Kendskab på tværs er nøglen til PPR's samarbejde med dagtilbud

Overgangen fra dagtilbud til skole lægger et særligt pres på det tværfaglige samarbejde mellem PPR og dagtilbud.

Sådan lyder et centralt fund i det ​‌​​treårige forskningsprojekt SamHver - 'Samarbejde om børns trivsel i hverdagslivets fællesskaber'.​‌‌

Her undersøger fire forskere, hvordan fagprofessionelle som lærere, pædagogisk personale, inklusionskonsulenter og PPR kan samarbejde på tværs af faggrænser for at skabe bedre deltagelsesbetingelser for børn i dagtilbud og skole.‌​​‍‌‍‍

Forskere vil forstå dilemmaer i samarbejdet om børns trivsel

Der er masser af vilje, men også barrierer og dilemmaer, når lærere, pædagoger og PPR-psykologer skal skabe stærke fællesskaber for børn.

Læs artiklen

Fulgt og observeret samarbejdet

En del af dette samarbejde handler om organiseringer – altså, hvem der mødes med hvem om hvad, og hvordan hele indsatslandskabet er organiseret.​

Helt konkret har projektets forskere fulgt og observeret forskellige sparrings- og møderum, hvor bekymringer om børns trivsel tages op, bl.a. i Rødovre Kommune.​​​‌

Her har man i kommunens pædagogiske udviklingscenter etableret et tværfagligt småbørnsteam, der består af en ergoterapeut, en fysioterapeut, en psykolog og en tale-hørepædagog.‌‍​‌

Teamet er i dagtilbuddet en hel dag og veksler mellem at have samtaler med det pædagogiske personale på kontoret og bevæge sig ud på stuerne for at observere de børn og børnegrupper, som personalet ønsker fokus på.​​‌‌‌​

Når skolen banker på

- Forskningsprojektet har fået indblik i, hvad det er, der udfordrer - ikke blot i en enkelt kommune, men i hele samarbejdsfeltet - særligt dér hvor vi har med børn at gøre i børnehaven, lige før de skal starte i skole. Der sker noget særligt i forhold til, hvad opgaverne fra PPR er her, når skolen banker på, forklarer Anja Hvidtfeldt Stanek, som i tre år har fulgt PPRs samarbejde med dagtilbud.

PPR-arbejdet er skrevet ind i skolelovgivningen, og det betyder i praksis, at PPR’s opgave i dagtilbud i høj grad bliver at identificere de børn, der skal tilbydes specialpædagogiske indsatser i skolen. ‌

Det lægger ifølge Anja Hvidtfeldt Stanek implicit pres på det forebyggende arbejde i dagtilbuddene bl.a. med et fokus på at sikre, at børns eventuelle kognitive udfordringer er opdaget og håndteret, inden børnene starter i skole.‌‍​

Låst fast i et individfokuseret spor

Hun peger på, at det er på den baggrund, man kan forstå, hvorfor dagtilbud kan opleve det som deres væsentligste opgave i samarbejdet med PPR at have opdaget og arbejdet med kognitive udfordringer, inden børnene forlader institutionen.‌‌‌​‌

- Den dynamik påvirker, hvad samarbejdet med PPR i grunden handler om – og kan låse det fast i et individfokuseret spor, til trods for at alle parter er enige om, at målet med det tværfaglige samarbejde er at understøtte udvikling gennem deltagelse i børnefællesskaber og lige deltagelsesmuligheder i hverdagen,​ siger Anja Hvidtfeldt Stanek

Så selvom der er bred enighed om målet, trækker noget i den anden retning.​​‌‌​

- På hele feltet oplever man, at sådan noget som visitationer, udredninger og diagnoser konstant trækker opmærksomheden i en anden retning. Det er noget, der hele tiden bliver efterspurgt; forældre vil gerne vide, om deres barn kan blive udredt, og skolen står og blinker som et lidt uklart og farligt ’monster’, de mest sårbare helst skal ’reddes fra’ gennem visitation til specialpædagogiske tilbud, forklarer hun.‌​‌‌‌‌

Her kan PPRs kendskab på tværs af både dagtilbud og skoler ifølge forskeren være en stor hjælp til dagtilbuddets arbejde med at skabe ro omkring den kommende skolestart. Med sin viden om skolernes forskellige praksisser har PPR mulighed for skabe klarhed over, hvad skoler kan gribe og løfte.

