4 min læsetid
Kommuner vil bygge bro mellem beredskab og borgerservice
Der er behov for et tættere samarbejde mellem kommunernes beredskab og borgerservice. Sådan lyder det fra 10 kommuner.

Medarbejderne i borgerservice er vant til at hjælpe og servicere - også når der opstår uventede situationer.
De har erfaring med at bevare roen - og støtte og håndtere borgere, der er i vanskelige og pressede situationer.
Kompetencer, der er brug for, når en krise, ulykke eller katastrofe rammer.
“Borgere ringer til os og spørger, hvor der er beskyttelsesrum”
Men i mange kommuner er borgerservice nærmest ikke tænkt med i beredskabet.
Det er en uudnyttet ressource, der i højere grad burde dyrkes - især i disse tider, hvor trusselsbilledet generelt ændrer sig.
Sådan lyder det samstemmende fra deltagerne fra 10 kommuner på en workshop, hvor borgerservices rolle i krise- og beredskabssituationer er på dagsordenen.
- Vores medarbejdere i Borgerservice bør tænkes mere aktivt ind i beredskab og krisehåndtering. De er indgangen til kommunen og vant til at håndtere mange forskellige borgerhenvendelser, siger leder af Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuse Sara Strandvad.
Det er Fremfærd Borger, der har taget initiativ til at sætte et forprojekt i gang, der netop skal undersøge potentialerne for et større tværfagligt samarbejde mellem beredskab og borgerservice.
Hvad er beredskab?
Beredskab dækker over det arbejde, der udføres for at forebygge og håndtere kriser, ulykker og katastrofer. Beredskabet skal sikre, at vigtige funktioner og institutioner i samfundet kan fungere i en krisesituation.
Beredskabet omfatter både det akutte, men også det forebyggende arbejde med beredskabsplanlægning og træning for at sikre et robust samfund.
Hvor er potentialerne?
I forprojektet laver rådgivningsvirksomheden Nextpuzzle en vidensindsamling, som bl.a. bygger på interview med 26 personer fra både borgerservice og beredskab i de 10 deltagende kommuner.
En foreløbig gennemgang af interviewene viser, at kommunerne oplever en stigende efterspørgsel fra borgerne på information om beredskab generelt, men også i konkrete opståede situationer som strømsvigt, droneaktivitet, brand, skybrud eller store mængder sne.
Borgerservices rolle i beredskabet

På workshoppen talte deltagerne i grupper også om, hvilken rolle borgerservice kan have i krisesituationer.
- En rolle er helt klar kommunikation med borgerne både på telefon og fysisk for at skabe tryghed og svar, som nok er det, borgerne søger i første omgang i en krisesituation, siger Charlotte Nielsen, viceberedskabsinspektør i Roskilde Brandvæsen på vegne af sin gruppe.
Leder af Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuse Sara Strandvad supplerede med, at medarbejderne i Kontaktcenteret har daglig kontakt til alle afdelinger i kommunen, så hvis der er noget, som skal koordineres på tværs, så er borgerservice vant til det arbejde.
De ti kommuner
Assens, Ballerup, Bornholm, Haderslev, Halsnæs, Næstved, Odder, Odserred, Roskilde og Aarhus.
Hvad skal der til?
Men hvad skal der til for at bygge en bro mellem borgerservice og beredskabet? Det drøftede deltagerne også.
Emel Ugurlu, systemadministrator i borgerservice i Roskilde Kommune, pegede på vegne af sin gruppe på, at der skal sikres et organisatorisk overblik.
- På alle niveauer i staben skal vi vide, hvordan tingene er delt i forhold til en kritisk hændelse, siger hun.
Derudover skal medarbejderne være rustet til den nye rolle via kurser og løbende øvelser.
Til det supplerede Natasha Andersen, der er afsnitsleder i informationscenteret i Roskilde Kommune. Centeret er den telefoniske indgang til kommunen.
- Vi skal være eksperter i kriseformidling. For det er måske ikke kun borgerne, der er i krise, medarbejderne skal også kunne håndtere egne følelser under pres
Ny koordinerende funktion
Og så kunne man overveje at oprette en ny koordinerende funktion i stil med det arbejde, en informationskoordinator laver.
- Man kunne forestille sig en koordinerende projektleder, som vedligeholder og sørger for, at tingene sker i forhold til de her beredskabssituationer, siger Emel Ugurlu.
Det kunne også være, at borgerservice skulle have en rolle eller plads i selve krisestaben og sidde med ved bordet, siger Natasha Andersen.
Resultaterne af vidensopsamlingen bliver udgivet i en rapport og præsenteret på VPT.dk før sommer.

Borgerservice skal spille en større rolle i beredskabet
Nyt projekt undersøger, hvordan Borgerservice kan styrke kommunernes beredskaber og gøre dem mere robuste i krisesituationer.
Læs artiklenMere info om beredskab
Få mere viden om beredskab i to publikationer fra Beredskabsstyrelsen:



