1. Hjem
  2. KERNEOMRÅDER
  3. Børn og Unge
  4. Pædagogisk personale skal spille sig kloge på køn

4 min læsetid

Pædagogisk personale skal spille sig kloge på køn

Nyt projekt vil udvikle et praksisnært kortspil til skoler, dagtilbud og SFO, der skal sætte gang i en dialog og fælles refleksion om køn.

Pædagogisk personale skal spille sig kloge på køn
Pernille Søndergaard
Pernille Søndergaard

Flere drenge end piger får udsat deres skolestart, og drenge udgør cirka 70 procent af alle skoleudsatte børn. Til gengæld er der flere piger end drenge, der mistrives både i folkeskolen og på de videre uddannelser.

Det er blot to eksempler på, hvordan normer og forventninger knyttet til køn påvirker børn og unges trivsel, valg og muligheder.

Køn er nemlig også en kulturel og social konstruktion, som kommer til udtryk i forskellige forventninger til drenges og pigers adfærd og interesser.

Lige muligheder - uanset køn

Det pædagogiske personale i dagtilbud, skole og fritidsinstitutioner spiller derfor en vigtig rolle i at skabe miljøer, hvor børn og unge har lige muligheder for at udfolde deres potentialer og ønsker – uanset køn.

Men hvordan kan man i praksis styrke det pædagogiske personales opmærksomhed på netop de forventninger til køn, der kan risikere at begrænse børn- og unges lige deltagelsesmuligheder?

Det har et nyt projekt i regi af Fremfærd Børn sat sig for at undersøge nærmere.

Spil dig kønsklog

Det sker helt konkret ved at udvikle et kortspil til dialog og refleksion over, hvordan man med sin pædagogik og didaktik kan være med til at styrke børns muligheder for deltagelse - uanset køn.

Tanken er, at kortspillet kan bruges på fx temamøder, personalemøder, møder med PPR og pædagogiske dage i dagtilbud, skole og fritidsinstitutioner.

Kortspillets foreløbige titel er ”Spil dig kønsklog” – og det er der en god grund til, forklarer projektleder i Dansk Psykologforening Amanda Aaboe Bell.

- Spillet handler nemlig ikke om at vinde, men om at spille sig selv og hinanden bedre og klogere på køn og lægge op til en god og gerne sjov dialog, hvor der ikke er nogen, der er forkerte eller mere kønskloge end andre, siger hun.

Skru på de små ting

Den foreløbige idé er, at kortspillet bl.a. skal bestå af kort med små cases/problematikker og refleksions-spørgsmål, der lægger op til mikrohandlinger.

Det er nemlig ikke de voldsomme ændringer, der er ambitionen.

Spillet skal i stedet hjælpe til, at man skruer på nogle små ting i hverdagen eller får øje på nogle roller, man kan rykke lidt ved, som fx hvem er det, vi sætter til at dække bord ? Eller hvem er det, der i frikvarteret får lov at bestemme, om vi skal spille fodbold eller noget helt andet?

- Vi vil gerne have, at spillet skærper bevidstheden om, at når man ikke gør noget, så gør man faktisk også noget. Så det her spil skal gerne give lyst til at reflektere over sammenhængen mellem køn og pædagogik - især dér hvor man har gjort det samme, som man plejer i mange år, for det fungerer jo meget godt, siger projektleder i FOA Birgit Stechmann.

Dialog og refleksion på 3 områder

Spillet skal være med at sætte gang i refleksioner og dialog på 3 områder:
1. Didaktik - Hvordan kommer køn til udtryk, når børn skal lære noget?
2. Selvforståelse og motivation - Låser vi børnene fast i nogle specifikke kategorier? Giver vi dem lige muligheder for at deltage med det, de interesser sig for og er motiveret for at lave?
3. Fællesskaber - Hvad er det for fællesskaber, børnene bliver inviteret ind i, og i hvilken grad er de kønnede?

Som supplement til kortspillet skal der laves et hæfte med en oversigt over eksisterende forskningsviden om køn og pædagogik, en model for kønsklog pædagogik og didaktik, spilleregler samt forslag til konkrete mikrointerventioner inden for de 3 områder.

Ikke kun for ildsjælene

Projektet gennemføres i samarbejde med et forskerteam fra DPU på Aarhus Universitet bestående af professor, ph.d. Dorthe Staunæs, lektor, ph.d. Mie Plotnikof og adjunkt, ph.d. Jette Sandager.

De har fået til opgave at udarbejde kortspillet og vil gøre det i tæt samarbejde med Copenhagen Game Lab, som er specialister i læringsspil, og en layouter.

Undervejs skal pædagogisk personale på en række skoler, dagtilbud og SFO’er afprøve og give feedback på spillet.

- Vi vil meget gerne lande på et værktøj, som rammer skiven, og som ikke kun er rettet mod ildsjælene, men er relevant, sjovt og appellerende for det pædagogiske personale over en bred kam, lyder det fra Claus Ortved Melcher, som er projektleder i KL.

Fra prototype til produktion?

Projektet løber frem til omkring december 2027, hvor en prototype af spillet efter planen ligger klar. Det udleveres derefter til de deltagende skoler, dagtilbud og SFO’er, som afprøver spillet og evaluerer det efter seks måneder.

Derefter vil Fremfærd Børn tage stilling til, om det skal sættes i produktion, og om der er brug for at tilpasse spillet yderligere.