hinanden i teamet, ellers ville det være svært, påpeger pædagogisk afdelingsleder Maja Landén.

- Hvis man ikke har trygheden, hvornår ville man så vise sig sårbar og krænge sig selv ud? Hvad ville man blive mødt med?, siger hun.

Der skal være tid til at tale om det svære

Kristine Munk og Rune Clasen fra Nordbakkeskolen.

På Nordbakkeskolen udgør Rune Clasen og Kristine Munk det samlede ledelsesteam, og det har både nogle fordele og ulemper kun at være to.

- Vi har som udgangspunkt nok et større kendskab til hinanden, end man har i større ledelsesteams. Men at sætte sig selv under lup og adressere tingene, er nok lidt sværere, når man kun er to, siger skoleleder Rune Clasen.

De mener dog begge, at værktøjet giver god indsigt i egne reaktionsmønstre, og hvordan man ‘er som menneske’. Og det vil de gerne udnytte noget mere.

- Vi skal nok blive bedre til at stoppe op og insistere på at have tid til at tale om det, som er svært, for det er også dér, man udvikler sig, siger Rune Clasen.

Værktøjet kan også bruges i andre sammenhænge, mener afdelingsleder Kristine Munk.

- Jeg tænker, det kan bruges i forhold til vores medarbejdere og de konflikter, som kan opstå der, og det spænd, der kan være mellem ledelse og medarbjdere. Så på den måde kan det virke i flere lag, siger hun.

“Hun behøver ikke være ydmyg”

Christian Almvig, Christian Abildgaard og Malene Knoth Hamilton.

Fra kulturområdet deltog Christian Abildgaard, leder af Ringsted Sportscenter med sit team, teamleder Christian Almvig og teamleder for Ringsted Sportsland Malene Knoth Hamilton.

De kastede sig også frygtløst ind i samtalen om deres team-adfærd og fælles dynamik.

- Det er godt og konkret værktøj til at lukke op for snakken, siger Malene Knoth Hamilton og suppleres af Christian Almvig.

- Vi har et rum, hvor vi taler åbent sammen, men vi har ikke før italesat vores adfærd på den måde, siger han.

Og det var en god oplevelse at få sat ord på fx behovet for at være ydmyg i visse sammenhænge - eller lade være med at være det.

- Malene er akademiker og kan noget, jeg ikke kan. Jeg kan det tekniske, så jeg har nogle gange brug for, at hun ikke er ydmyg, for jeg vil gerne lytte til det, hun ved, siger Christian Almvig.

- Og det er ikke noget problem, indskyder hun og får alle til at grine.

- Der er en tryghed i vores relation, og vi har hinandens ryg, derfor er det også ok, hvis man tager noget plads en gang imellem og i andre sammenhænge trækker sig, slutter Malene Knoth Hamilton.

Et stærkt team bygger på evnen til at være holdspiller

Et stærkt team bygger på evnen til at være holdspiller

Tre dyder skal i spil i ledelsesteamet for at opnå de resultater, man gerne vil. Sådan lyder pointe fra lederudviklingsdag for skole- og kulturledere.

Læs artiklen