Faste møder i kalenderen

En af de konkrete erfaringer fra småbørnsteamet handler om mødestruktur.​‌‍​

På tværs af kommuner er der en kritik af adgangen til PPR, der går igen. Nemlig, at PPR er vanskelig at få hidkaldt. Der er en oplevelse af virkelig lang ventetid, fortæller Anja Hvidtfeldt Stanek. ‌​‌​

Men et af de samarbejder, projektet har fulgt, har vendt billedet og lagt faste planer for, hvornår de kommer. Det betyder, at mødet allerede står i kalenderen, inden et problem eventuelt er opstået.‌‌​​‌‍‍

– Ventetiden opleves ikke som en ventetid, selvom de ikke har flere ressourcer end andre steder. Alene dét, at mødet ligger i kalenderen på forhånd, gør noget med måden at samarbejde på, forklarer Anja Hvidtfeldt Stanek.‌‍‌‌

Men forskeren advarer mod at tro, at én bestemt struktur i sig selv løser udfordringerne.‌‌‍‌‌

Samme team, der fungerer eksemplarisk i ét dagtilbud, kan have svært ved at få samarbejdet til at fungere i et andet.‌‌‍​‌​​

Og de faste møder kan på én og samme tid skabe nye dilemmaer. Feltarbejdet viser eksempler på, at personale for at ’levere indhold’ til de på forhånd fastlagte møder, kan få problemer til at vokse, som ikke reelt var problemer to dage før.

Ressourcemangel spænder ben

En anden klar konklusion er, at selv de bedste organiseringer og de stærkeste relationer ikke er nok, når ressourcerne mangler.​‍​‌‌‌‌‍​

Personalemangel og hyppige udskiftninger i dagtilbuddene gør det nærmest umuligt at få det tværfaglige samarbejde til at spille. Kontinuitet – i både PPR-teamet og i dagtilbuddets personalegruppe – er en grundlæggende forudsætning.‌​‌‌

– Det er rigtig kedeligt at pege på, men det er nødvendigt at blive ved med at gøre det, siger Anja Hvidtfeldt Stanek.‌‌‍​‌

Kompleksiteten i det tværfaglige

Noget af det, hun i sin feltforskning har fået et førstehåndskig ind i, det er kompleksiteten i det tværfaglige arbejde.

Småbørnsteamet er ikke den eneste aktør – der er også pædagogiske rådgivere, ressourcepladser og støttepædagoger, som ofte sidder i andre forvaltninger og ‌‌​‌mangler tid til at koordinere og samarbejde.

- Når man følger det her PPR-team, så får man adgang til mange forskellige typer af møder med mange forskellige typer af opgaver, fortæller Anja Hvidtfeldt Stanek og fortsætter:‌‌‍‌‌

- Og det man får øje på er, at PPR ofte bliver nødt til at forsøge at hjælpe de voksne omkring børnene til at få ro på deres bekymringer. Det udmønter sig indimellem i nogle næsten terapeutiske samtaler, som sådan set ikke handler om børnene, men om alt det rundt om, siger Anja Hvidtfeldt Stanek.‌‍‍‌

Hertil kommer, at feltet er præget af en stigende interesse for pædagogik rettet direkte mod ‘nervesystemer’, og det kan trække opmærksomheden væk fra børneperspektiver og de fællesskabsorienterede perspektiver, som den pædagogiske praksis i følge dagtilbudsloven, skal arbejde med.

Relationer har stor betydning

Feltarbejdet viser samtidig tydeligt, at betydningen af relationer ikke kan undervurderes. Samarbejdet med velkendte personer har stor betydning for det muliges kunst.‌‌​​

- Betydningen af at kende hinanden, må ikke underkendes fastslår Anja Hvidtfeldt Stanek.​​​‌‌

Småbørnsteamet kommer tættest på at indfri ambitionerne om praksisnært samarbejde, når dagtilbuddet byder PPR velkommen og aktivt ønsker pædagogisk sparring.​​‌​‌​

- Småbørnsteamet kan noget rigtig, rigtig fint, når de i praksis kommer ud og undersøger børnenes deltagelsesmuligheder og får vist det pædagogiske personale nogle nye muligheder.‌‌‍‌‌‌‌

Når PPR viser vejen

Et konkret eksempel fra feltarbejdet illustrerer pointen:

Et lille, uroligt barn, som det pædagogiske personale i dagtilbuddet i mange sammenhænge oplever som udfordret, kan vise andre sider og deltagelsesmåder og -muligheder når en PPR-medarbejder sætter sig på stuen og leger med barnet på en anden måde.​‍‌‍​‌

- På den vis kan PPR både være med til at vise konkrete pædagogiske veje, når de får lov at sætte sig ude på stuerne med børnene. Men det kræver, at der er gået et stort arbejde forud med at opbygge gensidige relationer og tillid, siger Anja Hvidtfeldt Stanek.‌​​‍​‍‌

Lederen er gatekeeper

En væsentlig brik i dette er dagtilbudslederen, som forskeren betegner som en gatekeeperfunktion. ‌​‌‍​

- Dagtilbudslederen skal ikke bare åbne døren for PPR, men aktivt fungere som brobygger ind i organisationen – ellers når samarbejdet aldrig ud til dér, hvor børnene har deres hverdagsliv, pointerer hun.​

​‌